Indhold

I dette afsnit beskrives reglen om, at en udloddende investeringsforening, som før den 1. januar 2013 har besluttet det, fortsat kan anvende en såkaldt summarisk opgørelse af minimumsindkomsten og hvordan den summariske opgørelse skal ske.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Hvornår skal det besluttes, at investeringsforeningen vil anvende summarisk opgørelse?

Regel

Hvis en udloddende investeringsforening før den 1. januar 2013 har truffet beslutning om at anvende den i lovbekendtgørelse nr. 1017 af 28. oktober 2011 nævnte LL § 16 C, stk. 13, nævnte ordning (summarisk opgørelse), kan foreningen fortsat anvende denne ordning. Se § 15, stk. 9 i lov nr. 433 af 16. maj 2012, som æmdret til stk. 10 i lov nr. 1354 af 21. december 2012 .

Ved anvendelse af den summariske opgørelse, skal minimumsindkomsten opgørers som årets nettogevinst opgjort efter ABL § 23, stk. 2.

Ved opgørelsen efter ABL § 23, stk. 2, det såkaldte lagerprincip, medregnes urealiserede gevinster og tab.

Ved anvendelse af summarisk opgørelse af minimumsindkomsten kan tab fra tidligere år ikke fremføres til nedsættelse af gevinst i senere år. Se LL § 16 C, stk. 13, 2. pkt. i lovbekendtgørelse nr. 1017 af 28. oktober 2011.

Bestemmelserne i LL § 16 C, om nedrunding af minimumsindkomst, gælder heller ikke, når der er valgt summarisk opgørelse af minimumsindkomsten. Se LL § 6 C, stk. 13, 3. pkt. i lovbekendtgørelse nr. 1017 af 28. oktober 2011.

Hvornår skal det besluttes, at investeringsforeningen vil anvende summarisk opgørelse?

Beslutningen om, at beskatningen skal ske på grundlag af en summarisk opgørelse, skal være truffet i forbindelse med foreningens stiftelse eller inden markedsføring her i landet. Hvis foreningen tidligere har været omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 5 a og 6, jf. lovbekendtgørelse nr. 111 af 19. februar 2004, skal beslutningen være truffet inden den 31. december 2006. Se LL § 16 C, stk. 13.

En beslutning om at ophøre med at anvende summarisk opgørelse kan først tillægges virkning fra begyndelsen af indkomståret efter, at beslutningen er taget. Foreningen kan ikke herefter igen vælge at opgøre minimumsudlodningen som nettogevinsten. Se LL § 16 C, stk. 13. Oplysningen skal sendes til SKAT.