Fysiske personer

Fysiske personer omfattet af LL § 2 vil typisk være aktionærer, anpartshavere og selvstændigt erhvervsdrivende med en personlig tilknytning til landet i form af bopæl eller et længerevarende ophold i Danmark. Det er ikke en betingelse, at personen har dansk statsborgerskab. Også begrænset skattepligtige fysiske personer kan være omfattet af armslængdeprincippet i LL § 2, hvis de udøver et erhverv med et fast driftssted i Danmark.

Bemærk

En fysisk person kan ikke være underlagt bestemmende indflydelse i ligningslovens § 2's forstand. En fysisk person kan derfor kun være omfattet af LL § 2, stk. 1, nr. 2, 4 og 5.

Eksempler

Følgende to eksempler viser, at transaktioner mellem fysiske og juridiske personer er omfattet af armslængdeprincippet i LL § 2, når en fysisk person har bestemmende indflydelse over en juridisk person. Se LL § 2, stk. 1, nr. 2. 

Eksempel 1

Dette eksempel viser, at transaktioner mellem direkte og indirekte ejede selskaber er omfattet af armslængdeprincippet i LL § 2.

Visning af billede: eks1

En fysisk person P, der er skattepligtig til Danmark, har direkte bestemmende indflydelse i selskab D1 og indirekte i D2. Indbyrdes transaktioner mellem P, D1 og D2 er omfattet af armslængdeprincippet i LL § 2.

Eksempel 2

Dette eksempel viser, at der ved bedømmelsen af, om en person har bestemmende indflydelse over et selskab, også medregnes aktier og stemmeandele, som ejes af nærtstående.

Visning af billede: eks2

P1 ejer 25 pct., og ægtefællen P2 ejer 30 pct. af aktierne i et selskab D. Tilsammen ejer ægtefællerne 55 pct. og dermed mere end 50 pct. Transaktioner mellem D og begge ægtefæller er omfattet af armslængdeprincippet i LL § 2.