Indhold

Dette afsnit handler om indberetning, når to eller flere skattepligtige civilretligt har sameje af aktiver eller har fælles låneforhold.

Afsnittet indeholder:

  • Indberetning, når to eller flere skattepligtige har civilretligt sameje af aktiver
  • Indberetning, når to eller flere skattepligtige har civilretligt fælles låneforhold.

Indberetning, når to eller flere skattepligtige har civilretligt sameje af aktiver

  • Hvis to skattepligtige civilretligt ejer et aktiv, hvorom der skal indberettes efter SKL §§ 8 H, 8 Q, 8 X, 9 B, 10, 10 A eller 10 B,
  • skal den indberetningspligtige indberette oplysninger om aktivet og afkastet heraf mv. på hver af de to ejere og skal samtidig angive samejeforholdet som fx 25/75 pct., 50/50 pct. eller 75/25 pct.
  • Hvis det er flere end to skattepligtige, der civilretligt ejer et aktiv, hvorom der skal indberettes efter SKL §§ 8 H, 8 Q, 8 X, 9 B, 10, 10 A eller 10 B,
  • skal den indberetningspligtige indberette oplysninger om aktivet og afkastet heraf mv. på hver af ejerne og skal samtidig angive, at samejeforholdet omfatter flere end to skattepligtige, og at ejerforholdet er fx 3 x 33,33 pct. eller 4 x 25 pct. 

Der skal indberettes om to eller flere skattepligtiges civilretlige sameje af aktiver, uanset om samejet er organiseret som et interessentskab eller lignende.

Se indberetningsbekendtgørelsens § 5, stk. 1.

Indberetning, når to eller flere skattepligtige har civilretligt fælles låneforhold

  • Hvis to skattepligtige civilretligt er fælles om et låneforhold, hvorom der skal indberettes efter SKL §§ 8 P eller 8 Q,
  • skal den indberetningspligtige indberette oplysninger om lånet og renterne heraf mv. på hver af de to ejere og skal samtidig angive ejerforholdet til lånet som fx 25/75 pct., 50/50 pct. eller 75/25 pct.
  • Hvis det er flere end to skattepligtige, der civilretligt er fælles om et låneforhold, hvorom der skal indberettes efter SKL §§ 8 P eller 8 Q,
  • skal den indberetningspligtige indberette oplysninger om lånet og renterne heraf mv. på hver af ejerne og skal samtidig angive, at ejerforholdet til lånet omfatter flere end to skattepligtige, og at ejerforholdet er fx 3 x 33,33 pct. eller 4 x 25 pct. 

Der skal indberettes om to eller flere skattepligtiges civilretlige fælles låneforhold, uanset om ejerforholdet er organiseret som et interessentskab eller lignende.

Se indberetningsbekendtgørelsens § 5, stk. 2, der henviser til stk. 1.