x
Indhold
Dette afsnit indeholder regler om kontrol- straffe- og klagebestemmelser.
Afsnittet indeholder:
- Kontrolbestemmelser
- Straffebestemmelser
- Klagevejledning samt eftergivelse og henstand
Kontrolbestemmelser
Der henvises til beskrivelse af kontrolbestemmelser i afsnit A.C.2.4 Kontrolbestemmelser - punktafgifter.
REGAL indeholder derudover bestemmelser om, at
- Der ved anmeldelse af køretøj til registrering skal fremlægges bevis for, at køretøjet kan registreres. Se REGAL § 22.
- Chassisnummeret eller stelmærkning på et køretøj må ikke ændres eller fjernes.
- Ihugning eller genihugning af chassisnummer eller stelmærkning skal finde sted under synsvirksomhedens kontrol. For motorkøretøjer, der er omfattet af en skadesforsikring, og som er genopbygget efter at have været ødelagt ved færdselsuheld, eksplosion, ildebrand m.m., bliver ihugning eller genihugning af chassisnummer eller stelmærkning kontrolleret af forsikringsselskabet eller dettes repræsentant. Se REGAL § 24.
- SKAT kan forlange ethvert køretøj fremstillet til eftersyn, hvis det skønnes nødvendigt af afgiftsmæssige grunde. Enhver køber, sælger, leverandør og bruger af køretøjer skal give de nødvendige oplysninger til brug ved beregningen af afgiften, når SKAT beder om det. Se REGAL § 25, stk. 1.
- Den, der har overtaget sælgers rettigheder efter en kontrakt om salg af et nyt køretøj, skal give enhver oplysning til brug for kontrollen med beregningen af afgiften af køretøjet, når SKAT beder om det. Se REGAL § 25, stk. 4.
- Føreren af et køretøj skal identificere sig og oplyse, hvem der er ejer af køretøjet, Når SKAT beder om det. Føreren skal endvidere oplyse om forhold af betydning for vurderingen af, om køretøjet er afgiftsberigtiget korrekt. Se REGAL § 26a.
Straffebestemmelser
Der henvises til beskrivelse af straffebestemmelserne i registreringsafgiftsloven i afsnit A.C.3.2.1.7.4.
Se også:
- Afsnit A.C.3.5.1.4 om minimumsgrænserne for hvornår der rejses straffesag.
- Afsnit A.C.3.5.2.2 om beregning af normalbøder i punktafgiftslovgivninger
- Afsnit A.C.3.5.4.5.2 om ordensbøder i registreringsafgiftslovgivningen
Klagevejledning samt eftergivelse og henstand
Klagevejledning
Fra den 1. januar 2014 er der nye klageregler. Det betyder, at:
- Klagefristen er 3 måneder
- Prisen for at klage vil være 400 kr. En anmodning om aktindsigt er gratis
- Det er kun muligt at få prøvet sin sag ved ét administrativt klageorgan
Skatteankestyrelsen modtager klager, og foretager visitering af klager til blandt andet Skatteankeforvaltningen, Landsskatteretten og Motorankenævn. Se afsnit A.A.10.
Motorankenævnet kan behandle klager over SKATs værdifastsættelse af køretøjer.
Reglerne for motorankenævnets behandling af klagesager fremgår af skatteministeriets bekendtgørelse nr. 1515 af 13. december 2013 om forretningsorden for skatteankenævn, vurderingsankenævn, skatte- og vurderingsankenævn samt motorankenævn.
x
Eftergivelse og henstand
Om eftergivelse af afgift og henstand med betaling af afgift henvises til A.A.12.