Indhold

Dette afsnit handler om forsvarers og sigtedes ret til aktindsigt i sin straffesag.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Forsvarerens adgang til materiale om sagen
  • Sigtedes adgang til materiale om sagen.

Regel

Den beskikkede forsvarer har krav på adgang til at gøre sig bekendt med det undersøgelsesmateriale, som SKAT har tilvejebragt til brug ved behandlingen af spørgsmålet om strafansvar. Se forsvarerbistandsloven § 3 , stk. 1, 1. punktum.

I det omfang materialet uden ulempe kan fotokopieres, skal fotokopier udleveres til forsvareren.

Se forsvarerbistandloven § 3, stk. 1, 2. punktum.

Forsvareren må kun med SKATs samtykke overlevere det modtagne materiale til andre, herunder den sigtede. Se forsvarerbistandsloven § 3, stk. 1, 3. punktum.

Hvis hensynet til sagens opklaring eller trediemand undtagelsesvis gør det påkrævet, kan SKAT træffe beslutning om, at forsvareren ikke har adgang til bestemte sagsakter eller kan give pålæg om, at forsvareren ikke må videregive de oplysninger, han har modtaget fra SKAT. Se forsvarerbistandsloven § 3, stk. 2.

►Bestemmelsen giver den beskikkede forsvarer adgang til SKATs sagsmateriale i samme omfang, som en forsvarer for en sigtet har adgang til politiets sagsmateriale. Se RPL § 729 a.◄

Bemærk

Når straffesagen behandles ved politi/anklagemyndighed, er det dem der behandler anmodningen om aktindsigt.◄


Forsvarerens adgang til materiale om sagen

Udgangspunktet er, at forsvareren skal varetage den sigtedes interesser, og reglerne i forsvarerbistandsloven omhandler kun forsvarerens adgang til aktindsigt.

Forsvareren er berettiget til at orientere den sigtede om materialets indhold, forevise det for den sigtede og drøfte det med denne, medmindre forsvareren har fået pålæg om at tilbageholde visse oplysninger.

Bemærk

Adgangen til aktindsigt er ens for den beskikkede og den valgte forsvarer.◄


Sigtedes adgang til materiale om sagen

Den sigtedes adgang til aktindsigt reguleres både af retsplejeloven og forvaltningsloven.

Aktindsigt i materiale, der er tilvejebragt under straffesagen, reguleres af retsplejelovens regler om den sigtedes adgang til aktindsigt.

En sigtet uden forsvarerbistand kan efter anmodning få udleveret kopi af det materiale, som SKAT har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen angår. Se RPL § 729 b, stk. 2.

Da der forud for straffesagen har været en sag om ændret ansættelse af skat og/eller afgifter, hvor den pågældende har aktindsigt efter forvaltningslovens regler, gælder der samme principper for aktindsigt i dette materiale, hvis sigtede først anmoder om aktindsigt under straffesagen.

Sigtede uden forsvarerbistand kan efter anmodning få udleveret kopi af det materiale, som SKAT har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen angår. Se RPL § 729 b, stk. 2.

Se også

Se afsnit A.A.6.2.2.2 om aktindsigt efter forvaltningsloven og afsnit A.A.6.2.2.2.6 om princippet om meroffentlighed.

Bemærk

Anmodning om særskilt aktindsigt i ansættelsessagen behandles af den indsatsmedarbejder, der har truffet afgørelse i sagen. Det kan aftales med indsatsmedarbejderen, at materialet sendes til forsvareren via SKATs Straffesagskontor.

Når der ikke foreligger en sigtelse, så er det er forvaltningslovens regler om aktindsigt, der finder anvendelse, herunder reglerne om undtagelse af dokumenter og oplysninger fra aktindsigt. Dette gælder også i sager, der er modtaget til ansvarsvurdering i SKATs Straffesagskontor, men hvor der endnu ikke foreligger en sigtelse. Interne overvejelser om sigtelse er ikke omfattet af aktindsigten.◄

Se også

Se afsnit A.C.3.6.1 Genelle regler om bødeforelæg om aktindsigt i straffesager der er afgjort ved et bødeforelæg.◄