Indhold

Dette afsnit handler om, at den, der har pligt til at indberette om indkomster, fradrag og formue mv. efter skattekontrolloven, skal anmelde sig til registrering.

Afsnittet indeholder:

  • Pligt til at anmelde sig til registrering for indberetningspligter
  • Oplysninger, der skal gives ved anmeldelsen til registrering
  • Registreringsbevis samt ændring og ophør af indberetningspligt
  • Anmeldelsespligt ved aftale om indberetning af værdipapirer mv.
  • Pligt til at tilmelde sig til SKATs register over visse indberetningspligtige.

Pligt til at anmelde sig til registrering for indberetningspligter  

Den, der har pligt til at indberette oplysninger om indkomster, fradrag, formue og ansættelsesforhold mv.

  • efter SKL § 7 A, § 7 B, § 7 C, § 7 D, § 8 B, § 8 F, § 8 H, § 8 P, § 8 Q, § 8 S, § 8 T, § 8 U, § 8 X, § 8 Æ, § 9 B, stk. 1, § 10, § 10 A,
  • som professionel handlende med værdipapirer mv. efter SKL § 10 B, som nævnt i indberetningsbekendtgørelsens § 51,
  • efter SKL § 10 E, eller
  • efter SKL § 11 G,

skal senest 8 dage efter indberetningspligtens indtræden anmelde sig til registrering hos Erhvervsstyrelsen.

Anmeldelsen skal som hovedregel ske digitalt efter Erhvervsstyrelsens nærmere anvisning.

Hvis en virksomhed eller institution mv. er i tvivl, om virksomheden mv. er indberetningspligtig, fritager det ikke virksomheden for anmeldelse. I disse tilfælde skal virksomheden mv. ved anmeldelsen til Erhvervsstyrelsen vedlægge en redegørelse for den anmeldelsespligtiges virksomhed. Behandling af anmeldelser af denne karakter må oftest forventes at kræve en egentlig skatte- og afgiftsfaglig kompetence, således at det vil være SKAT, der behandler og træffer afgørelse om registrering.

Se indberetningsbekendtgørelsens § 2, stk. 1-3, ændret ved BEK  nr. 1147 af 4. december 2012, der i bekendtgørelsens § 2, stk. 1, indsatte henvisning til SKL § 10 E.

Se også

Se også

Bemærk

Bemærk

Hvis indberetningspligten efter SKL § 10 E er indtrådt forud for den 1. januar 2013, anses anmeldelse efter indberetningsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, for rettidig, hvis anmeldelsen er indgivet senest den 10. januar 2013.

Se overgangsreglen BEK  nr. 1147 af 4. december 2012 § 2, stk. 2.

Oplysninger, der skal gives ved anmeldelse til registrering

Ved anmeldelsen til registrering skal den indberetningspligtige oplyse om:

  1. Navn, adresse og hjemstedskommune.
  2. Den indberetningspligtiges nummer i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR-nummer), der administreres af Erhvervsstyrelsen. Hvis den indberetningspligtige ikke har et CVR-nummer, oplyses den indberetningspligtiges registreringsnummer i SKATs Erhvervssystem (SE-nummer).
  3. Dato for indberetningspligtens indtræden.
  4. Karakteren af indberetningspligten.

Hvis den indberetningspligtige hverken er registreret med CVR-nummer eller SE-nummer, foretages en registrering i et af disse to ovennævnte registre.

Se indberetningsbekendtgørelsens § 2, stk. 4, nr. 1-4, og stk. 5.

Registreringsbevis samt ændring og ophør af indberetningspligt

Registreringsbevis

Efter registreringen for indberetningspligt sender SKAT et registreringsbevis, der indeholdende de registrerede oplysninger, til den indberetningspligtige.

Se indberetningsbekendtgørelsen) § 2, stk. 6.

Ændring og ophør af indberetningspligt

Hvis der efter registreringen

  • indtræder ændringer i de meddelte oplysninger, herunder ophør af indberetningspligt, eller
  • konstateres fejl i de registrerede oplysninger,

skal den indberetningspligtige skriftligt meddele Erhvervsstyrelsen herom inden 8 dage efter, at ændringen er sket, eller fejlen konstateret.

SKAT fremsender herefter et nyt registreringsbevis, mens SKAT ved ophør af indberetningspligt meddeler, at ophøret er registreret.

Se indberetningsbekendtgørelsen) § 2, stk. 7, i sammenhæng med BEK nr. 223 af 3. marts 2012 om virksomhedsregistrering i en række skatte- og afgiftslove § 2 og bilag 1.

Anmeldelsespligt ved aftale om indberetning af værdipapirer mv.

  • Formidlere af handler med værdipapirer, der ikke har pligt til at indberette kursværdi og afkast af værdipapirer efter SKL § 10, stk. 4, og § 10 B, og
  • administratorer af værdipapirfonde, der ikke har pligt til at indberette deltagerandele i værdipapirfonde og afkast heraf efter SKL § 10 E,

kan indgå aftale med den, der overdrager eller erhverver af værdipapirer, eller med de enkelte deltagere i en værdipapirfond, om at indberette kursværdi og afkast af værdipapirer efter SKL § 10, stk. 4, og § 10 B.

Se SKL § 11 H, ændret ved lov nr. 557 af 18. juni 2012.  

Det er nærmere fastsat, at formidlere af handler med værdipapirer og administratorer af værdipapirfonde, der har en indgået en sådan aftale om indberetning efter SKL § 11 H, senest 8 dage efter indgåelsen af den første aftale om indberetning skal anmelde aftalen herom til Erhvervsstyrelsen.

Sådanne aftaler om frivillig indberetning sidestilles med regulær indberetningspligt. Derfor gælder reglerne for anmeldelsesblanket, oplysninger, der skal afgives ved anmeldelse til registrering for indberetningspligt, registreringsbevis mv. efter indberetningsbekendtgørelsens § 2, stk. 2, og stk. 4-7, også ved aftaler om indberetningspligt.

Se indberetningsbekendtgørelsen) § 2, stk. 8.

Bemærk

Bemærk

Hvis den første aftale om, at administrator af en værdipapirfond skal foretage indberetning efter SKL § 11 H, stk. 2, er indgået forud for den 1. januar 2013, anses anmeldelse efter indberetningsbekendtgørelsens § 2, stk. 8, for rettidig, hvis anmeldelsen er indgivet senest den 10. januar 2013.

Se overgangsreglen BEK  nr. 1147 af 4. december 2012 § 2, stk. 2.

Pligt til at tilmelde sig til SKATs register over visse indberetningspligtige

SKAT fører et register over indberetningspligtige, som nævnt i SKL §§ 7 A, 8 H, 8 P, 8 Q, 8 S, 8 T og 8 U.

Den, der er indberetningspligtig efter ovennævnte bestemmelser, har pligt til at tilmelde sig SKATs register, idet tilmeldelsen til registret kan fremtvinges ved pålæg af daglige bøder, som SKAT fastsætter.

Se SKL § 8 L.