Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for beskatning af udlodninger fra investeringsselskaber, investeringsforeninger og SIKAV'er.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Hvordan beskattes udlodninger af investeringsbeviser mv., der er omfattet af ABL § 17 om næring, for personer?
  • Hvordan beskattes udlodninger fra investeringsselskaber for personer?
  • Hvordan beskattes udlodninger fra akkumulerende investeringsforeninger, der ikke er investeringsselskaber, for personer?  
  • Hvordan beskattes udlodninger fra investeringsinstitutter med minimumsbeskatning indtil den 1. januar 2014 for personer?
  • Hvordan beskattes udlodninger fra investeringsinstitutter med minimumsbeskatning fra den 1. januar 2014 for personer?
  • Indeholdelse af udbytteskat
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre. 

Se også

  • C.D.1.1.10 om klassifikation af foreningerne mv.
  • C.D.1.1.10 om den subjektive og objektive skattepligt for investeringsselskaber, investeringsforeninger og SIKAV'er
  • C.D.1.1.10.2 om definition af investeringsselskaber
  • C.D.1.1.10.10 om betingelserne for at være et investeringsinstitut med minimumsbeskatning, herunder de nærmere regler om opgørelse af minimumsindkomsten . Se også LL § 16 C.

En investeringsforening er akkumulerende, hvis den ikke opfylder betingelserne for at være et investeringsinstitut med minimumsbeskatning , og heller ikke er omfattet af reglerne om investeringsselskaber. Se ABL § 19 om investeringsselskaber, afsnit C.D.1.1.10.2 og C.D.1.1.10.8.

Regel

Udlodninger fra investeringsforeninger er skattepligtige både for personer og selskaber. Se LL § 16 A, stk. 1. Der gælder dog enkelte undtagelser, se nedenfor.

Den del af minimumsbeskatningen efter LL § 16 C, der ikke udloddes, regnes også med til udbyttet. Se LL § 16 A, stk. 2, nr. 3.

Udlodninger fra en delvis kapitalnedsættelse i en investeringsforening mv. er også omfattet af LL § 16 A.

For personer, der modtager udbytte fra selskaber, hvis aktier er omfattet af ABL § 19, og som er eller har været hjemmehørende i udlandet, kan SKAT i visse tilfælde efter ansøgning eftergive en del af skatten. Se LL § 33 G, stk. 1. Der kan dog ikke eftergives et større beløb end det beløb, hvormed summen af de beløb, som det udbyttegivende selskab har udredet i skat af den del af indkomsten, der ligger til grund for udbyttet, og det beløb, som skatteyderen har udredet i skat af den til udbyttet svarende del af indkomsten, overstiger summen af de beløb, der skulle have været betalt i skat af henholdsvis det udbyttegivende selskab og den skattepligtige person, hvis det udbyttegivende selskab skulle have været beskattet her i landet af den til grund for udbyttet liggende indkomst. Er der indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med den fremmede stat, Færøerne eller Grønland, kan der dog ikke ved opgørelsen af det beløb, der kan eftergives, indregnes større skattebeløb end dem, som den fremmede stat, Færøerne eller Grønland efter overenskomsten har et ubetinget krav på at oppebære. Se LL § 33 G, stk. 2.

For selskaber kan der under visse betingelser ske nedsættelse af det skattepligtige beløb af udbytte fra aktier og investeringsbeviser, der er udstedt af et investeringsselskab og derfor omfattet af ABL § 19, hvis investeringsforeningen er eller har været hjemmehørende i udlandet. Se SEL § 17, stk. 3, og afsnit C.D.2.4.3.2 om skattefri udbytteindtægter og udbytte fra udlandet for selskaber. 

Aktier og investeringsbeviser er kun omfattet af reglerne i aktieavancebeskatningsloven, hvis investeringsforeningen mv. er et selvstændigt skattesubjekt. Er selskabet eller foreningen mv. ikke et selvstændigt skattesubjekt, beskattes deltagerne af deres andel af indtægter og udgifter (fuld transparensbeskatning). 

Reglerne om, hvornår udlodninger fra investeringsbeviser i investeringsinstitutter med minimumsbeskatning for personer skal medregnes til den personlige indkomst, til kapitalindkomsten eller til aktieindkomsten, er væsentligt ændret med virkning fra den 1. januar 2014. Se nedenfor.

Hvordan beskattes udlodninger fra investeringsbeviser mv., der er omfattet af ABL § 17 om næring, for personer?

Udbytte af investeringsbeviser, der er omfattet af ABL § 17 om næring, beskattes som personlig indkomst. Det gælder også, hvis investeringsbeviset er udstedt af et investeringsselskab og derfor ellers er omfattet af ABL § 19. Se PSL § 4, stk. 5.

Hvordan beskattes udlodninger fra investeringsselskaber for personer?

Udbytte fra aktier og investeringsbeviser, der er udstedt af et investeringsselskab og derfor omfattet af ABL § 19, beskattes som kapitalindkomst. Se PSL § 4, stk. 1, nr. 4, og PSL § 4 a, stk. 2.

De årlige værdistigninger eller -fald på aktier og investeringsbeviser, der er udstedt af et investeringsselskab, skal medregnes i den skattepligtige indkomst efter lagerprincippet. Beskatningen sker som kapitalindkomst. Se ABL § 23, stk. 7, PSL § 4, stk. 1, nr. 5, PSL § 4 a, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, samt afsnit C.B.4.3. Gevinst og tab på disse aktier og investeringsbeviser medregnes således i den skattepligtige indkomst, selv om aktierne eller investeringsbeviserne ikke sælges. 

Hvordan beskattes udlodninger fra akkumulerende investeringsforeninger, der ikke er investeringsselskaber, for personer?

Udbytte fra en akkumulerende investeringsforening, der ikke er et investeringsselskab, beskattedes før den 1. januar 2013 som kapitalindkomst. Se PSL § 4, stk. 1, nr. 4, og § 4 a, stk. 1, nr. 1. 

Udbytte fra en akkumulerende investeringsforening, der ikke er et investeringsselskab, beskattes derimod fra den 1. januar 2013 som aktieindkomst. Se PSL § 4 a, stk. 1 og 2 (som ændret ved § 9, nr. 6, i lov nr. 433 af 16. maj 2012, og samme lovs § 15, stk. 2). 

Hvordan beskattes udlodninger fra investeringsinstitutter med minimumsbeskatning indtil den 1. januar 2014 for personer?

LL § 16 C er ændret med virkning fra den 1. januar 2013. Se § 8, nr. 9, og § 15, stk. 2, i lov nr. 433 af 16. maj 2012.

De udlodninger, der foretages i kalenderåret 2013, er derfor udlodninger, der er beregnet på grundlag af de før 1. januar 2013 gældende regler i LL § 16 C. Udlodninger i 2013 - såvel ordinære som ekstraordinære - skal derfor beskattes efter de hidtil gældende regler.

De ændrede regler for beskatning af udlodninger har derfor først virkning fra den 1. januar 2014. Se § 9, nr. 7, og § 15, stk. 2, i lov nr. 433 af 16. maj 2012, samt § 23, nr. 1 og 2, i lov nr. 1354 af 21. december 2012 (der ændrer virkningstidspunktet).

For personer medregnes udbyttet enten til aktieindkomsten, til kapitalindkomsten, til den personlige indkomst, eller er skattefrit.

Baggrunden for reglerne er, at medlemmet af foreningen så vidt muligt skal beskattes af udlodninger fra foreningen, som om medlemmet havde foretaget de underliggende investeringer selv. Dette princip kaldes transparensprincippet. Det tilstræbes derfor, at afkast, der er skattefrit ved en direkte investering, også er skattefrit som udlodning fra foreningen. Den skattemæssige behandling af udlodninger fra investeringsinstitutter med minimumsbeskatning afhænger derfor af den investering, som danner baggrund for udlodningen.

Transparensprincippet fraviges dog på enkelte punkter og er ikke i sig selv en beskatnings- eller fradragshjemmel, men kun et underliggende udgangspunkt for beskatning af udbytte.

Der kan derfor ikke med hjemmel i transparensprincippet modregnes kildeartsbegrænsede tab på aktier i udlodninger fra foreningen, selvom disse stammer fra gevinst på tilsvarende aktier. Selv om en person, der personligt havde foretaget investering i begge aktieposter, kunne modregne tab på den ene post i gevinst på den anden efter ABL § 13 A, er der ikke hjemmel til at modregne et personligt tab i udlodning af foreningens gevinst. Også på andre punkter vil transparensprincippet kunne blive brudt.

Investeringsinstitutter med minimumsbeskatning (tidligere udloddende investeringsforeninger) har via minimumsudlodningen opgjort de indtægter og gevinster, der ville være skattepligtige for personer ved direkte investering. Foreningerne kan også i vidt omfang foretage fradrag i udlodningen for de tab, der ville være fradragsberettigede hos personer ved direkte investering. Se LL § 16 C. På denne måde tilstræbes det, at medlemmet beskattes, som om investeringen var foretaget direkte, og at beskatningen sker med det fulde beløb (der sker ikke geninvestering af afkastet uden fornyet indskud i foreningen af beskattede midler). Endelig kommer beskatningen til at foregå løbende. Se afsnit C.D.1.1.10.10 om minimumsudlodningens indhold.

Reglerne om beskatning af udlodninger fra investeringsinstitutter med minimumsbeskatning for personer udenfor næring sikrer en opdeling af udlodningerne i en skattefri del, en aktieindkomstbeskattet del og en kapitalindkomstbeskattet del. Opdelingen er foretaget efter transparensprincippet. Se LL § 16 A, stk. 1-5, PSL § 4, stk. 1, nr. 4 og 18, og PSL § 4 a, stk. 1, nr. 3. Reglerne PSL § 4 a, stk. 1, nr. 3, fastlægger, hvilken del af den skattepligtige udlodning, der skal medregnes som aktieindkomst og dermed også hvilken del, der medregnes som kapitalindkomst. Opgørelsen tager sit udgangspunkt i den del af udlodningerne, der er skattepligtig efter LL § 16 A. For næringsskattepligtige efter KGL § 13 vil det sige hele udlodningen (se nedenfor), mens en vis del af udlodningen for øvrige personer er skattefri. Se LL § 16 A, stk. 4-5.

Hvilken del af udlodningerne er skattefri?

Den skattefri del af udlodningen opgøres som hele udlodningen fratrukket den del af minimumsudlodningen, som består af indtægter, der hos personer ved en direkte investering beskattes som kapitalindkomst eller som aktieindkomst. Se Ll § 16 A, stk. 4, nr. 3, og stk. 5.

Den skattefri del af udlodningen udgøres af gevinst på blåstemplede obligationer, erhvervet før den 27. januar 2010, minus visse administrationsudgifter. Se Ll § 16 A, stk. 5, og § 16 C, stk. 3, nr. 10, stk. 4, og stk. 5, nr. 4. Gevinst på blåstemplede obligationer, der er erhvervet før den 27. januar 2010, er normalt skattefri ved en direkte investering. Se KGL § 14, stk. 2, i den formulering, der var gældende før lov nr. 724 af 25. juni 2010, og overgangsreglen i § 20, stk. 2, i lov nr. 724 af 25. juni 2010.

Hvilken del af udlodningen er kapitalindkomst?

Den del af den skattepligtige del af udlodningen, der indgår i minimumsudlodningen ifølge LL § 16 C, stk. 3, nr. 1-5 samt 7-8, er kapitalindkomst. Se Ll § 16 C, stk. 3, PSL § 4, stk. 1 nr. 4, og § 4 a, stk. 1 nr. 3.

I henhold til LL § 16 C drejer det sig om følgende beløb:

  • Indtjente renter og løbende ydelser (LL § 16 C, stk. 3, nr. 1)
  • Udbytter, der ved direkte investering ville være kapitalindkomst (LL § 16 C, stk. 3, nr. 2)
  • Gevinster på fordringer, der er skattepligtige efter kursgevinstloven (LL § 16 C, stk. 3, nr. 3 og 4)
  • Gevinst på gæld, omfattet af KGL § 6 (LL § 16 C, stk. 3, nr. 4)
  • Gevinst på finansielle kontrakter fratrukket tab på finansielle kontrakter (LL § 16 C, stk. 3, nr. 5) 
  • Gevinst på aktier og investeringsforeningsbeviser, der er udstedt af et investeringsselskab (LL § 16 C, stk. 3, nr. 7)
  • Gevinst på investeringsforeningsbeviser i udloddende obligationsbaserede investeringsforeninger (nu obligationsbaserede investeringsinstitutter med minimumsbeskatning) (LL § 16 C, stk. 3, nr. 8)

Hvilken del af udlodningen er aktieindkomst?

Den resterende del af udlodningen, dvs. beløb, der medregnedes efter minimumsudlodningen ifølge LL § 16 C, stk. 3, nr. 6 (gevinst fratrukket tab ved afståelse af aktier) + nr. 9 (aktieudbytte), samt beløb som foreningen valgte at udlodde, selvom disse ikke var omfattet af minimumsudlodningen (frivillige udlodninger), er herefter aktieindkomst. Se PSL § 4 a, stk. 1 nr. 3.

I henhold til LL § 16 C drejede det sig om følgende beløb:

  • Gevinst på aktier mv., fratrukket tab, bortset fra aktier, der er udstedt af et investeringsselskab (LL § 16 C, stk. 3, nr. 6) 
  • Udbytter, der ved direkte investering ville være aktieindkomst (LL § 16 C, stk. 3, nr. 9)
  • Frivillige udlodninger, dvs. udlodninger, som ikke er omfattet af minimumsudlodningen.

Fradrag i minimumsudlodningen

Der er også visse regler for fradrag i minimumsudlodningen. Det drejer sig om følgende:

  • Visse tab på aktier, der er udstedt af et investeringsselskab, visse tab på investeringsforeningsbeviser i udloddende obligationsbaserede investeringsforeninger (nu obligationsbaserede investeringsinstitutter med minimumsbeskatning), og visse tab på fordringer. Se LL § 16 C, stk. 4
  • Fradrag for foreningens administrationsomkostninger efter visse nærmere regler. Se LL § 16 C, stk. 5
  • Fremførsel af negative beløb efter nærmere regler. Se LL § 16 C, stk. 6.

Næring

For personer, der er næringsdrivende efter KGL § 13, opgøres aktie- og kapitalindkomst på samme måde som for øvrige personer. Dog er det hele minimumsudlodningen (inkl. gevinst på blåstemplede obligationer, der er erhvervet før den 27. januar 2010), der indgår i fordelingen mellem de to indkomstarter. Se LL § 16 A, stk. 4, nr. 3, og stk. 5. Det medfører, at visse indkomster, der ved en direkte investering blev beskattet som personlig indkomst, bliver beskattet som kapitalindkomst for denne personkreds. 

 

Hvordan beskattes udlodninger fra investeringsinstitutter med minimumsbeskatning fra den 1. januar 2014 for personer?

For personer medregnes udlodningen enten til aktieindkomsten, til kapitalindkomsten, til den personlige indkomst, eller er skattefrit.

Med virkning fra den 1. januar 2014 er reglerne væsentligt forenklet. Se PSL § 4, stk. 1, nr. 4, og PSL § 4 a, stk. 1, nr. 3 (modsætningsvist) som ændret ved § 9, nr. 7, i lov nr. 433 af 16. maj 2012. Ved § 23, nr. 1 og 2, i lov nr. 1354 af 21. december 2012 er virkningstidspunktet for de ændrede regler ændret fra 1. januar 2013 til den 1. januar 2014.

Hvilken del af udlodningerne er skattefri?

Den skattefri del af udlodningerne udgør den del af minimumsindkomsten fra investeringsinstitutter med minimumsbeskatning, der hidrører fra gevinst på fordringer i danske kroner, der er erhvervet før den 27. januar 2010 og som på erhvervelsestidspunktet opfyldte mindsterentekravet efter den tidligere KGL § 38, jf. lovbekendtgørelse nr. 1002 af 26. oktober 2009, fratrukket tab på sådanne fordringer. Tab kan dog alene fradrages, i det omfang tabene ikke overstiger gevinsterne. Se LL § 16 A, stk. 4, nr. 3, og LL § 16 C, stk. 4, nr. 10, som ændret ved § 8, nr. 5 og 9 i lov nr. 433 af 16. maj 2012.

Hvilke udlodninger er kapitalindkomst?

Den skattepligtige del af udlodninger fra obligationsbaserede investeringsinstitutter med minimumsbeskatning beskattes som kapitalindkomst. Det gælder, uanset om en del af udlodningen hidrører fra aktieudbytte. Se ABL § 22 samt PSL § 4, stk. 1, nr. 4, og PSL § 4 a, stk. 1, nr. 3 (modsætningsvist) som ændret ved § 9, nr. 7, i lov nr. 433 af 16. maj 2012.  

Hvilke udlodninger er aktieindkomst?

Den skattepligtige del af udlodninger fra aktiebaserede investeringsinstitutter med minimumsbeskatning beskattes som aktieindkomst. Det gælder, uanset om en del af udlodningen hidrører fra obligationer. Se ABL § 21 samt PSL § 4, stk. 1, nr. 4, og PSL § 4 a, stk. 1, nr. 3,  som ændret ved § 9, nr. 7, i lov nr. 433 af 16. maj 2012.  

Næring

For personer, der er næringsdrivende efter KGL § 13, opgøres aktie- og kapitalindkomst på samme måde som for øvrige personer. Dog er hele udlodningen skattepligtig. Se LL § 16 A, stk. 4, nr. 3. Det medfører, at visse indkomster, der ved en direkte investering blev beskattet som personlig indkomst, bliver beskattet som kapitalindkomst for denne personkreds. 

Indeholdelse af udbytteskat

Der skal normalt indeholdes udbytteskat i udlodninger fra investeringsselskaber, investeringsforeninger og investeringsinstitutter mv. Se KSL § 65, der blev væsentligt ændret ved § 5, nr. 4-7, i lov nr. 433 af 16. maj 2012. Ændringerne har virkning fra den 1. januar 2013. Se samme lovs § 15, stk. 2. 

Akkumulerende investeringsforeninger, der ikke er investeringsselskaber, skal indeholde udbytteskat med 27 pct. af udlodningerne. Se KSL § 65, stk. 1 (før 1. januar 2013 KSL § 65, stk. 3).

Investeringsinstitutter med minimumsbeskatning skal ved udbetaling eller godskrivning af udbytte indeholde udbytteskat med 27 pct. af det samlede udbytte. Se KSL § 65, stk. 7 (før 1. januar 2013 KSL § 65, stk. 3).

Investeringsinstitutter med minimumsbeskatning, der udelukkende investerer i fordringer, der er omfattet af kursgevinstloven, i aktier i det administrationsselskab, der forestår investeringsinstituttets administration, i afledte finansielle instrumenter efter Finanstilsynets regler herom og beviser i investeringsinstitutter med minimumsbeskatning, der udelukkende investerer i aktiver som nævnt, skal dog ikke indeholde udbytteskat. Se KSL § 65, stk. 8 (før 1. januar 2013 KSL § 65, stk. 3).

Investeringsinstitutter med minimumsbeskatning skal heller ikke indeholde udbytteskat i udlodninger  til investeringsselskaber, der er omfattet af ABL § 19, hvis disse efter vedtægterne ikke kan investere i aktier eller andele i selskaber hjemmehørende her i landet, bortset fra aktier i det administrationsselskab, som forestår foreningens eller selskabets administration. Se KSL § 65, stk. 8 (før 1. januar 2013 KSL § 65, stk. 8).

Investeringsselskaber skal ved udbetaling eller godskrivning af udbytte indeholde udbytteskat på 27 pct. Se KSL § 65, stk. 9 (før 1. januar 2013 KSL § 65, stk. 3).

Der skal indeholdes en endelig udbytteskat på 15 pct. af udbytte, som danske selskaber betaler til selskaber eller investeringsforeninger, der er omfattet af ABL § 19, med mindre der er tale om udbytte i moder-/datterselskabsforhold. Se KSL § 65, stk. 11 (før 1. januar 2013 KSL § 65, stk. 8), og kildeskattebekendtgørelsen (bek. nr. 1159 af 3. december 2012) § 34. Det forudsættes, at selskabet eller investeringsforeningen enten er medtaget på den database, der er nævnt i kildeskattebekendtgørelsens § 34, eller at investeringsforeningen har afleveret en bekræftelse fra SKAT om at være omfattet af den nævnte bestemmelse. Se kildeskattebekendtgørelsens § 34.

Hvis modtageren af udbyttet er et selskab, skal der indeholdes 22 pct. i udbytteskat i stedet for 27 pct. Se KSL § 65, stk. 6. For udbytte, der er udloddet før den 1. januar 2014, udgjorde procentsatsen, når modtageren af udbyttet var et selskab, 25 pct. Se § 5, nr. 11, og § 12, stk. 4, i lov nr. 792 af 28. juni 2013. 

Ovennævnte regler skal imødegå, at personer og selskaber i udlandet undgår beskatning af udbytte fra aktier i danske selskaber ved at placere aktierne i et investeringsselskab, akkumulere udbytterne skattefrit i investeringsselskabet og derefter sælge aktierne uden begrænset skattepligt.

Der skal dog ikke indeholdes udbytteskat i udlodninger fra investeringsselskaber til investeringsselskaber, der er omfattet af ABL § 19, hvis førstnævnte selskab efter vedtægterne ikke kan investere i aktier eller andele i selskaber hjemmehørende her i landet, bortset fra aktier i det administrationsselskab, som forestår foreningens eller selskabets administration. Se KSL § 65, stk. 10.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2009.452.LSR

Landsskatteretten har fastslået, at de danske regler om udbytteskat ikke kan anses for diskriminerende i relation til EU's regler om arbejdskraftens frie bevægelighed. Der var ikke grundlag for at antage, at den forskellige behandling af udbytter fra her i landet hjemmehørende selskaber til hhv. et udenlandsk investeringsinstitut og en dansk udloddende investeringsforening indebar en diskrimination af sammenlignelige situationer.

 

SKM2002.165.LSR

Landsskatteretten fastslog, at udlodninger fra en delvis kapitalnedsættelse i en investeringsforening er omfattet af LL § 16 A. Landsskatteretten tog også stilling til begrænsning for anvendelsen af transparensprincippet i et tilfælde, hvor en investeringsforening udelukkende investerede i obligationer.

 

SKAT

SKM2008.243.SR

Skatterådet har i et bindende svar bekræftet, at en bevisudstedende og udloddende investeringsforening, der har skiftet status fra en blandet afdeling til en udloddende obligationsafdeling, ikke længere skal indeholde udbytteskat ved udbetaling af udbytte.