Indhold

Afsnittet indeholder:

  • Hvordan søges om tilladelse til at udbyde onlinekasino eller væddemål
  • Hvor skal ansøgningen sendes hen?
  • Krav om økonomisk og faglig forsvarlig drift.

Hvordan søges om tilladelse til at udbyde onlinekasino eller væddemål

Når der søges om tilladelse til at udbyde onlinekasino og/eller væddemål benyttes:

  • Ansøgningsblanket nr. 29.064
  • Personlig erklæring (tillæg A) nr. 29.065, og
  • Informationer om spiludbud (tillæg B) nr. 29.066

Blanketterne kan hentes på www.spillemyndigeden.dk.

Hvor skal ansøgningen sendes hen?

Ansøgningen samt tillæggene A og B vedlagt diverse bilag skal udfyldes og underskrives og dernæst indsendes til Spillemyndigheden.

Ansøgningen skal sendes med fysisk post i et elektronisk format og i to eksemplarer. Dette kan fx være to cd-rom'er eller USB-nøgler, der hver indeholder den udfyldte ansøgningsblanket, tillæg samt andre relevante bilag. Alle dokumenter skal være i separate navngivne filer og i et standardiseret elektronisk læsbart filformat, fx pdf.

Det er ikke muligt at sende ansøgningen i papirform.

Ansøgningen kan også sendes pr. e-mail, hvis materialet i sagen er af begrænset omfang, fx ansøgning om en indtægtsbegrænset tilladelse. Sendes ansøgningen via sikker e-mail, skal ansøger være opmærksom på, at Spillemyndigheden kun kan modtage op til 20 MB pr. e-mail, inklusive vedhæftede filer.

Hvis man som ansøger har et ønske om at kryptere oplysningerne, kan Spillemyndighedens offentlige nøgle (certifikat) hentes på certifikat.dk

Se også

Se også:

  • Afsnit J.A.2.1 om de generelle kriterier, som ansøgere skal opfylde for at få en tilladelse til udbud af onlinekasino og/eller væddemål i Danmark og Grønland.

Særlig om kravet om økonomisk og faglig forsvarlig drift

Der er krav om at en ansøger til tilladelse til at udbyde onlinekasino og væddemål, skal godtgøre at han er i stand til at drive sin virksomhed på en økonomisk og fagligt forsvarligt måde.

Regel

En tilladelse til spil kan kun gives, hvis ansøger kan drive virksomhed på økonomisk og faglig forsvarlig vis. Se SPILL § 29.

Spilleudbydere ligner på nogle centrale punkter de finansielle institutioner, såsom banker og realkreditinstitutter. Udbydere af onlinekasinospil er ligesom de finasielle institutioner omfattet af reglerne for bekæmpelse af hvidvaskning og terrorfinansiering. Store beløb skifter hænder dagligt og spilleloven lægger derfor op til at kravene til økonomisk og faglig forsvarlig drift inspireres af de krav, som stilles til de finansielle institutioner.