Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2011.209.HR

Den skattepligtige var blevet frifundet i straffesagen om nogle skønnede forhøjelser vedrørende en virksomhed. Uanset dette var der som følge af groft uagtsom eller forsætlig adfærd grundlag for at gennemføre de skønnede forhøjelser efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist. Højesteret henviste til, at det påhvilede den skattepligtige at godtgøre, at de skønsmæssige ansættelser var urimelige eller forkerte. Da denne bevisbyrde ikke var løftet, kunne det ikke tillægges betydning, at der var sket frifindelse i straffesagen. Det skal bemærkes, at sagen er afgjort efter den tilsvarende bestemmelse i den tidligere SSL § 35, stk. 4.

SKM2006.153.HR

Kundskabstidspunktet først blev anset for at indtræde ca. 2 måneder efter modtagelsen af ufuldstændige og til dels misvisende oplysninger.

Landsretsdomme

SKAT havde sendt forslag til skatteyder og revisor. Forslaget kom retur fra skatteyder, mens den efterfølgende årsopgørelse ikke kom retur. Landsretten lagde til grund, at skatteyder havde modtaget årsopgørelsen, og dermed fået kendskab til den ændrede skatteansættelse. 6 måneders fristen var ikke overholdt, of der var ikke særlige omstændigheder, der kunne begrunde en fravigelse af reaktionsfristen.

Skatteyder bad om genoptagelse i henhold til SFL § 27, stk. 1, nr. 8. Landsretten fandt, at reaktionsfristen i SFL § 27, stk. 2 var udløbet, da skatteyder bad om genoptagelse. Landsretten fandt at, uanset om det måtte lægges til grund, at årsopgørelsen blev sendt til en forkert adresse eller den slet ikke blev sendt, måtte ligningen anses for endelig afsluttet da årsopgørelsen var tilgængelig i tast selv. Landsretten fandt efter en konkret vurdering af bl.a. sagens karakter og skatteyders personlige forhold ikke grundlag for at dispensere fra 6 måneders fristen i SFL § 27, stk. 2.

Tidligere SKM2011.782.BR

Reaktionsfristen i SFL § 32, stk. 2 skulle regnes fra det tidspunkt, hvor SKAT havde indhentet yderligere kontoudtog og afholdt møde med klager og fået bekræftet at visse poster på kontoudtogene på klagers mors konti vedrørte klager.

Sagen drejede sig om ekstraordinær genoptagelse af sagsøgers afgiftstilsvar for 2001 iht. SFL § 32, stk. 1, nr. 4. Retten lagde vægt på, at der ikke var begået ansvarspådragende fejl af SKAT eller fejl i øvrigt, som har medført en materielt forkert afgørelse, som det må anses for åbenbart urimelig at opretholde. Virksomheden har ikke i forbindelse med anmodningen fremlagt oplysninger som dokumenterer eller sandsynliggør, at SKATs antagelser skyldes svig fra X´s side, således at X´s forklaringer for retten, samt de interne bilag fundet hos X ikke kan lægges til grund for ansættelsen. Der er ikke forhold vedrørende virksomheden eller sagens karakter i øvrigt, som kan begrunde en fravigelse af den ordinære genoptagelsesfrist. Der findes derfor ikke at foreligge sådanne særlige omstændigheder som omhandlet i SFL § 32, stk. 1, nr. 4.

Landsretten bemærkede, at en påtaleopgivelse ikke er nye faktiske eller retlige oplysninger, der kan begrunde ekstraordinær genoptagelse iht. SFL § 27, stk. 1, nr. 8 og SFL § 32, stk. 1, nr. 4.

Reaktionsfristen i SFL § 32, stk. 2 er endvidere ikke opfyldt, idet der er forløbet mere end 6 måneder fra virksomheden er kommet til kundskab om den forkerte ansættelse og indgivelse af genoptagelsesanmodningen.

Endvidere findes der ikke, at foreligge sådanne særlige omstændigheder som omhandlet i SFL § 32, stk. 2, 2. pkt. hvorefter der kan dispenseres fra fristen i 1. pkt. Det bemærkes at der ikke er fremlagt nye oplysninger der kan sandsynliggøre at en genoptagelse ville føre til et andet resultat. Endvidere er sagsøgtes forklaring i modstrid med den afgivne vidneforklaring. Allerede derfor finder retten ikke, at der foreligger særlige omstændigheder der kan danne grundlag for en ekstraordinær genoptagelse af afgiftstilsvaret, jf. SFL § 32, stk. 1, nr. 4.

Landsretten fandt, at fristen i SFL § 27, stk. 2, må regnes fra det tidspunkt, hvor SKAT er kommet i besiddelse af det fornødne grundlag for at varsle en korrekt afgørelse om ansættelsen. Landsretten fandt, at fristen i denne sag må regnes fra det tidspunkt, hvor klagerens frist for at indsende dokumentation udløb.

Landsretten fandt, at den manglende præcisering af hjemlen til fristoverskridelsen, ikke kunne antages at have haft betydning for afgørelsernes indhold eller klagerens mulighed for at anfægte afgørelserne, begrundelsesmanglen var derfor uden konkret væsentlighed og afgørelserne var derfor gyldige.

Landsretten fandt, at der kunne ske forhøjelse af indtægter efter bestemmelsen i SFL § 27, stk. 1, nr. 5, uanset at anklagemyndigheden efter en samlet vurdering havde valgt at opgive tiltale.

Landsretten fandt, at den manglende begrundelse for fristoverskridelsen (SFL § 27, stk. 1), under de foreliggende omstændigheder var af uvæsentlig betydning og derfor ikke medførte ugyldighed.

SKM2011.508.VLR

Sagsøgeren havde indsendt forkerte momsangivelser. Retten fandt, at sagsøgeren havde handlet groft uagtsomt og SKAT derfor var berettiget til ekstraordinært at ændre afgiftstilsvaret iht. SFL § 32, stk. 1, nr. 3.

SKM2011.459.ØLR

Sagen drejede sig om ekstraordinær genoptagelse. Landssretten fandt, at klageren ved at have udeholdt omsætning havde udvist mindst grov uagtsomhed, hvorved ansættelsesfristerne var suspenderet. SKAT havde modtaget regnskabsmaterialet i september 2004 og udsendt agterskrivelse 7. juni 2005. Landsretten ud- talte, at de relevante oplysninger løbende var kommet til SKATs kundskab, herunder ved et møde med klagerens ægtefælle 28. februar 2005, så 6 måneders fristen var overholdt.

Byretsdomme

Byretten fandt, at der var grundlag for forhøjelser efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5 og SFL § 32, stk. 1, nr. 3 i et tilfælde, hvor en skatteyder reelt havde fortsat selvstændig virksomhed efter en konkurs. Reaktionsfristen var overholdt. SKAT sendte forslag vedrørende skat og moms 1. februar 2010 for 2005 og 2006. Retten fandt, at SKAT først efter 1. august 2009 fik kendskab til oplysninger, så det kunne konstateres, at ansættelserne var ufuldstændige. Det første møde mellem skatteyder og SKAT fandt sted 4. december 2009, og SKAT i perioden 4. - 9. december 2009 fandt ud af skatteyders rolle i selskabet. Ved mødet 4. december 2009 fik SKAT kendskab til en del kontoudskrifter vedrørende selskabet.

Forslag var udsendt 28. august 2009. For momsperioden 2005 fandt Retten, at forslaget var sendt for sent i forhold til 6 måneders fristen. SKAT modtog selvangivelsen for 2005 6. juli 2006 og det var selvangivelsen sammenholdt med de tidligere modtagne momsangivelser for 2005, der medførte forslaget. Retten bemærkede, at SKAT ikke inden forslaget havde indhentet eller forsøgt at indhente supplerende oplysninger fra skatteyder ligesom SKAT ikke inden forslaget havde fået andre oplysninger end dem, der fremgik af skatteyders indberetninger. Retten mente ikke, at reaktionsfristen skulle regnes fra 28. august 2009, som var det tidspunkt, hvor SKAT forgæves forsøgte at lave et kontrolbesøg hos skatteyder.

SKAT udsendte forslag 24. oktober 2008. Ansættelsesfristen udløb 25. januar 2009. 21. november 2008 indsendte revisor indsigelser mod forslaget og bad om et møde med SKAT. 13. januar 2009 aftale SKAT og revisor et møde 26. januar 2009. SKAT udsendte afgørelse 9. februar 2009. SKAT fik ikke medhold i, at der i revisors anmodning om møde og aftalen om mødet implicit lå en anmodning om fristforlængelse, og afgørelsen 9. februar 2009 var derfor foretaget for sent.

Sagen drejede sig om hævninger på kreditkort. Retten fandt, at at skatteyder skulle beskattes af hævningerne. De ordinære frister var suspenderede, da det måtte tilregnes skatteyder som mindst groft uagtsomt, at SKAT foretog den oprindelige ansættelse på et ufuldstændigt grundlag, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5. SKAT henvendte sig til skatteyder om sagen 31. januar 2009, afholdt møde 18. februar 2009, sendte forslag 25. maj 2009 og afgørelse 4. august 2009. Reaktionsfristen og ansættelsefristen var dermed overholdt.

Byretten fandt, at klageren havde handlet groft uagtsomt.

Reaktionsfristen i SFL § 27, stk. 2, skulle regnes fra det tidspunkt, hvor klageren oplyste SKAT om, at han havde foretaget betydelige investeringer i årene forud for 2003.

Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle overfor klagers påstand om, at SKAT havde handlet i strid med SFL § 27, stk. 1, nr. 8, da genoptagelse af skatteansættelsen havde ført til en ændring til skade for skatteyder.

Byretten udtalte, at SKAT ikke kan foretage en nettoforhøjelse ved en ekstraordinær genoptagelse, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 8.

Der var ikke grundlag for at dispensere fra overskridelse af 6 måneders fristen, fordi den skønsmæssige ansættelse ikke kunne anses for materielt urigtig, ligesom SKAT ikke i øvrigt havde handlet ansvarspådragende.

Sagen drejede sig om ekstraordinær genoptagelse af registreringsafgift. Retten fandt, at 3 års fristen vedr. godtgørelse, løb fra det tidspunkt, hvor klageren fik afgørelsen, og kunne have gjort kravet om yderligere godtgørelse gældende.

Da der ikke efter Ombudsmandens afgørelse var kommet nye oplysninger, var reaktionsfristen i SFL § 32, stk. 2 ikke overholdt.

Byretten fandt, at skatteyder havde handlet groft uagtsomt, og der var derfor grundlag for forhøjelse iht. SFL § 27, stk. 1. At klageren ikke havde været tiltalt for forholdet var uden betydning.

Skats afgørelse angav ikke hovedhensynene for anvendelse af bestemmelserne i SFL § 27, stk. 1, nr. 5, men ud fra sagens øvrige begrundelse, må det havde været åbenbart for klageren hvorfor ansættelsen var omfattet af SFL § 27, stk. 1, og ansættelsen var derfor gyldig.

SKM2011.372.BR

Sagen drejede sig om ekstraordinær genoptagelse af sagsøgers momstilsvar. Da reaktionsfristen i SFL § 32, stk. 2 ikke var overholdt, fandt retten ikke der var grundlag for ekstraordinær genoptagelse.

SKM2010.108.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøger var berettiget til ekstraordinær genoptagelse af sit afgiftstilsvar iht. SFL § 32, stk. 1, nr. 4. Retten fandt, at sagsøgeren har bevisbyrden for, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse er opfyldt, jf. SFL § 32, og herunder må ændringerne fuldt og helt dokumenteres, således at sagsøger kan godtgøre, at betingelserne for at opnå et momsfradrag er opfyldt. Sagsøgers anmodning om ekstraordinær genoptagelse blev udelukkende støttet på forhold, som han hele tiden har været bekendt med. Herefter og idet heller ikke det af sagsøgeren i øvrigt anførte i særlig grad taler for en genoptagelse, idet sagsøgeren heller ikke har dokumenteret, at der er tale om en materielt helt utilfredsstillende ansættelse, finder retten ikke, at der foreligger særlige omstændigheder som nævnt i SFL § 32, stk. 1, nr. 4. Retten bemærker i øvrigt, at det lægges til grund, at sagsøgeren senest ved SKATs brev er kommet til kundskab om det forhold, som begrunder anmodningen om genoptagelse. Reaktionsfristen på 6 måneder var således udløbet, da sagsøgeren anmodede om genoptagelse. Allerede af denne grund er der ikke grundlag for genoptagelse, jf. SFL § 32, stk. 2.

SKM2008.48.BR

Sagen drejede sig om hvorvidt et selskab var berettiget til ekstraordinær genoptagelse af afgiftstilsvaret iht. SFL § 32, stk. 1, nr. 4, da selskabet havde glemt en række momsfradrag. Retten fandt ikke, at der forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde genoptagelse iht. SFL § 32, stk. 1, nr. 4, da et glemt fradrag ikke kan betragtes som en særlig omstændighed, der kan begrunde genoptagelse iht. SFL § 32, stk. 1, nr. 4.

Landsskatteretskendelser

Landsskatteretten fandt, at manglende selvangivelse af samtlige lønindtægter måtte tilregnes som mindst groft uagtsomt. Landsskatteretten fandt, at reaktionsfristen var overholdt, da SKAT først var kommet til kundskab om klagers indkomstforhold på det tidspunkt, hvor SKAT har modtaget kontoudtog fra banken. Forhøjelsen var varslet 14. december 2011 og afgørelsen er truffet 7. marts 2012, hvorfor ansættelsesfristen er overholdt.

Landsskatteretten fandt, at klager havde handlet mindst groft uagtsomt.

Reaktionsfristen skulle regnes fra det tidspunkt, hvor SKAT modtog klagers svar på SKATs henvendelse, hvor SKAT fik kundskab om, at klager havde benyttet kreditkortet.

SKM2010.93.LSR

Vægtafgift - Efteropkrævning af vægtafgift kunne ske efter reglerne i SFL (SFL § 31 og § 32), således at efteropkrævning kunne ske for perioden inden for den ordinære ansættelsesfrist, hvorimod der ikke kunne ske efteropkrævning ud over denne frist, da SKATs afgørelse ikke omtalte hjemmelen til og grundlaget for en ekstraordinær fastsættelse af afgiftstilsvaret efter SFL § 32.

SKM2009.75.LSR

Godtgørelse af energiafgifter. Landsskatteretten fandt, at fristen skulle beregnes fra de tidspunkter, hvor a conto modregning i momstilsvaret kunne have været foretaget.

SKM2008.878.LSR

Sagen drejede sig om et selskab, der havde søgt om ekstraordinær genoptagelse iht. SFL § 32, stk. 1, nr. 4 vedrørende fejlagtig indbetalt emballageafgift. Landsskatteretten fandt ikke grundlag for ekstraordinær genoptagelse. Landsskatteretten udtalte: Således som sagen foreligger oplyst for retten, findes selskabet ikke at have forsøgt at sikre sig mod eventuelle fejl, idet selskabet ikke har givet meddelelse til underleverandørerne om, at man er registreret efter emballageafgiftsloven, hvorfor risikoen bør ligge hos selskabet. Selskabet burde herefter have reageret på fakturaerne, som ikke angav, at der var tale om ubeskattede leverancer. Retten finder dermed ikke, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder som omhandlet i SFL § 32, stk. 1, nr. 4.

SKM2007.160.LSR

Et selskab havde ikke afgiftsberigtiget et beløb. Angivelsesfristen udløb 25. april 2002. SKAT´s forslag til afgørelse blev afsendt 26. april 2005 og dermed efter udløbet af 3 års fristen. I SKAT´s afgørelse af 4. juli 2005 var fristoverskridelsen ikke omtalt eller begrundet, og afgørelsen var derfor ugyldig vedrørende dette punkt. Endvidere var 6 måneders fristen også overskredet.

SKM2006.467.LSR

Tilladelse til ekstraordinær genoptagelse for en klager, der pga. alvorlig psykisk sygdom havde indgivet mangelfuld selvangivelse. Udover sygdommen lagde Landsskatteretten vægt på, at der var tale om betydelige beløb, at beløbende var fuldt dokumenterede og at skattemyndighederne havde lavet et urimeligt skøn.

SKM2006.412.LSR

Tilladelse til ekstraordinær genoptagelse for en klager med et alvorligt sygt barn. Landsskatteretten lagde vægt på klagerens personlige forhold samt at taksationen havde medført en åbenbar urimelig skatteansættelse.

SKM2005.85.LSR

Sagen drejer sig om fradrag for købsmoms vedrørende en varevogn, som ikke udelukkende blev anvendt erhvervsmæssigt. Da SKAT tidligere havde vejledt virksomheden om reglerne og da virksomhedens indehaver tidligere havde afgivet skriftlig erklæring om, at varevognen udelukkede blev benyttet erhvervsmæssigt, fandt Landsskatteretten, at indehaveren i det mindste groft uagtsomt havde bevirket, at afgiftstilsvaret blev fastsat på et forkert grundlag, og betingelserne for suspension i SSL § 35 C, stk. 1, nr. 3 var opfyldt. (nu SFL § 32, stk. 1, nr. 3).

SKM2002.371.LSR

Der er ikke grundlag for nedsættelse efter anmodning, hvis den skattepligtiges revisor har handlet groft uagtsomt