Indhold

Dette afsnit beskriver hvilke virksomheder der skal opkræve afgiften, hvilke virksomheder, der kan opkræve afgiften samt hvilken provision, der modtages.

Afsnittet indeholder:

  • Virksomheder, der skal opkræve afgift
  • Virksomheder, der kan opkræve afgift
  • Provision/godtgørelse. 

Virksomheder, der skal opkræve vejbenyttelsesafgift

Færgeselskaber, rederier mv., hvis skibe sejler i rutefart mellem udenlandske og danske havne (færgetrafik til andre lande end Sverige), er forpligtet til at registrere oplysninger til opgørelse af afgift samt modtage betaling af afgift for udenlandske køretøjer i forbindelse med færgefarten og inden ankomst til dansk havn. Færgeselskabets beslutning om, hvor opgaven vil blive udført, skal meddeles SKAT og leverandøren af det tekniske udstyr (AGES).

Se ►VEJAL § 9.

Virksomheder, der kan opkræve vejbenyttelsesafgift

Virksomheder og organisationer kan få tilladelse til på nærmere fastsatte vilkår at registrere oplysninger til opgørelse af afgift samt modtage betaling af afgift for udenlandske køretøjer. Ansøgning sendes til leverandøren af det tekniske udstyr (AGES).  

Virksomheder, der registrerer oplysninger om udenlandske køretøjer, og som modtager betaling af afgift for køretøjerne, må ikke opkræve betaling for denne ydelse, men modtager en godtgørelse herfor.

Virksomheder, der efter VEJAL § 9 registrerer oplysninger til opgørelse af afgift og modtager betaling af afgift for udenlandske køretøjer, skal udføre denne opgave efter kontrakt med leverandøren af det tekniske udstyr til registrering og betaling af afgift.

De rettigheder og pligter, som virksomhederne har ved udførelse af opgaven med at registrere oplysninger til opgørelse af afgift og modtage betaling af afgift for udenlandske køretøjer, følger herefter af kontrakten mellem den enkelte virksomhed og leverandøren af det tekniske udstyr.

Ved kontant betaling af afgift, skal de i VEJAL § 9 omhandlede virksomheder følge leverandørens anvisning for overførsel af kontanterne fra virksomheden til leverandøren, herunder via elektronisk overførsel.

Provision/godtgørelse

Virksomheder, der opkræver vejbenyttelsesafgift, vil modtage en godtgørelse for udgifterne til drift af systemet for registrering og betaling af afgift.

Godtgørelsen vil blive udbetalt i henhold til kontrakt mellem den tyske leverandør (AGES) af det digitale system og den enkelte virksomhed.

Godtgørelsen udgør 0,5 euro eksklusiv moms pr. registreret afgiftsbetaling.

Se også

VEJAL § 1, § 9, stk. 1, 2 og 3, § 10, stk. 2, § 12 og ►BEK 229 af 22.03.2011◄, 5, 6 og 7 om registrering og betaling af afgift, afgiftspligtige parter, refusion af afgift mv.