Indhold

Afsnittet indeholder de gældende regnskabsregler for ubanderolerede varer.

Afsnittet indeholder:

  • Hvad er omfattet af regnskabet for ubanderolerede varer?
  • Kontoplan
  • Regnskabsbøger
  • Specielle posteringer
  • Regnskabsafslutning.

Hvad er omfattet af regnskabet for ubanderolerede varer?

Regnskab over ubanderolerede varer omfatter dels varer, herunder ethanol, der er tilført virksomheden ubanderoleret, dels indkøb og forbrug af banderoler. Regnskabet skal desuden omfatte tilført vin og ikke-spiritusafgiftspligtige ekstrakter, essenser og lignende til brug ved fremstillingen af varer.

Kontoplan

Regnskabet over ubanderolerede varer består af løsblade, der findes på SKATs hjemmeside www.skat.dk under Virksomheder - Blanketter - 22 Punktafgift; drikkevarer. Hvis virksomheden anvender SKATs blanketter føres regnskabet efter følgende kontoplan:

Konto 1 a

Indførte flaskevarer, dvs. varer, der er aftappet i udlandet og indført på flasker.

Konto 1 b

Råvarer, herunder

  • varer på fustager, både udenlandsk og dansk
  • udtræk mv., fremstillet i virksomheden
  • ikke-afgiftspligtige essenser, ekstrakter og lignende
  • tilført vin til spiritusfremstilling
  • andre råvarer til spiritusfremstilling.

Der skal oprettes en konto for hver vareart (rom, cognac, snaps osv.). Varer under denne konto skal før endelig aftapning overføres til konto 2A eller 2B.

Konto 2 A

Spiritus, udenlandsk, ren eller kun tilsat vand - både fustagevarer og flaskevarer.

Konto 2 B

Blandinger af dansk og udenlandsk spiritus og dansk spiritus - både fustagevarer og flaskevarer.

Til- og afgang af ubanderolerede varer og indkøb af banderoler skal straks posteres i regnskabet.

Varer kan ved indførsel fra udlandet kun tilskrives konto 1a og 1b. Returvarer skal dog tilskrives den konto, som de er fraskrevet ved udførslen.

Regnskabsbøger

Regnskabet over ubanderolerede varer føres i følgende 4 "bøger":

  • Lagerbeholdningsbog 22.032 (årsbog)
  • Banderolebeholdningsbog 22.033 (årsbog)
  • Flasketilgangsbog 22.030 (kvartalsbog)
  • Flaskeafgangsbog 22.031 (kvartalsbog).

Inden for de enkelte konti skal regnskabet føres efter rubriceringen i liter, liter 100 pct. eller flaskestørrelse.

Forside til bøgerne og regnskabsblade til bøgerne findes på SKATs hjemmeside www.skat.dk under Virksomheder - Blanketter - 22 Punktafgift; drikkevarer.

Regnskabsbøgerne er indrettet efter løsbladesystemet og sammensættes efter den enkelte virksomheds behov.

Til regnskabsbøgerne knytter sig prøve- og brækagelister og kvartalsopgørelse.

Regnskabsbladene til kvartalsbøgerne er indrettet, så den enkelte side efter virksomhedens valg kan bruges enten til tapninger eller til anden flasketilgang, respektive enten banderoleringer eller anden flaskeafgang.

Før regnskabsbladene tages i brug, skal virksomheden forsyne det enkelte blad med oplysning om konto i konteringsplanen. På regnskabsblade til kvartalsbøgerne skal virksomheden ved overstregning markere, om den enkelte side skal bruges til postering af tapninger eller anden flasketilgang, respektive banderoleringer eller anden flaskeafgang.

Ad Lagerbeholdningsbog

Lagerbeholdningsbogen, der føres på regnskabsblade 22.057, 22.058 og 22.059, indeholder for hver konto:

  • En beholdningsoversigtsside, hvor der noteres de 4 kvartalers begyndelses- og slutbeholdninger og de 4 kvartalsafslutninger
  • Literbevægelsessider, hvor alle til- og fraførsler af fustagevarer føres, fx indførsel/udførsel, overførsel til eller fra en anden autoriseret virksomhed i Danmark og udlevering til en bevillingsvirksomhed og overførsel til eller fra anden konto i regnskabet.

Ad Banderoler

Banderolebeholdningsbogen, der føres på regnskabsblade 22.041, indeholder:

  • En beholdningsoversigtsside, hvor der noteres de 4 kvartalers begyndelses- og slutbeholdninger af banderoler og de 4 kvartalsafslutninger
  • Banderoletilskrivningssider, hvor alle indkøb af banderoler og banderolemakuleringer skal føres.

Ad Flasketilgang

Flasketilgangsbogen, der føres på regnskabsblade 22.056, indeholder for hver konto:

  • Tappesider, hvor alle tapninger, omhældninger og optræk føres
  • Sider for anden flasketilgang, hvor al anden flasketilgang til det ubanderolerede lager end tapninger mv. føres, fx indførsel fra udlandet, tilførsel fra andre virksomheder af indførte flaskevarer, afbanderoleringer og returvarer fra udlandet.

Ad Flaskeafgang

Flaskeafgangsbogen, der føres på regnskabsblade 22.053, indeholder for hver konto:

  • Banderoleringssider, hvor kun virksomhedens egne banderoleringer skal føres
  • Sider for anden flaskeafgang, hvor al anden flaskeafgang fra det ubanderolerede lager end den, der sker ved banderolering, føres fx overførsel til andre autoriserede virksomheder af indførte flaskevarer og udførsel til udlandet.

Specielle posteringer

Der er i det følgende gjort rede for reglerne for førelsen og afslutningen af regnskabet for ubanderolerede varer vedrørende:

  • Tapninger
  • Omhældninger
  • Optræk
  • Banderoleringer
  • Fejlbanderoleringer
  • Prøver og brækager
  • Blanding og forskæring
  • Afbanderolering
  • Banderolemakulering.

Tapninger (22.056)

I rubrikken for varenavn noteres vareart (rom, whisky osv.) ved postering af tapninger.

Det tappede antal liter udregnes før posteringen på basis af det tappede antal flasker og flaskernes cl-indhold. Ved udregningen bruges det efter anvendt tappehøjde gennemsnits cl-indhold pr. flaske for den flasketype og -størrelse, der er tappet på.

Det udregnede literantal for en tapning posteres med 1 decimal, der forhøjes, når den følgende decimal er 5 eller derover.

I flaskerubrikkerne oprettes en rubrik for hvert cl-indhold pr. flaske for de flasketyper og størrelser, der tappes på.

Hvis virksomheden på nummererede tappesedler eller lignende har foretaget de nødvendige noteringer, kan posteringen i regnskabet vente til den følgende hverdag.

Omhældninger (22.056)

Det anvendte antal flasker føres som en negativ postering, og det antal flasker varerne er omhældt til, føres som en positiv postering.

Optræk (22.056)

Optræk føres som en negativ postering i flaskerubrikken og i rubrikken for tappet antal liter.

Banderoleringer (22.053)

I rubrikken for varenavn skal for hver banderolering anføres det varenavn, der fremgår af flaskernes etikette.

Fejlbanderolering (22.053)

Hvis virksomheden konstaterer, at der ved banderolering er brugt en anden banderole end den, der svarer til varen (forkert flaskestørrelse), skal der gøres rede for forholdet.

Prøver og brækager (22.066)

Følgende prøver og brækager, der sker i løbet af kvartalet, skal posteres på prøve- og brækageliste 22.066:

  • Prøver, som udleveres fra det ubanderolerede lager
  • Ubanderolerede mindre flaskebrækager
  • Fustagebrækage og større flaskebrækager, som ikke fritages for afgift.

Prøve- og brækagelisterne nummereres fortløbende for et kalenderår. Listerne skal afsluttes ved kvartalets udløb med en sammentælling.

Fustagebrækage og større flaskebrækager skal i alle tilfælde straks anmeldes til SKAT. Virksomheden skal søge SKAT om tilladelse til fraskrivning direkte i regnskabet for ubanderolerede varer af sådanne brækager.

Brækager, der er fritaget for afgift, fraskrives i regnskabet for ubanderolerede varer under "Literbevægelser - fra" (22.058-22.059), respektive under "Anden flaskeafgang" (22.053) med henvisning til SKATs brev eller e-mail.

Brækager, der ikke er fritaget for afgift, skal posteres i prøve- og brækagelisten og overføres til kvartalsopgørelsen.

Når der er søgt om afgiftsfritagelse for fustage- eller flaskebrækage, regnes den mængde, der er gået til spilde med som en særlig beholdningspost i regnskabet for ubanderolerede varer, hvis afgørelsen ikke foreligger ved kvartalsafslutningen.

Blanding og forskæring

Virksomheden skal før blanding, forskæring (blanding med henblik på at øge alkoholstyrke) og lignende, hvor varer bliver overført fra én konto eller styrke til en anden konto eller styrke, udfærdige en forskæringsanmeldelse 22.047 i 1 eksemplar. Det gælder fx ved nedsættelse af styrken, forskæring eller fremstilling af udtræk mv. til brug ved spiritusfremstilling.

I forskæringsanmeldelsen skal der gøres rede for, hvilke varer der er indgået i forskæringen, og hvilket udbytte forskæringen har givet.

I alle tilfælde, hvor der ved forskæring, udtræk mv. er fremkommet svind i det indgåede antal liter 100 pct., skal svindet tilskrives lagerbeholdningsbogen (22.058-22.059) som en særlig post umiddelbart efter udbyttets postering, så svindet først fraskrives under differenceposten ved kvartalsafslutningen. Varer, hvis fremstilling strækker sig over længere tid, må ikke henstå som beholdning på ikke-afsluttede forskæringsanmeldelser. I sådanne tilfælde skal der udstedes en anmeldelse særskilt for hver del af fremstillingen, og varerne skal til- og fraskrives lagerbeholdningsbogen for hver anmeldelse.

For udtræk og lignende, der henstår længere tid efter første blanding, skal der foruden forskæringsanmeldelsen for selve blandingen også udfærdiges forskæringsanmeldelse, når udtrækket er færdigt og udbyttet opgjort.

Posteringen i regnskabet skal ske, så snart forskæringen mv. er foretaget.

Afbanderolering

Afbanderolering, dvs. overførsel af varer fra det banderolerede lager til det ubanderolerede lager, kan i almindelighed kun gøres i den virksomhed, der har banderoleret de pågældende varer.

Ved afbanderolering skal virksomheden udfærdige afbanderoleringsliste 22.044.

Efter afbanderoleringen skal varerne tilskrives regnskabet over ubanderolerede varer (22.056) og fraskrives afgiftsregnskabet (22.051) på grundlag af afbanderoleringslisten (22.044), der skal blive i virksomheden som bilag til regnskabet for ubanderolerede varer.

Regnskabsafslutning

Regnskabet over ubanderolerede varer skal afsluttes ved udgangen af hvert kvartal. Posteringerne i de fire regnskabsbøger skal derfor tælles sammen, og til- og afgangsposterne samles kontovis ved sammendrag. Posteringerne i prøve- og brækagelisten skal også tælles sammen og overføres til regnskabet for ubanderolerede varer.

Virksomheden skal desuden opgøre de mængder ubanderolerede varer, som virksomheden skal betale afgift af og beregne den banderolerede mængde i liter 100 pct.

Afslutningen af regnskabet gøres på lagerbeholdningsbogens oversigtssider, hvor eventuelle differencer i beholdningen gøres op på grundlag af en optælling af ubanderolerede varer.

Afslutningen af regnskabet for banderolerne gøres på banderolebeholdningsbogens oversigtssider, hvor differencer i banderolebeholdningen gøres op på grundlag af en optælling af banderolerne.

I det følgende er beskrevet regnskabsafslutningen for hver enkelt regnskabsbog mv.

Prøve- og brækagelisten (22.066)

Posterne i prøve- og brækagelisten overføres kontovis til fraskrivning i regnskabet over ubanderolerede varer. Flaskebrækager noteres i flaskeafgangsbogen under "Anden flaskeafgang" og eventuelle fustagebrækager i lagerbeholdningsbogen under "Literbevægelser - fra".

Prøver og eventuelle brækager, som der ikke bevilges afgiftsfritagelse for, skal også overføres til kvartalsopgørelsen.

Flasketilgang (22.056)

Det tappede antal liter ifølge tappesiderne overføres til lagerbeholdningsbogen (22.058-22.059) og posteres under "Literbevægelser - fra".

"Anden flasketilgang" overføres til Tapninger (22.056), og den samlede flasketilgang overføres til lagerbeholdningsbogens oversigtsside for den pågældende konto (22.057-22.058-22.059).

Flaskeafgangsbogen (22.053)

"Anden flaskeafgang" overføres til Banderoleringer (22.053), hvorefter den samlede flaskeafgang overføres til lagerbeholdningsbogens oversigtsside for den pågældende konto (22.057-22.058-22.059).

Banderoleforbruget, som fremgår af banderoleringssiderne, overføres til banderolebeholdningsbogens oversigtsside (22.041).

Banderoleret mængde i liter 100 pct. beregnes og noteres på hver konto under "Banderoleringer".

For varer under konto 1a bliver banderoleret antal liter 100 pct. beregnet indirekte, fordi den mængde i liter 100 pct., der har været til rådighed til banderolering efter regnskabet, reduceres med kvartalets slutbeholdning af ubanderolerede varer. Beregningen foretages på blanket 22.003.

Beregningen i liter 100 pct. foretages således:

+ kvartalets begyndelsesbeholdning
+ flasketilgang
- anden flaskeafgang
- slutbeholdning af ubanderolerede varer ifølge beholdningsopgørelse 22.061.

Denne beregning gør, at virksomheden bliver fritaget for at omregne hver enkelt banderolering af varer til liter 100 pct. Fremgangsmåden indebærer, at der ved afslutningen af regnskabet for ubanderolerede varer ikke må forekomme nogen difference i liter 100 pct.-kolonnen på beholdningsoversigten i lagerbeholdningsbogen, uanset om der er differencer i flasketallene.

For varer under konto 2A og 2B beregnes banderoleret mængde i liter 100 pct. direkte på grundlag af antallet af banderolerede flasker, flaskernes cl-indhold og ethanolstyrke.

Banderoleret mængde i liter 100 pct. overføres kontovis til afgiftsregnskabet over banderolerede varer (22.051).

Flaskeafgangsbogen (22.053) skal senest den 15. i måneden efter kvartalet sendes til SKAT.

Lagerbeholdning (22.057-22.058-22.059)

Konto 1a (22.057)

Tilgangen overføres samlet fra flasketilgangsbogen (22.056) og afgangen samlet fra flaskeafgangsbogen (22.053). Den optalte beholdning og differencer i beholdningen overføres til kvartalsopgørelsen. Der skal dog ikke betales afgift af eventuelle differencer i beholdningen af varer under konto 1a. Det skyldes, at banderolerede mængde i liter 100 pct. beregnes indirekte på grundlag af en beholdningsopgørelse.

Konto 1b (22.058)

Til- og afgang overføres fra literbevægelsessiderne. Den opmålte beholdning og differencer i beholdningen overføres til kvartalsopgørelsen.

Konto 2A og 2B (22.059)

Tappet antal liter overføres fra flasketilgangsbogens sider for Tapninger (22.056) til "Literbevægelser - fra".

Fustagebrækage, der ikke er fritaget for afgift, overføres fra prøve- og brækagelisten (22.066) til "Literbevægelser - fra".

Samlet flasketilgang/-afgang overføres fra flasketilgangsbogen (22.056) og flaskeafgangsbogen (22.053) til rubrikkerne på oversigtssiderne.

Den konstaterede beholdning og differencer i beholdningen samt brækager, der ikke fritages for afgift, overføres til kvartalsopgørelsen (22.042).

Banderolebeholdning (22.041)

Tilgangen af banderoler overføres fra tilskrivningssiderne og afgangen fra flaskeafgangsbogens banderoleringssider (22.053).

Større differencer i banderolebeholdningen skal straks anmeldes til SKAT.

Kvartalsopgørelse (22.042)

Virksomheden skal opgøre de mængder ubanderolerede varer, som der skal betales afgift af ved udgangen af hvert kvartal. Virksomheden skal samtidig opgøre det svind, der er kommet ved fremstilling, lagring og aftapning, som er fritaget for afgift. Opgørelsen skal ske på blanket 22.042. På opgørelsen skal virksomheden også angive beholdningen af ubanderolerede varer.

Virksomheden skal efter afslutningen af regnskabet for ubanderolerede varer for hver konto uddrage følgende poster fra regnskabet for ubanderolerede varer:

  • Differencer mellem den regnskabsmæssige og den faktiske slutbeholdning ifølge lagerbeholdningsbogens oversigtssider. Differencerne noteres i rubrikken "Differencer ved afslutningen". De mængder, der skal beskattes, noteres med modsat fortegn under rubrikken "At beskatte". Da normalt svind ved fremstilling, lagring og aftapning ikke skal beskattes, skal dette svind ikke noteres i rubrikken "At beskatte". Det samme gælder differencer under konto 1a, da det antal liter 100 pct., der svarer til disse differencer, er med i det antal liter 100 pct., der er overført til afgiftsregnskabet for banderolerede varer under "Egne banderoleringer"
  • Prøver og brækager som ikke fritages for afgift ifølge prøve- og brækagelisten
  • Beholdningen af ubanderolerede varer ifølge lagerbeholdningsbogens oversigtssider.

Den mængde, der skal betales afgift af, skal overføres til afgiftsangivelsen for den sidste måned i kvartalet.