Indhold
Dette afsnit beskriver procedurerne for behandlingen af postforsendelser.
Afsnittet indeholder:
- Ordningen for EU-forsendelse anvendes ikke for postforsendelser
- Beskrivelse af proceduren
- Forsendelser, der skal frembydes for SKAT.
- Indførsel fra tredjelande
- Kurerpostforsendelser (ekspresforsendelser).
Ordningen for EU-forsendelse anvendes ikke for postforsendelser
Hjemlen til håndtering af posttrafik findes i TK art. 91, stk. 2 punkt f og GB art. 462a.
Ordningen for EU-forsendelse anvendes ikke ved postforsendelser.
Postforsendelser, herunder postpakker, er derfor aldrig ledsaget af EU-forsendelsesangivelse.
Ved postforsendelser forstås breve og pakker, der befordres af Post Danmark.
Princippet om transitfrihed for varer anerkendes i artikel 1 i Verdenspostunionens vedtægter (1964) og artikel 4 i Verdenspostkonventionen (2008).
Transitfrihed omfatter en forpligtelse for hver postoperatør til - ad de hurtigste ruter og med de sikreste midler - at videreforsende forsendelser, denne har modtaget fra en anden postoperatør. Det betyder, at nationale postmonopoler bevares, men at den nationale postoperatør skal befordre de forsendelser, denne modtager fra en anden postoperatør i et UPU-land.
Proceduren for forsendelser via postvæsenet er åben for UPU-rettighedshavere (udpeget operatør). Postoperatøren udpeges af den nationale postlovgivning.
Når transitforsendelsen ikke afleveres til postoperatøren i transitlandet, men transporteres gennem landet af en privat operatør, gælder de normale toldprocedurer.
Beskrivelse af proceduren
Gul klæbeseddel
Når ikke-fællesskabsvarer sendes som postforsendelser (herunder postpakker) fra et sted til et andet i Fællesskabets toldområde, skal der på emballagen og alle ledsagedokumenter anbringes en gul klæbeseddel. Den gule seddel skal desuden klæbes på toldangivelsen for postpakker CN22/CN23 labels.
Når et kolli, en postsæk eller en beholder indeholder flere forsendelser, skal der kun fastgøres én gul klæbeseddel på den yderste emballage.
Forsendes varer med forskellig toldmæssig status i samme pakke, forsynes forsendelsen også med gul klæbeseddel.
Hvis der ikke er en gul klæbeseddel eller anden dokumentation for varernes status som ikke-fællesskabsvarer, vil de blive behandlet som fællesskabsvarer.
T-2 L dokument
Hvis forsendelsen indeholder både fællesskabsvarer og ikke fællesskabsvarer, skal der være et T-2 L-dokument som dokumentation for deres fællesskabsstatus. Et statusdokument kan enten sendes særskilt til modtageren til forelæggelse for toldmyndigheden, eller det kan vedlægges forsendelsen. I sidstnævnte tilfælde skal det uden på forsendelsen klart være angivet, at statusdokumentet er vedlagt. Der kan udstedes et T-2 L dokument efterfølgende.
De afgiftsfrie områder
Når ikke-fællesskabsvarer sendes som postforsendelser (herunder postpakker) til eller fra de afgiftsfrie områder i Fællesskabet, skal der på emballagen og alle ledsagedokumenter anbringes en gul klæbeseddel.
EFTA-lande
De ovenfor beskrevne ordninger gælder kun for varer, der sendes med post mellem to steder i fællesskabets toldområde, og ikke for varer, der sendes med post til et endeligt bestemmelsessted i et EFTA-land.
For fællesskabsvarer, der sendes til disse lande med henblik på videreforsendelse til EU, bør der udstedes et dokument som dokumentation for varernes fællesskabsstatus, som kan forelægges i bestemmelsesmedlemsstaten. Alternativt bør proceduren for fællesskabsforsendelse/fælles forsendelse anvendes for sådanne varer for at undgå forsinkelser ved grænsepassagen.
Forsendelser, der skal frembydes for SKAT
Følgende varer, der sendes med post, skal inden indlevering til postkontoret frembydes for SKAT:
- Varer, der udføres mod fremlæggelse af TIR- eller ATA-carnet
- Spiritus, ethanol og vin med mere end 18 rumfangsprocent alkohol samt tobaksvarer, der udføres i uberigtiget stand eller mod godtgørelse af eller fritagelse for told og afgifter
- Varer, der udføres til reparation eller anden behandling i udlandet med henblik på efterfølgende genindførsel i uforandret stand mod toldlempelse
- Varer, der udføres mod godtgørelse af eller fritagelse for told og afgifter, medmindre SKAT har fritaget virksomheden for at frembyde varerne
- Varer for hvilke der kræves udbetalt eksportrestitution
- Varer for hvilke der er fastsat bestemmelser om opkrævning af eksportafgift
- Varer, der er licenspligtige eller underkastet andre restriktioner
- Varer for hvilke der opkræves eller udbetales udligningsbeløb
- Varer, der er registreret til midlertidig oplæggelse.
Når Post Danmark modtager postforsendelser, der indeholder varer med T-1 status, skal de forsyne adressekort og varernes indpakning med gule klæbesedler.
Indførsel fra tredjelande
Indførsel af postforsendelser sker her i landet i praksis via Post Danmark.
Varer, der indføres af en godkendt postvirksomhed, kan viderebefordres til registrering ved et postkontor, hvor der foretages registrering overfor SKAT, jf. TK artikel 91, stk. 2 f. Herefter postforsendelser kan forsendes fra et sted til et andet inden for EU's toldområde uden særlige toldformaliteter.
I Post Danmarks regi kan varer videretransporteres til registrering ved et posthus, hvor der kan foretages registrering overfor SKAT.
Postforsendelser, der ankommer med fly fra lande uden for EU eller med fly fra andre EU-lande, og er sendt efter den forenklede flyforsendelsesprocedure, losses og ligger i lufthavnen under midlertidig opbevaring (TK artikel 50 - 53), dvs. at varerne er under SKATs tilsyn. Se afsnit F.A.23.7 om forenklede procedurer.
Postforsendelser kan om nødvendigt transporteres fra lufthavnen til Post Danmarks lokaler andetsteds med Post Danmarks biler uden særlige toldformaliteter.
Postforsendelser, der kommer ind med bil (privat vognmand) via andre EU-lande, skal være transporteret under ekstern fællesskabsforsendelsesprocedure. Når Post Danmark (eller anden statslig godkendt postvirksomhed) ikke selv transporterer postforsendelserne, kan bestemmelsen i TK artikel 91, stk. 2 f, ikke anvendes. Postforsendelser, der er sendt med privat vognmand, skal derfor behandles efter bestemmelsen i TK artikel 91, stk. 2, a) - under proceduren for ekstern fællesskabsforsendelse.
Postforsendelser fra lande uden for EU, der indføres i plomberede containere pr. bane til dansk destination og videretransporteres til Post Danmark i Post Danmarks egne vogne, kan videretransporteres uden yderligere toldformaliteter.
Post, der ankommer med rutebåd og efter losning videretransporteres til Post Danmark med Post Danmarks egne vogne, kan transporteres uden toldformaliteter. Hvis transporten fra ankomsthavn til Post Danmark sker med privat vognmand, skal transporten ske efter reglerne for ekstern fællesskabsforsendelse.
Kurerpostforsendelser (ekspresforsendelser)
Ved ekspresforsendelser forstås breve og pakker, der transporteres af kurervirksomheder.
Det er kendetegnende for ekspresforsendelser, at der er tale om:
- Små varemængder
- Høj fragt i forhold til varens værdi
- Varen skal hurtigt kunne tages i brug hos varemodtager
- Kurervirksomheden er både ekspeditør og speditør (klarerer).
Ekspresforsendelser indføres i stort omfang med fly til Københavns og Billunds lufthavne.
I lufthavne foretages en registrering eller notering overfor SKAT efter reglerne i afsnit om fortoldning. Dette kan ske som samlesendinger uden specifikation af indhold i kurerpostsække eller i brevpakker. Ved denne procedure opfyldes kravet efter TK artikel 50, dvs. at varerne ligger i lufthavnen under SKATs tilsyn. Varerne kan herefter angives til fortoldning, inden de forlader lufthavnen.
Hvis varerne skal fraføres lufthavnen uden at være registreret i toldsystemet, følges denne procedure:
- Kurerfirmaerne afhenter i en række tilfælde forsendelserne i egne vogne for at transportere ekspresforsendelserne til kurerfirmaernes ekspeditionsfaciliteter uden for lufthavnens område.
- Transport af ekspresforsendelser mellem lufthavne og kurerpostcentre skal efter TK artikel 91, stk. 2 a, finde sted efter den eksterne fællesskabsforsendelsesprocedure.
Som godkendt afsender i lufthavne og godkendt modtager på lokaliteten for kurerpostfirmaets ekspeditionscenter kan forsendelsen ske efter den forenklede forsendelsesprocedure, sådan:
- En forsendelsesangivelse vedlagt en specifikation over de enkelte ekspresforsendelser (med anførsel af oplysninger om afsender, modtager, bruttovægt, indholdets art (summarisk varebetegnelse) og værdi).
- Der skal stilles sikkerhed efter reglerne for fællesskabsforsendelse (samlet kaution).
Se Kommissionens forordning nr. 2454/93, GB art. 398 - 408. Se afsnit F.A.23.7, om forenklede procedurer.
For at den forenklede forsendelsesprocedure skal kunne fungere hensigtsmæssigt, skal kurerpostfirmaerne være godkendt som afsender i den pågældende lufthavn, respektive som modtager på modtagerstedet.
Der aftales nærmere med SKAT om daglig praksis for kontrol mv. i overensstemmelse med de regler der gælder for godkendte modtagere.