Regel

I momsgrundlaget kan fradrages 80 pct. af beløb, der er godtgjort kunder for varer, som virksomheden har modtaget retur.

Grunden til, at det er 80 pct. af det godtgjorte beløb, der kan fradrages er, at momsen af dette beløb inkl. moms udgør 20 pct., hvorefter 80 pct. svarer til varens pris uden moms. Det er følgelig de 80 pct., der kan fradrages i momsgrundlaget. Procentsatserne er kun gældende ved en momssats på 25 pct.

Vederlaget skal altså medregnes i momsgrundlaget, men i det omfang virksomheden har modtaget varer retur kan det godtgjorte beløb fradrages i momsgrundlaget på det senere tidspunkt. Se afsnit A.A.8.3.1.1.4 om periodiseringsregler. Reguleringen er betinget af, at der udstedes kreditnota, se ML § 52►a◄, stk. 5.