Indhold

Dette afsnit angiver afgiftssatserne på kvælstof og beskriver, hvordan afgiften beregnes.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftssatser
  • Dækningsafgift
  • Dokumentationskrav
  • Tidligere afgiftssatser.

Afgiftssatser

Afgiften udgør 5 kr. pr. kg kvælstof indeholdt i de i afsnit E.A.7.14.2 nævnte produkter.

Er indholdet af kvælstof angivet som et interval, beregnes afgiften efter kvælstofindholdets øvre værdi. Der betales ikke afgift, hvis det totale indhold af kvælstof i gødningen er under 2 pct. af gødningens samlede vægt.

Dækningsafgift

Der skal også betales afgift ved indførsel af varer, der ikke i sig selv er afgiftspligtige, men som indeholder kvælstof og er bestemt til at anvendelse som plantenæring eller afisningsmiddel.

Der betales afgift på grundlag af indholdet af kvælstof i varen.

Eksempel

Et eksempel på at der beregnes afgift af en vare, der ikke i sig selv er afgiftspligtig, men som indeholder kvælstof og er beregnet til planteernæring, er næringsberiget sphagnum.

Hvis indholdet af tilsat kvælstof i varen er under 2 pct., betales der ikke dækningsafgift.

Se også

Se afsnittet om emballageafgift E.A.7.1, da der kan blive tale om emballageafgift af pakninger på under 20 liter.

xSom følge af Delaftale om Vækstplan DK har Folketinget den 27. juni 2013 vedtaget en ændring af emballageafgiftsloven, som afskaffer den vægtbaserede emballageafgift pr. 1. januar 2015. Se lov nr. 789 af 28. juni 2013.

Bemærk, at som en del af finanslovsaftalerne for 2014 er der indgået aftale om, at afskaffelsen af den vægtbaserede emballageafgift fremrykkes fra 1. januar 2015 til 1. januar 2014. Grundet sen fremsættelse af lovforslaget om fremrykningen, er lovforslaget ikke blevet vedtaget inden deadline for ajourføring af Den juridiske vejledning 2014-1. Det forventes, at fremrykningen af afskaffelsen får virkning fra og med den 1. januar 2014. Ændringerne, der er begunstigende for virksomhederne, forventes således at få tilbagevirkende kraftx.

Dokumentationskrav

Virksomheder, der sælger handelsgødninger, skal deklarere og indberette indholdet af kvælstof efter reglerne i lov om anvendelse af gødning og om plantedække, uanset om gødningen er solgt til landmænd, biogasanlæg, eller om salget er omfattet af KVÆLAL. Se lov nr. 18. af 08. januar 2010 § 24. Fabrikanter af gødning skal således deklarere indholdet af kvælstof i hver enkelt type af varer. Indholdet af kvælstof kan angives i et interval.

Ved modtagelse af dækningsafgiftspligtige varer fra udlandet skal der fremlægges en fabrikanterklæring som dokumentation for varens indhold af afgiftspligtige bestanddele. Se KVÆLAL § 20, stk. 5. Analyse fra et akkrediteret institut kan evt. også anvendes.

Tidligere afgiftssatser

Afgiftssatserne er uændrede siden lovens indførelse.