Indhold

Dette afsnit handler om hovedprincipperne for forsendelsesordningen.

Afsnittet indeholder:

  • Lovgrundlaget
  • Forsendelsesordningen
  • Relevante links mv.

Lovgrundlaget

Reglerne om forsendelse findes i artikel 91-97 og 163-165 i toldkodeksen (TK), og i artikel 313-462a i gennemførselsbestemmelserne (GB) til toldkodeksen, samt i Konventionen om en fælles forsendelsesprocedure af 20. maj 1987 med senere ændringer.

Forsendelsesordningen

Forsendelsen sker - afhængigt af varernes toldmæssige status i EU - efter følgende to procedurer:

  • Proceduren for ekstern EU-forsendelse
  • Proceduren for intern EU-forsendelse.

Proceduren for ekstern EU-forsendelse, kaldet T-1, omfatter:

  • Varer, der ikke er EU-varer
  • Varer, der efter traktaten om oprettelse af Det europæiske Kul- og Stålfællesskab, kaldet EKSF, ikke er genstand for fri omsætning inden for EU
  • Varer, der er EU-varer, men som omfattes af en EU-foranstaltning, der kræver, at de udføres til lande uden for EU - enten til et EFTA-land eller via et EFTA-land - og som toldbehandles til udførsel, og hvor brugeren ønsker at anvende forsendelsesordningen for at opnå en let grænsepassage, fx landbrugsvarer mod eksportrestitution.

Eksempel på anvendelse af en T 1-forsendelse:

  • En skibscontainer med varer ankommer til havnen i Hamburg. Varerne er bestemt til en varemodtager i København, der skal betale told, evt. punktafgifter og moms. De ufortoldede varer kører fra Hamburg til København på en EU-forsendelse. Varerne frembydes for toldmyndighederne i Hamburg, hvor forsendelsen påbegyndes, og siden for toldmyndighederne i København, hvor forsendelsen afsluttes sammen med en fortoldning af varerne.

Se TK artikel 1 og artikel 91

Proceduren for intern EU-forsendelse, kaldet T-2, omfatter EU-varer bortset fra de ovenfor nævnte, der forsendes:

  • fra et sted i EU til et andet sted i EU gennem et eller flere EFTA-landes område, eller til et EFTA-land, (kan også anvendes ved forsendelser til Andorra og San Marino)
  • i tilfælde, hvor det i en EU-bestemmelse udtrykkeligt er fastsat, at det er denne procedure der skal anvendes.

Eksempel på anvendelse af en T 2-forsendelse:

  • En varesending af dansk oprindelse skal fragtes fra Danmark til en varemodtager i Italien. Varesendingen afgår med lastbil og skal igennem Schweiz. For at lette transporten starter man i Danmark en T2-forsendelse. Forsendelsen sikrer i sådan et tilfælde, at varerne kan køre igennem Schweiz uden toldbehandling, og at varerne ikke skal fortoldes i Italien.

Efter artikel 340c i GB anvendes intern EU-forsendelse, T-2F, for forsendelse til eller fra de områder i EU's toldområde, hvor direktiv 2006/112/EF ikke finder anvendelse.

Dokumentation for varernes toldmæssige status over for bestemmelseslandet skabes, enten ved at varerne forsendes efter proceduren for intern EU-forsendelse, eller ved at der fremlægges et særligt dokument, fx T-2 L-dokument eller transportdokument.

Endelig er ordningen grundlaget for de kontrolforanstaltninger, der er fastsat i EU's retsforskrifter om kontrol med varers særlige anvendelse eller bestemmelse.

Se TK artikel 163 og 165.

Det er den hovedforpligtede, der er brugeren af forsendelsesproceduren. Den hovedforpligtede skal

  • frembyde varerne til toldbehandling på bestemmelsestoldstedet i intakt stand inden for den fastsatte frist, og sådan at varerne kan identificeres af toldmyndighederne
  • overholde bestemmelserne om fællesskabsforsendelse.

Den transportør eller varemodtager, der accepterer varerne med kendskab til, at de er varer under fællesskabsforsendelse, er også forpligtiget til at frembyde varerne for bestemmelsestoldstedet på samme måde som den hovedforpligtede og inden for den fastsatte frist.

Det betyder, at hvis den hovedforpligtede ikke selv er transportør af varerne, skal han sikre, at transportøren frembyder varerne i intakt stand for bestemmelsestoldstedet.

Så længe forsendelsen er uafsluttet, hæfter den hovedforpligtede for de told og afgifter, der påhviler varerne. Den hovedforpligtede er forpligtet til at stille sikkerhed for varerne over for SKAT.

Hvis der eventuelt opstår en toldskyld for forsendelsen, bliver der, hvis andet ikke kan fastslås, opkrævet told og afgifter hos den hovedforpligtede eller dennes kautionist eller eventuelt andre solidarisk medhæftede debitorer, jf. afsnit F.A.23.8 om kontrol med procedurens ophør.

Se TK artikel 96.

Anvendelse af ordningen for EU-forsendelse

Ordningen for EU-forsendelse skal anvendes for forsendelse af varer som nævnt i situationerne under ekstern eller intern forsendelse, herunder også for varer, der transiterer EU.

Standardprocedure

Der er en standardprocedure, hvorefter den hovedforpligtede skal stille fuld sikkerhed for told og afgifter af enhver forsendelse, samt opfylde alle generelle krav under forsendelsesproceduren.

Under standardprocedure sender virksomheden angivelsen til afgangstoldstedet, hvor oplysningerne valideres. Angivelsen får tildelt et MRN-nr. (Movemen Reference Number). Varerne frembydes sammen med MRN-nummeret på afgangstoldstedet. Efter kontrol af sikkerhedsstillelsen, en evt. fysisk kontrol samt plombering af forsendelsen udskrives ledsagedokumentet, som skal ledsage transporten til bestemmelsesstedet. 

Forenklet procedure

Den forenklede procedure er tilfælde hvor den hovedforpligtede, efter forudgående tilladelse, kan opnå en række lettelser i forhold til standardproceduren. Det kan være adgang til samlet kaution, godkendt afsender, godkendt modtager mv., se afsnit F.A.23.7.

Den forenklede procedure foregår på samme måde, som nævnt ovenfor, bortset fra at varerne ikke skal frembydes på afgangstoldstedet, samt at den godkendte afsender selv udskriver ledsagedokumentet, når forsendelsen er frigivet.

Generelt set for erhvervsdrivende, der har bevilling til at anvende forenklede procedurer, får hurtigere toldbehandling med færre kontroller, inden varerne frigives. Kun pålidelige erhvervsdrivende bør have en sådan mulighed.

Ordningen anvendes ikke

Forsendelsesordningen skal ikke anvendes for varer, der forsendes under ledsagelse af TIR-carnet, ATA-carnet, eller NATO-tolddeklaration formular 302.

TIR-transportordningen må ikke anvendes ved forsendelse af varer inden for EU. Dog kan transporter mellem steder i EU finde sted, hvis forsendelsen undervejs passerer en eller flere grænser til ikke-EU-lande. Dette er typisk gældende for transporter til eller fra Grækenland.

Forsendelsesordningen skal ikke anvendes ved forsendelse af varer med post eller ved forsendelse af varer, der udføres eller indføres til midlertidigt brug uden ledsagelse af egentlige tolddokumenter, fx personbiler og lastbiler.

Blanketter

Ved forsendelse af varer efter forsendelsesordningen anvendes følgende standardiserede blanketter, som findes her ved brug af link til blanketfortegnelsen.

  • forsendelse-ledsagedokument, se bilag 143
  • varepostliste, se bilag 144
  • enhedsdokumentet, eksemplar 1, se bilag 5
  • enhedsdokumentet, eksemplar 1, 4 og 5, anvendes ved nødprocedure, se bilag 5
  • enhedsdokument, supplementsblanket bis, fortsættelsesblad til angivelse til EU-forsendelse eller fælles forsendelse, se bilag 6
  • ladeliste, varespecifikation til enhedsdokument, se bilag 57 enhedsdokumentet, eksemplar 4, der beviser varers karakter af EU-varer, kaldet T-2 L, se bilag 5
  • blanket T-5, kontroleksemplar, se bilag 58
  • blanket T-5-bis, fortsættelsesblad til kontroleksemplar, se bilag 59
  • ladeliste T-5, varespecifikation til kontroleksemplar, se bilag 60
  • blanket T-2 M, dokument til brug ved EU-toldbehandling af fisk mv., se bilag 61
  • gul klæbeseddel, angiver at postforsendelsen indeholder vare, der ikke er EU-varer, se bilag 62
  • grænseovergangsattest TC 10, se bilag 63
  • ankomstbevis TC 11, se bilag 64
  • kautionsattest TC 31, se bilag 65
  • sikkerhedsdokument-Fast kaution TC 32, se bilag 66
  • attest for fritagelse for sikkerhedsstillelse TC 33, se bilag 67
  • klæbeseddel ved jernbaneforsendelse, se bilag 73.

Kompetente toldsteder

Landene udpeger de kontorer, som er berettiget til at foretage ekspeditioner efter ordningen for EU-forsendelse.

De danske toldekspeditionssteder fremgår af fortegnelsen over kompetente toldsteder i EU og EFTA-landene, se hér.

Det fremgår af denne fortegnelse, hvilke trafikmidler der kan ekspederes ved det enkelte toldsted, derudover fremgår bl.a. adresser, åbningstider, telefonnumre samt ekspeditionsstedskoder af hensyn til NCTS.

Korrigerende dokumenter

Hvis den hovedforpligtede eller andre over for afgangstoldstedet kan godtgøre, at varer er fejlagtigt angivet til forsendelse under den eksterne procedure, udstedes der et korrigerende T-2 L dokument.

Relevante links mv.

Der henvises til: