Moms vedrørende anskaffelse af små vare- og lastmotorkøretøjer kan kun fradrages, når køretøjet udelukkende anvendes til brug for virksomhedens fradragsberettigede aktiviteter.

Moms af lejeudgift kan trækkes fra med en tredjedel og moms af driftsomkostningerne kan trækkes fra fuldt ud, uanset at det lejede køretøj kun anvendes delvist i den momsregistrerede virksomhed. Hvis det lejede køretøj udelukkende anvendes i den momsregistrerede virksomhed, vil der for både leje og driftsomkostninger være fuld fradrag efter lovens almindelige fradragsregler i ML § 37.

Er der for et vare- og lastmotorkøretøjer med tilladt totalvægt på ikke over 3 ton, for hvilke der er taget fuldt fradrag for moms vedrørende anskaffelse eller leje, betalt dagsafgift for udtagning af køretøjet til privat brug for virksomhedens indehaver eller dennes personale eller i øvrigt til virksomheden uvedkommende formål i henhold til ML § 29 a, anses køretøjet dog fortsat som anvendt udelukkende i forbindelse med virksomhedens fradragsberettigede leveringer af varer og ydelser. Se ML § 41, stk. 4.

Fx hvis bilen ønskes brugt til flytning af private ejendele eller kørsel i forbindelse med en persons deltagelse i arrangementer, der er virksomheden uvedkommende. Se bemærkningerne til lov nr. 1353 af 21. december 2012.

For vare- og lastmotorkøretøjer med tilladt totalvægt på ikke over 3 ton, for hvilke der er taget fuldt fradrag for moms vedrørende anskaffelse eller leje, kan der altså ske en afgiftsbetaling på 40 kr. pr. dag i indtil 20 dage pr. kalenderår for udtagning af køretøjet til privat brug for virksomhedens indehaver eller dennes personale eller i øvrigt til virksomheden uvedkommende formål. Der udstedes bevis for afgiftens betaling, som skal medbringes under kørsel med køretøjet den pågældende dag og efter anmodning vises til politiet eller told- og skatteforvaltningen. Se ML § 29 a

Ifølge ML § 29 a gælder således følgende:

  • Hvert dagsbevis gælder i ét døgn, fra kl. 00.00 til 23.59
  • Der kan højst købes 20 dagsbeviser til en bil i et kalenderår (1. januar til 31. december)
  • Dagsbeviset skal medbringes i varebilen. 

Vilkår for køb af dagsbeviser:

  • Dagsbeviset koster 225 kr., hvoraf de 40 kr. er momsandelen. Dagsafgiften dækker de skatte- og afgiftsmæssige krav der følger af en privat anvendelse af og rådighed over varebilen
  • Dagsbeviset skal købes mindst 1 time før den private kørsel i varebilen
  • Dagsbevis kan tidligst købes 45 dage før det skal bruges
  • Købte dagsbeviser kan ikke refunderes eller flyttes til andre dage
  • Ubrugte dagsbeviser kan ikke refunderes.

Bemærk

Det er muligt at købe dagsbeviser til 185 kr. til biler med en totalvægt på 3001 - 4000 kg., men dette dagsbevis omfatter ikke moms. Dagsafgiften dækker således de skatte- og afgiftsmæssige krav bortset fra moms, der følger af en privat anvendelse af og rådighed over varebilen. Når der købes et dagsbevis til 185 kr. til biler med en totalvægt på 3001 - 4000 kg., skal virksomheden altså betale moms af den private kørsel, dvs. betale udtagningsmoms på normal vis.