Indhold

Dette afsnit handler om hvilke spørgsmål skattemyndighederne har pligt til at besvare efter reglerne om bindende svar.

Afsnittet indeholder:

  • Hovedregel
  • Undtagelser
  • Særligt om bevillinger, ansøgninger og dispensationer
  • Særligt om bindende svar om registrering af køretøjer
  • Særligt om udvalgte afgiftsspørgsmål
  • Skema over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser, med videre.

Hovedregel

Afgrænsningen af arten af mulige spørgsmål findes i SFL § 21, stk. 1, og går ud på, at "enhver kan hos told- og skatteforvaltningen få et bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning for spørgeren af en disposition, når told- og skatteforvaltningen i øvrigt har kompetence til at afgøre spørgsmålet." I SKM2010.103.LSR skete afvisning, fordi spørgsmålet hverken vedrørte en konkret skatteyder, som spørgeren repræsenterer eller spørgeren selv.

Det fremgår endvidere, at der både kan spørges om såvel påtænkte som allerede foretagne dispositioner. Af SFL § 21, stk. 4, følger at visse spørgsmål skal besvares af Skatterådet.

Det fremgår af forarbejderne til skatteforvaltningsloven, at på afgiftsområdet forstås en disposition som; leverancer af varer og ydelser mod vederlag, erhvervelse af varer og ydelser mod vederlag, ud- og indførsel af varer og ydelser, udvinding eller fremstilling af afgiftspligtige varer, oplagring af afgiftspligtige varer, samt andre aktiviteter, der har afgiftsmæssige konsekvenser.

Se også

Se også afsnit A.A.3.3 om kompetencefordelingen mellem SKAT og Skatterådet.

Begrænsningen til spørgsmål, der drejer sig om den skattemæssige virkning af en disposition betyder, at svaret skal have karakter af en forvaltningsafgørelse om en skatteretlig virkning. Som følge heraf kan der ikke gives bindende svar om faktisk forvaltningsvirksomhed, gebyrer og forrentning, inddrivelse, straf eller om udøvelse af kontrol. xDer kan heller ikke gives bindende svar om indberetningspligt i og med der ikke er tale om en skattemæssig virkning af en disposition. Se SKM2012.259.SR og SKM2013.474.SR.x

Selv om et svar har karakter af en forvaltningsafgørelse om en skatteretlig virkning, er en række tilfælde undtaget fra bindende svar. Se nedenfor.

Undtagelser

Følgende arter af spørgsmål er undtaget fra muligheden for at få bindende svar:

  • Alle spørgsmål vedrørende toldlovgivningen, jf. SFL § 21, stk. 3
  • Alle spørgsmål omfattet af ejendomsvurderingsloven, jf.  punkt 4.7.3 i almindelige bemærkninger til skatteforvaltningsloven
  • Alle spørgsmål om bevillinger og dispensationer vedrørende påtænkte dispositioner, jf. SFL § 21, stk. 3, se SKM2010.719.SR, SKM2010.750.SR og xSKM2013.244.SR.x 
  • Alle spørgsmål om beregning og opkrævning af boafgift, hvor skifteretten har kompetence, jf. boafgiftslovens § 12, se SKM2009.534.LSR omtalt nedenfor.
  • Alle spørgsmål hvor Spillemyndigheden har kompetencen, idet Spillemyndigheden ikke er en del af told- og skatteforvaltningen, jf. bek. nr. 935 af 6. oktober 2005.

 

Eksempel

xEn fond ønskede ved bindende svar bekræftet, at den kunne godkendes som almennyttig efter LL § 8 A. Anmodningen afvist, da tilladelser efter SFL § 21, stk. 3 er undtaget fra bindende svar. Se SKM2013.244.SR.x 

Eksempel

En anmodning om bindende svar drejede sig om værdien af en udlodning af anparter fra et dødsbo. Landsskatteretten afviste anmodningen med den begrundelse, at det er skifteretten, der har kompetencen til at afgøre spørgsmål om værdiansættelse af et dødsbos aktiver i henhold til boafgiftslovens § 12. Se SKM2009.534.LSR.

Eksempel

Efter SFL § 21, stk. 3, kunne der ikke gives bindende svar på et spørgsmål om fastlæggelse af den afgiftsmæssige behandling af registreringspligtige leasingkøretøjer - herunder spørgsmål om registreringskrav til den leasinggivende virksomhed - da spørgsmålene drejede sig om bevillingsmæssige forhold. Der var tale om køretøjer, der registreres med henblik på tidsbegrænset anvendelse her i landet, herunder spørgsmål om godkendelse af leasingkoncept, jf. registreringsafgiftslovens § 3 B. Se SKM2010.719.SR. Samme udfald i SKM2010.750.SR

Særligt om bevillinger, ansøgninger og dispensationer

Der gives ikke bindende svar om bevillinger, ansøgninger eller dispensationer vedrørende påtænkte dispositioner, jf. SFL § 21, stk. 3.

Ansøgninger om dispensationer eller bevillinger, som fx momsfritagelse for et velgørende arrangement efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 18, skal som hovedregel indleveres til SKAT, før aktiviteten eller dispositionerne foretages. På denne måde har selve ansøgningsproceduren den samme virkning som en anmodning om bindende svar. Spørgsmål, der forudsætter en ansøgning fra virksomheden til SKAT, falder således af sig selv uden for området for bindende svar.

Som eksempel på andre bestemmelser vedrørende bevillinger eller dispensationer i afgiftslove kan nævnes:

Momsloven

  • § 34, stk. 3 - tilladelse til afgiftsoplag for råvarer nævnt i bilaget til denne lov.
  • § 38, stk. 3 - tilladelse til eller påbud om, at fradragsretten i virksomheder med flere sektorer opgøres særskilt for hver sektor inden for virksomheden.
  • § 51 - tilladelse til frivillig registrering for erhvervsmæssig udlejning af fast ejendom.

Registreringsafgiftsloven

  • § 2 og § 3, stk. 1-3 - afgiftsfritagelse efter disse bestemmelser meddeles efter ansøgning.

Elafgiftsloven

  • § 2, stk. 2 - tilladelse til registrering efter elafgiftsloven for registrering af elproducenter med en elproduktionskapacitet på mellem 50 kW og  150 kW.

Emballageafgiftsloven

  • § 6. stk. 1-5 - afgiftsfri indkøb af eksportemballage omfattet af § 1, nr. 1 og 2, der ikke er genstand for omsætning her i landet.
    • godtgørelse af den betalte afgift af afgiftspligtige emballager, som ubrugte eller med påfyldt indhold leveres til udlandet.
    • godtgørelse af den betalte afgift af afgiftspligtige poser, engangsservice og pvc-folier til levnedsmidler, der leveres til udlandet.
    • godtgørelse af den erlagte afgift af beholdere omfattet af § 1, nr. 1 eller 2, der brugte leveres tilbage og sælges til fornyet anvendelse i udlandet.
    • godtgørelse af den erlagte afgift af glasbeholdere, der oprindelig har indeholdt naturligt, kulsyreholdigt mineralvand, uden tilsat kulsyre, med et kulsyreindhold på mindst 0,4 vægtprocent. Det er en betingelse for godtgørelsen, at de nævnte flasker genvindes til glasfabrikation.

Spildevandsafgiftsloven

  • § 10, stk. 1 - godtgørelse for den mængde afgiftspligtige stoffer, som tilføres spildevandsudlederen fra vandforsyningskilden, i det omfang, der er sammenfald mellem vandforsyningskilden og modtageren af spildevandet

Svovlafgiftsloven

  • § 9, stk. 7 - bevilling til afgiftsgodtgørelse for leverancer af varer med et afgiftspligtigt svovlindhold i samme omfang som nævnt i § 7, stk. 1, nr. 1-4

Beskrivelsen af bestemmelser om ansøgninger mv. i afgiftslovgivningen ovenfor er ikke udtømmende.

Særligt om bindende svar om registrering af køretøjer

Den 11. maj 2010 har Folketinget vedtaget L 149 om ændring af skatteforvaltningsloven, lov om registrering af køretøjer og registreringsafgiftsloven, jf. lov nr. 545 af 26. maj 2010. Efter denne ændringslov § 1, nr. 10, jf. ikrafttrædelsesreglen i § 4, stk. 3, kan enhver med virkning fra 1. januar 2010 få bindende svar på spørgsmål om registrering af et køretøj. Reglen indsættes som et nyt stk. 5 i SFL § 21. Reglerne i SFL § 21, stk. 1-4, finder tilsvarende anvendelse, dvs. hovedregel, undtagelser og kompetencefordelingen mellem SKAT og Skatterådet.

Den særlige ikrafttrædelsesregel i ændringslovens § 4, stk. 3, betyder i relation til SFL § 21, stk. 4, at Skatterådet først får kompetence i disse sager på det tidspunkt, hvor skatteministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af lovens bestemmelser om køretøjsregistrering. Dette er sket med bekendtgørelse nr. 542 af 25. maj 2011 om ikrafttræden af lov om registrering af køretøjer, så Skatterådet fra og med d. 5. juni 2011 har kompetence til at give bindende svar om registrering af køretøjer.

Se også:

Se også afsnit

  • A.A.3.3 om Kompetencefordelingen mellem SKAT og Skatterådet
  • A.A.3.4 om Muligheden for at spørge om virkningerne for andre af spørgerens disposition.

Særligt om udvalgte afgiftsspørgsmål

Der skal særligt gøres opmærksom på, at der ikke kan gives bindende svar om tilskud til elproduktion, som er en ordning under Energistyrelsen, jf. lovbekendtgørelse nr. 490 af 13. juni 2003 om tilskud til elproduktion. Endvidere kan nævnes tilskud til CO2-afgift, jf. lovbekendtgørelse nr. 846 af 17. november 1997 om statstilskud til dækning af kuldioxidafgift i visse virksomheder med et stort energiforbrug. I henhold til denne lov træffer SKAT afgørelser i spørgsmål om opgørelse af afgiftsgrundlaget for beregning at tilskud til CO2-afgift. SKAT kan derfor også give bindende svar om afgiftsgrundlaget, hvis SKAT har det fornødne grundlag, herunder oplysninger om de forudsætninger, der ligger til grund for Energistyrelsens tilsagn.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området

 

Afgørelse

samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2010.103.LSR Spørgsmålet vedrørte ikke en konkret skatteyder.  

SKM2009.534.LSR

Ikke bindende svar om værdiansættelse af dødsbos aktiver

 

SKAT

xSKM2013.474.SRx xIkke bindende svar om indberetningspligt vedrørende uddeling fra fondx
xSKM2012.259.SRx xIkke bindende svar om indberetningspligt vedrørende godtgørelse af lønmodtagers tøjudgifterx 
 xSKM2013.244.SRx xIkke bindende svar om godkendelse efter LL § 8 Ax
SKM2010.750.SR     Ikke bindende svar om bevillingsmæssig situation  
SKM2010.719.SR Ikke bindende svar om bevillingsmæssig situation