Indhold

Dette afsnit handler om reglerne om klagevejledning i sager, der kan indbringes for en anden forvaltningsmyndighed.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Ikke omfattet af regel
  • Klagevejledningens indhold
  • Klagevejledning ved klage til skatteankenævnet
  • Klagevejledning ved klage til vurderingsankenævnet
  • Klagevejledning ved klage til motorankenævnet
  • Klagevejledning ved klage til Landsskatteretten
  • Klagevejledning i sager vedrørende told
  • Konsekvenser af manglende klagevejledning

Regel

Når afgørelser, der kan påklages til en anden forvaltningsmyndighed meddeles skriftligt, skal de være ledsaget af en vejledning om klageadgang. Der skal gives oplysning om, hvor der kan klages til og om fremgangsmåden ved indgivelsen af klagen, herunder om en eventuel tidsfrist.

Der skal ikke gives klagevejledning, hvis afgørelsen giver den pågældende part fuldt ud medhold.

Se FVL § 25.

Ikke omfattet af regel

Reglen giver ikke en forpligtelse til at give vejledning om muligheden for at rette henvendelse til andre forvaltningsmyndigheder.

Det samme gælder muligheden for at klage til Folketingets Ombudsmand.

Det følger imidlertid af den almindelige vejledningspligt, at der skal gives oplysning om disse muligheder, hvis der i særlige tilfælde må skønnes at være behov for det.

Pligten til at give klagevejledning omfatter kun den endelige afgørelse. Beslutninger, der træffes som led i selve forberedelsen af sagen (procesledende beslutninger), skal derfor kun ledsages af en klagevejledning, hvis afgørelsen kan påklages særskilt.

Eksempel

xAfslag på anmodninger om aktindsigt skal ledsages af en klagevejledening, da dette kan påklages særskilt. Se FVL § 16, stk. 4x.

Se også

Afsnit A.A.7.4.1 om den almindelige vejledningspligt i FVL § 7.

Klagevejledningens indhold

Klagevejledningen skal indeholde oplysninger om

  • hvilken myndighed der er klageinstans
  • hvortil klagen skal indsendes
  • fremgangsmåden ved indgivelsen af klagen
  • eventuelle tidsfrister, herunder hvornår klagen skal være kommet i myndighedens besiddelse

Klagevejledning ved klage til skatteankenævnet

I sager, der kan påklages til skatteankenævn, skal der vejledes om, at

  • afgørelsen kan påklages til skatteankenævnet, herunder oplysning om adressen på nævnets sekretariat
  • afgørelsen efter klagerens valg i stedet kan indbringes for Landsskatteretten, medmindre det er en klage over en forskudsregistrering
  • klage til skatteankenævnet kan indgives af enhver, der har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den afgørelse, der klages over
  • klagen skal være modtaget senest tre måneder fra modtagelsen af den afgørelse, der klages over, eller hvor særskilt underretning om afgørelsen er udeladt fra modtagelsen af årsopgørelsen
  • klagen skal være skriftlig og begrundet
  • at det offentlige efter anmodning yder godtgørelse af visse udgifter ved klage til skatteankenævnet

Se SFL § 36 og § 14 i forretningsordenen for skatteankenævn, vurderingsankenævn, fælles skatte- og vurderingsankenævn samt motorankenævn samt om dækning af omkostninger SFL kap 19.

Se også

Afsnit A.A.13 om omkostningsgodtgørelse.

Klagevejledning ved klage til vurderingsankenævnet

I sager, der kan påklages til vurderingsankenævn, skal der vejledes om, at:

  • afgørelsen kan påklages til vurderingsankenævnet, herunder oplysning om at klagen skal indsendes til SKAT
  • klage til vurderingsankenævnet kan indgives af ejeren af den faste ejendom og af andre, der har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i vurderingens resultat
  • afgørelsen skal være modtaget senest tre måneder fra modtagelsen af den afgørelse, der klages over. Ved de almindelige vurderinger eller omvurderinger skal klagen dog være modtaget senest den 1. juli i året efter vurderingsåret, medmindre skatteministeren fastsætter en længere frist
  • klagen skal være skriftlig og begrundet.

Se SFL § 38 og § 15 i forretningsordenen for skatteankenævn, vurderingsankenævn, fælles skatte- og vurderingsankenævn samt motorankenævn.

Klagevejledning ved klage til motorankenævnet

I sager, der kan påklages til motorankenævn, skal der vejledes om, at:

  • afgørelsen kan påklages til motorankenævnet, herunder oplysning om at klagen skal indsendes til SKAT
  • klage til motorankenævnet kan indgives af enhver, der har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den afgørelse, der klages over
  • klagen skal være modtaget senest tre måneder fra modtagelsen af den afgørelse, der klages over
  • klagen skal være skriftlig og begrundet

Se SFL § 39 a og § 15 i forretningsordenen for skatteankenævn, vurderingsankenævn, fælles skatte- og vurderingsankenævn samt motorankenævn.

Klagevejledning ved klage til Landsskatteretten

I sager, der kan påklages til Landsskatteretten, skal der vejledes om, at

  • afgørelsen kan påklages til Landsskatteretten, Ved Vesterport 6, 6. sal, 1612 København V
  • klage til Landsskatteretten kan indgives af enhver, der har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den afgørelse, der klages over samt i klager over ejendomsvurderingen af ejeren af den faste ejendom
  • klagen skal være modtaget senest tre måneder efter klagerens modtagelse af den afgørelse, der klages over
  • klagen skal være skriftlig og angive på hvilke punkter afgørelsen anses for urigtig samt en begrundelse for det
  • der med klagen i original eller kopi skal indsendes den afgørelse, der klages over, den sagsfremstilling, der har ligget til grund for afgørelsen og som er sendt til klageren, og dokumenter, som klageren ønsker at anvende som bevis
  • der samtidig med klagens indgivelse skal betales en klageafgift på 800 kr. Afgiften tilbagebetales, hvis klageren får helt eller delvist medhold af Landskatteretten eller ved en efterfølgende domstolsprøvelse af spørgsmålet
  • det offentlige efter anmodning yder godtgørelse af visse udgifter ved klage til Landsskatteretten

Se SFL § 40, § 42 og § 42 a samt § 2 og § 3 i forretningsordenen for Landskatteretten.

Se også

Afsnit A.A.13 om omkostningsgodtgørelse.

Klagevejledning i sager vedrørende told

Klagevejledningen i toldsager, hvor Landsskatteretten er klageinstans, skal indeholde et afsnit om såkaldt anfægtelse af afgørelser. Dette er af hensyn til EU's regler om afregning af toldbeløb.

Der er tale om anfægtelse af en afgørelse, når en part meddeler SKAT, at han ikke er enig i den trufne afgørelse, og at han derfor agter at påklage denne. Anfægtelsen skal ske skriftligt og inden fire uger fra datoen for afgørelsen.

For borgeren eller virksomheden er der ingen retsvirkninger knyttet til anfægtelse. Selv om afgørelsen ikke bliver anfægtet, afskærer det ikke parten fra at indbringe sagen for Landsskatteretten. Hvis afgørelsen er anfægtet, forpligter det ikke parten til at klage til Landsskatteretten.

Se også art. 6, stk. 3 og art. 243 i EF´s toldkodeks.

Konsekvenser af manglende klagevejledning

Manglende eller mangelfuld klagevejledning medfører ikke, at afgørelsen bliver ugyldig.

Derimod får det den konsekvens, at klagefristen suspenderes, indtil korrekt klagevejledning gives.

Hvis der ikke er givet korrekt vejledning om adgangen til betalingskorrektion, skal der efter en færdigbehandling af en efterfølgende anmodning om betalingskorrektion gives fornyet klagevejledning. Det gælder også for den ansættelsesændring, der har givet anledning til betalingskorrektionen.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse
samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

x

SKM2013.318.LSR

x

En klagefrist til Landsskatteretten var ikke overskredet til trods for, at klagen var indgivet efter udløbet af klagefristen på 3 måneder, da der ikke var givet korrekt klagevejledning.