Indhold
Dette afsnit handler om, hvordan indkomst fra udlandet skal opgøres for en person, der er bosat her i landet.
Afsnittet indeholder:
- Globalindkomstprincippet
- Opgørelsen af udenlandsk indkomst
- Indkomst indtjent og forbrugt i udlandet - omregning til danske kroner
- Gaver fra udlandet
- Udenlandske ejendomme
- Fast driftssted
- Beskatning af indkomst fra udenlandske fordringer/gæld.
Se også
Se også afsnit
- C.F.4 om LL § 33, LL § 33 A og lempelsesberegning
- C.D.2.3.3.3 om tvungne afskrivninger
- C.A.10.4 om andre pensions-, forsikrings- og opsparingsordninger, der ikke er omfattet af PBL afsnit I
- C.H.2 om afståelse af fast ejendom
- C.H.3 om løbende indtægter og udgifter på fast ejendom
- C.F.8.2.2.18 om OECD's modeloverenskomst artikel 18.
Globalindkomstprincippet
Den danske indkomstbeskatning bygger på globalindkomstprincippet, det betyder, at personer, der er fuldt skattepligtige her til landet er skattepligtige af deres samlede indkomst, hvad enten den hidrører her fra landet eller fra udlandet. Se SL § 4.
Den udenlandske indtægt kan også være undergivet beskatning i udlandet. Det kan medføre dobbeltbeskatning. Nedslag for betalte skatter i udlandet afhænger af indkomstarten, og om der er indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med det land indkomsten stammer fra.
Se også
Se også afsnit
- C.F.8.2 om OECD's modeloverenskomst
- C.F.9.2 om danske dobbeltbeskatningsoverenskomster og internationale aftaler
- C.F.4 om LL § 33, LL § 33 A og lempelsesberegning
- C.H.3.5.5.1 om lempelse for ejendomsværdiskat vedrørende ejendomme i udlandet.
Opgørelsen af udenlandsk indkomst
Den udenlandske indkomst skal opgøres efter de danske regler og udenlandske skatter kan ikke fratrækkes i indkomstopgørelsen. Se nedenfor for lempelsesberegning.
Lempelsesberegning
Af hensyn til en eventuel lempelsesberegning, er det nødvendigt at opgøre en udenlandsk nettoindkomst. Det gælder uanset om den udenlandske indkomst kun indgår af hensyn til progressionsbeskatningen. Lempelsesberettiget udenlandsk indkomst skal reduceres med de udgifter, der knytter sig til denne indkomst. Se LL § 33 F og TfS 2000, 426 ØLD. Se også afsnit C.F.2.3 om nettoprincippet og C.F.4.3 om lempelsesberegning.
Negativ udenlandsk indkomst
Hvis den udenlandske indkomst er negativ opgjort efter danske regler, kan den fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst her i landet. Det gælder uanset, om der er indgået en DBO med kildelandet og i givet fald uanset, hvilken form for lempelsesmetode, der skal anvendes.
Arbejde udført i såvel Danmark som udlandet
Ved opgørelse af udenlandsk indkomst hvor der er udført arbejde både i og udenfor Danmark, anvendes antallet af arbejdsdage i udlandet i forhold til det samlede antal arbejdsdage som fordelingsfaktor i mangel af mere fyldestgørende oplysninger. Se også afsnit C.F.4.3 om lempelsesberegning.
Når der foreligger en DBO mellem Danmark og det pågældende land optælles dagene på grundlag af reglen om beskatning af løn for arbejde i et ansættelsesforhold i den pågældende DBO og den tilknyttede praksis.
Dobbeltdomicil
For dobbeltdomicilerede personer, som anses for hjemmehørende i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland efter en DBO, gælder der fradragsbegrænsning, så personen kun kan få fradrag for udgifter, der vedrører indkomster som Danmark kan beskatte efter en DBO. Se KSL § 1, stk. 2.
Dobbeltdomilicerede, som kan anvende grænsegængerreglerne har dog fradrag for personlige og familiemæssige udgifter. Se afsnit C.F.5 om grænsegængerreglerne.
Pensioner
Om pensioner. Se afsnit C.A.10.4 om andre pensions-, forsikrings- og opsparingsordninger, der ikke er omfattet af PBL afsnit I og afsnit C.F.8.2.2.18 om OECD's modeloverenskomst artikel 18 om pensioner.
Artister og musikere
Fællesudgifter som fx afskrivning på bil og driftsmidler fordeles forholdsmæssigt mellem udenlandsk og dansk indkomst, mens eksempelvis hoteludgifter fratrækkes i den indtægt, der er forbundet med udgiften til hotelophold. Se også afsnit C.F.8.2.2.17 OECD's modeloverenskomst artikel 17 om kunstnere og sportsfolk.
Søfolk
Søfolk om bord på udenlandske eller danske skibe, der sejler i udlandet, kan være omfattet af reglerne i sømandsbeskatningsloven. Se afsnit C.A.3.4.6 om beskatning af søfolk.
Udlandsophold; fx au-pairs og deltagere i kibbutz-ophold
Værdien af frit logi og lommepenge ved au-pair-ophold mv. i udlandet skal medregnes ved indkomstopgørelsen. Se afsnit C.A.3.4.4 om Au-pair ansatte.
Foreligger der en DBO med arbejdslandet, har dette land ret til at beskatte lommepenge fra værtsfamilien, herunder værdien af fri kost og logi. Danmark skal som bopælsland lempe efter reglerne i den pågældende DBO.
Au-pairs m.fl., der opretholder den fulde skattepligt til Danmark, kan være berettiget til lempelse efter LL § 33 A. Se afsnit C.F.4.2 om LL § 33 A.
Indkomst indtjent og forbrugt i udlandet - omregning til danske kroner
Indtægt indtjent og forbrugt i udlandet omregnes normalt efter gældende valutakurs på erhvervelsestidspunktet, men der kan indrømmes et nedslag, hvis det godtgøres, at købekraften af det i udlandet indtjente og forbrugte er væsentligt mindre end beløbet omregnet til danske kroner efter vekselkursen.
Den udenlandske indtægt, der hjemtages eller kan hjemtages (men opspares), eller som forbruges uden forbindelse med skatteyderens ophold der, skal altid medregnes efter den officielle valutakurs på erhvervelsestidspunktet.
Hvis der er indrømmet fradrag vedrørende udgifter for arbejde i udlandet, kan der ikke gives det ovennævnte nedslag. Se afsnit C.A.4 om fradrag.
Gaver fra udlandet
Gaver skal normalt medtages ved indkomstopgørelsen, selv om giveren på gavetidspunktet er bosat i udlandet. Dette gælder dog ikke gaver fra nært beslægtede, som er omfattet af gaveafgiften. Se afsnit C.A.6 om gaver, legater og gevinster.
Udenlandske ejendomme
Indkomst fra udenlandsk ejendom er omfattet af globalindkomstprincippet i SL § 4 og skal som udgangspunkt altid selvangives i Danmark. Indkomsterne opgøres efter danske skatteregler.
Se også
Se også afsnit
- C.H.2 om afståelse af fast ejendom
- C.H.3.1.2 om ejendomsværdiskat
- C.H.3.5.5.1 om beregningsgrundlag mv. for udenlandske ejendomme
- C.F.4 om LL § 33, LL § 33 A og lempelsesberegning
- C.F.2.3 om nettoprincippet.
Negativ nettoindkomst
Hvis den udenlandske nettoindkomst er negativ efter renteudgifter, kan den bringes til fradrag i den danske indkomstopgørelse, uanset at beskatningsretten er tillagt kildelandet.
Renteudgifter
Ved opgørelsen af udenlandsk nettoindkomst, der lægges til grund ved lempelsesberegningen, skal ejendommens renteudgifter fratrækkes i det omfang, den tilsvarende gæld vedrører den udenlandske ejendom.
Renteudgifter må henføres til den udenlandske ejendomsindkomst, hvor det konkret kan påvises/sandsynliggøres, at den tilsvarende gæld er opstået ved med købet af den udenlandske ejendom. Her ses på, om der er nær beløbsmæssig sammenhæng mellem låneoptagelsen og erhvervelsen mv. af ejendommen. Ved øvrige udgifter på ejendommen, fx ombygninger, anses gælden også at vedrøre ejendommen. Se TfS 1994, 604 LSR.
Har gælden dannet basis for finansieringen af den udenlandske ejendom, er det uden selvstændig betydning om
- ejendommen tjener til sikkerhed for gælden
- der ved købet er afregnet kontant
- lånet er optaget i det land hvor ejendommen ligger, her i landet eller i et tredjeland.
Bemærk
Lån optaget til at betale arveafgift vedrører ikke købet af ejendommen, opførelse eller drift, og må derfor ikke fratrækkes ved opgørelsen af den udenlandske indkomst af ejendommene.
Eksempel
En østriger, der var udstationeret i Danmark, ejede to ejendomme i Østrig. Beregningen af driftsresultat af disse skulle ske med fradrag af prioritetsrenter. Se LSR 1983, 155.
Eksempel
Valutakurstab ved indfrielse af prioritetsgæld i en udlejningsejendom, der ligger i Tyskland, må ikke fragå ved nettoopgørelsen af den lempelsesberettigede indkomst, der hidrører fra den løbende drift af ejendommen. Se TfS 1998, 431 LSR.
Bemærk
Hvis gældsforholdet ikke kan henføres til enten den udenlandske eller den danske indkomst, skal renteudgifterne fordeles efter forholdet mellem den udenlandske og den danske bruttoindkomst. Se LL § 33 F, stk. 2, og afsnit C.F.4.3 om lempelsesberegning.
Fradrag
Det er en forudsætning for fradrag af udenlandske ejendomsskatter, at der er tale om skatter, som pålignes på et grundlag og er af en karakter, der gør dem sammenlignelige med danske ejendomsskatter. Det beror på en konkret vurdering, om en udenlandsk ejendomsskat kan godkendes.
Fast driftssted
Det skattemæssige resultat af et udenlandsk fast driftssted opgøres efter danske regler. For principperne om fordeling af indtægter og udgifter på henholdsis virksomheden i hjemlandet og det faste driftssted i udlandet henvises til afsnit C.F.8.2.2.7 om OECD's modeloverenskomst artikel 7 om fortjeneste ved erhvervsvirksomhed.
Genbeskatning
Hvis en person i sin skattepligtige indkomst har foretaget fradrag for underskud i et fast driftssted i en fremmed stat, kan der i efterfølgende indkomstår blive tale om at genbeskatte dette underskud efter reglerne i LL § 33 D. Med fast driftssted i en fremmed stat sidestilles fast ejendom i en fremmed stat. Se afsnit C.D.2.3.2 om genbeskatning og begrænsning af underskud - LL § 33 D.
Beskatning af indkomst fra udenlandske fordringer/gæld
Gevinst/tab fra udlandet på realiserede fordringer/gæld i fremmed valuta skal medregnes ved indkomstopgørelsen for skatteydere, der er bosat her i landet. Se KGL § 14 for fordringer og KGL § 23 for gæld.
Ved opgørelsen af gevinst/tab skal både børs- og valutakurssvingninger medregnes.
Skattepligten for gevinst/tab fra udlandet af fordringer/gæld i danske kroner reguleres af KGL § 14. Se afsnit C.B om kapitalgevinstbeskatning og C.B.1.4.2.2 om KGL § 14.
Ved ophør af skattepligt eller domicilskift efter en DBO sker der beskatning af kursgevinster, da fx fraflytning sidestilles med realisation. Se KGL § 37.
Reglen finder kun anvendelse, hvis skattepligten ophører efter at have bestået i mindst 7 år ud af de seneste 10 år.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
Landsretsdomme
|
TfS 2000, 426 ØLR
|
Netto-princip. Det er ikke i strid med den indgåede DBO mellem Portugal og Danmark at anvende et netto-princip efter LL § 33 F, ved opgørelse af udenlandsk indkomst.
|
|
Landsskatteretskendelser
|
TfS 1998, 431 LSR
|
Valutakurstab ved indfrielse af prioritetsgæld i udlejningsejendom beliggende i Tyskland skulle ikke indgå ved nettoopgørelse af den lempelsesberettigede udenlandske indkomst der hidrørte fra den løbende drift ved udlejning af ejendommen. Det lempelsesberettigede overskud vedrørende ejendommen skulle derfor alene reduceres med renteudgifter vedrørende gælden i ejendommen, og ikke også kurstab. Lempelsesberettiget indkomst.
|
|
TfS 1994, 604 LSR
|
Ved opgørelsen af lempelsesberettiget indkomst vedrørende fast ejendom i Frankrig blev renteudgifter vedrørende et udlandslån i DM, henført til en ejendom som skatteyderen havde erhvervet i forbindelse med optagelse af lånet. Lempelsesberettiget indkomst.
|
|
LSRM 1983, 155 LSR
|
En østriger, der var udstationeret i Danmark ejede to ejendomme i Østrig. Beregningen af driftsresultat af disse skulle ske med fradrag af prioritetsrenter. Lempelsesberettiget indkomst.
|
|
SKAT
|
SKM2007.812.SKAT
|
Meddelelse om arbejdsmarkedsbidrag. Skat meddelelse om opkrævning af arbejdsmarkedsbidraget og hvorledes der lempes i forhold til dobbeltbeskatningsoverenskomster.
|
Delvis forældet.
|