Indhold

Dette afsnit handler om, hvorledes afgiften skal beregnes, når ejendommen er købt på tvangsauktion, og ejerskiftet herefter tinglyses.

Afsnittet indeholder:

  • Auktionsskøde
  • Transport og videresalg.

Auktionsskøde

Tinglysning af ejerskifte efter en tvangsauktion udløser afgift efter TAL § 4, stk.1. Afgiften beregnes således som 0,6 pct. af budsummen tillagt størstebeløbet samt den faste afgift på ►1.660 kr.◄ Såfremt seneste offentlige ejendomsvurdering er højere end budsum tillagt størstebeløb, beregnes afgiften dog af vurderingen.

Der skal betales afgift af hele budsummen eller hele vurderingen, uanset om der er sammenfald mellem adkomsthaverne før og efter tvangsauktionen.

Transport og videresalg

Hvis auktionskøberen udnytter muligheden for at videresælge ejendommen inden han får auktionsskøde, kan fogedretten udstede auktionsskøde direkte til transportkøber. I andre tilfælde skal såvel auktionsskøde som transportskøde tinglyses, og der er tinglyst to ejerskifter, som hver især udløser afgiftsbetaling.

I de tilfælde hvor fogedretten udsteder auktionsskødet direkte til tredjemand på baggrund af forevisning af et utinglyst videresalgsdokument, skal der kun betales afgift ved tinglysning af auktionsskødet, fordi der her kun tinglyses ét ejerskifte. ►Afgiften for tinglysning af auktionsskødet beregnes af den købesum, som trediemand skal erlægge i henhold til transportskødet eller af den seneste offentlige vurdering, såfremt denne er højere.◄