Indhold
Dette afsnit indeholder reglerne om virksomhedens opgørelse og afregning af gebyret.
Afsnittet indeholder:
- Gebyrperiode
- Opgørelse af den gebyrpligtige mængde
- Afregning
- Indbetaling af gebyr.
Gebyrperiode
For registrerede virksomheder er gebyrperioden kalenderkvartalet. Afgiften angives og indbetales til SKAT senest ved udgangen af den følgende måned. Se § 11.
Opgørelse af den gebyrpligtige mængde
Virksomheder skal opgøre det gebyrpligtige antal af henholdsvis nye, regummierede og brugte dæk for hver afgiftsperiode. Se afsnit E.A.1.6. Opgørelse af den afgiftspligtige mængde eller værdi.
Det gebyrpligtige antal for et kvartal er summen af antallet af gebyrpligtige dæk, der i perioden er udleveret fra virksomheden.
Virksomheder, der udtager gebyrpligtige dæk til montering (udskiftning) på motordrevne køretøjer, påhængskøretøjer samt vogntog, skal medregne forbruget af disse dæk til det gebyrpligtige antal. Dette gælder også dæk, der monteres på køretøjer, som benyttes af virksomheden.
Følgende skal ikke regnes med i det gebyrpligtige antal dæk:
- Antallet af dæk, der er udleveret til en anden registreret virksomhed,
- Antallet af nye eller regummierede dæk, der er leveret til udlandet, og
- Antallet af dæk, der i den registrerede virksomhed er udtaget til montering ved fremstilling af nye køretøjer. Se § 3, stk. 2, nr. 2.
Registrerede virksomheder kan endvidere få bevilling til ikke at medregne brugte dæk, der er leveret til en fortsat anvendelse i udlandet.
Virksomheder, der ikke er omfattet af registreringspligten efter § 4, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 148 af 16. februar 2009 (bekendtgørelse om gebyr og tilskud til nyttiggørelse af dæk), og som leverer nye eller regummierede gebyrpligtige dæk til udlandet, kan få bevilling til godtgørelse af gebyret.
Registrerede virksomheder kan fradrage gebyret for berigtigede dæk, der tages retur. Det er en betingelse, at virksomheden godtgør køberen den fulde pris inklusive gebyret, og at der udstedes en kreditnota med tilsvarende oplysninger, som gælder for fakturaer.
Registrerede virksomheder skal føre et regnskab over modtagelse, fremstilling samt udlevering af gebyrpligtige dæk. Regnskabet skal kunne danne grundlag for opgørelse af det i hver gebyrperiode opkrævede gebyr og for kontrollen med gebyrets rigtige betaling. Hvis regnskabet ikke kan indpasses i virksomhedens forretningsregnskab, skal virksomheden føre et specielt regnskab efter SKATs nærmere anvisning. SKAT kan fastsætte nærmere regler for den regnskabsmæssige opstilling (specifikation) af gebyrpligtige dæk.
Se også
Se afsnit E.A.1.7 Afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse
Se afsnit A.B.3.5 Regnskabsbestemmelser for punktafgifter.
Afregning
Virksomheder skal efter udløbet af hver gebyrperiode og senest ved udgangen af den følgende måned angive det gebyrpligtige antal dæk og indbetale gebyret heraf til told- og skatteforvaltningen. Angivelsen skal ske på en angivelses- og indbetalingsblanket, blanket nr. 24.017, som told- og skatteforvaltningen sender til virksomheden.
Reglerne for angivelse og afregning af gebyr fremgår i øvrigt af afsnit E.A.1 Generelt om punktafgifter.
Indbetaling af gebyr
Gebyret skal indbetales senest ved udgangen af måneden efter kvartalets udløb, dvs. samtidig med angivelsen af det gebyrpligtige antal.