åben Vis oversigt med domme, kendelser og afgørelser, som Skatteforvaltningen har valgt ikke at indarbejde i vejledningens tekst. Vi gør opmærksom på, at materialet i denne oversigt ikke nødvendigvis er udtryk for gældende ret.

En afgiftspligtig, der ønsker afgiftstilsvaret ændret, skal senest 3 år efter angivelsesfristens udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. Se SFL § 31, stk. 2, 1. pkt.

En godtgørelsesberettiget, der ønsker godtgørelse af afgift, skal senest 3 år efter det tidspunkt, hvor kravet om godtgørelse tidligst kunne gøres gældende, fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde godtgørelse af afgiften. Se SFL § 31, stk. 2, 2. pkt.

Fristen i SFL § 31, stk. 2, omhandler det tidspunkt, hvor anmodningen senest skal være kommet frem til SKAT. Det er ikke tilstrækkeligt, at anmodningen er afsendt på fristdagen. Det er den skattepligtiges ansvar, at anmodningen modtages af SKAT senest på det angivne tidspunkt. Borgeren bærer således risikoen for, at SKAT rettidigt modtager anmodningen fra Post Danmark. Hvis fristdagen er en lørdag, søn- eller helligdag, vil modtagelse den førstkommende hverdag være rettidig. Hvis en anmodning om genoptagelse indleveres i ekspeditionen i SKAT, skal den for at være rettidig, afleveres senest ved normal lukketid for den pågældende dag. Hvis en anmodning ligger i en SKAT postkasse ved tømningen dagen efter fristdagen, er der en formodning for, at anmodningen er lagt i postkassen efter normal lukketid.