Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "C.C.2.2.3.1 Generelt om driftstab" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit handler generelt om driftstab og den praksis, der har dannet sig om fradrag for driftstab.

Afsnittet indeholder:

Det skatteretlige driftstabsbegreb
Fradrag for driftstab
Tab på fordringer, kaution, udlån mv., kursgevinstloven
Selskabstømning
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Det skatteretlige driftstabsbegreb

Driftstab er udtryk for en udgift, en værdinedgang eller et passiv, som skatteyderen bliver påført ufrivilligt, ofte på grund af omstændigheder, der kommer udefra. Det kan fx være skader, ulykker, tyveri, tab på debitorer og pålagte erstatninger i forbindelse med driften.

På den måde adskiller driftstabet sig fra driftsomkostninger, der normalt er udslag af skatteyderens frivillige dispositioner. Det kan fx være afholdelse af omkostninger i virksomheden.

Ved driftstab i denne forbindelse forstås derimod ikke virksomhedens underskud. Dette underskud behandles efter reglerne i LL § 15, PSL § 13, og VSL § 13.

Driftstabet adskiller sig desuden fra tab ved afståelse af aktiver. Disse tab behandles efter SL § 5 a og særlige regler i fx afskrivningsloven, ejendomsavancebeskatningsloven, aktieavancebeskatningsloven, kursgevinstloven og ligningsloven. Se afsnit C.C.2.1.3 om afståelser, der er omfattet af SL § 5 a, og indholdsfortegnelsen om de forskellige særlige regler.

Fradrag for driftstab

Hverken i SL § 6 eller andre steder er der nogen direkte hjemmel til fradrag for driftstab, men efter fast praksis er der adgang til at fratrække egentlige driftstab ved indkomstopgørelsen ud fra et omkostningslignende synspunkt. I retspraksis ses det dog, at der henvises direkte til SL § 6, stk. 1, litra a. Se fx SKM2012.353.HR.

Det kan være vanskeligt at adskille driftstab fra de ikke fradragsberettigede formuetab. Tab vedrørende privatforbrugsområdet kan ikke trækkes fra, men herudover kan der formentlig ikke opstilles almindelige regler, da man ikke, som det tidligere er sket, kan basere sondringen på forskellen mellem omsætningsaktiver og anlægsaktiver og kun indrømme fradrag for tab på omsætningsaktiver.

Efter gældende praksis kan tab trækkes fra, hvis

tabet vedrører erhvervsmæssig virksomhed, og
tabet er et udslag af sædvanlig driftsrisiko ved udøvelsen af virksomheden.

Tab eller forringelse af aktiver

Hvor der er tale om driftstab, der består i tab eller forringelse af aktiver, afgøres fradragsretten konkret for de enkelte aktivgrupper.

Tab på omsætningsaktiver er normalt fradragsberettigede som driftstab. Tab på varelager - både ved normalt svind og mere ekstraordinære tab - er fradragsberettigede, medmindre tabet er opstået ved, at ejeren har forvoldt skaden med forsæt.

Om kravene til dokumentation og sandsynliggørelse, se Vestre Landsret dom af 29. november 1982, Skd. 1983.66.293.

Se også

Se også afsnit C.C.2.2.3.2 om tab ved tyveri fra lageret.

Andre tab

Hvor et driftstab fremkommer ved, at der påføres den skattepligtige et nyt passiv eller pålægges ham en betalingspligt, er det en forudsætning for fradrag, at tabet er påført den pågældende som et udslag af en naturlig driftsrisiko forbundet med driften af den pågældendes virksomhed.

Eksempel

Den daværende Erhvervs- og Selskabsstyrelse pålagde en fond at gennemføre en granskning efter § 59 i lov om erhvervsdrivende fonde, og på baggrund af konklusionerne i granskningsrapporten blev der anlagt en erstatningssag mod medlemmerne af fondens bestyrelse.

Fonden blev nægtet fradrag for udgifterne til granskningen og udgifterne til retsafgiften i erstatningssagen mod medlemmerne af fondens bestyrelse.

Landsretten lagde til grund, at granskningen vedrørte anlægsformuen og ikke de driftsmæssige aktiviteter i fonden. Udgifterne var derfor ikke fradragsberettigede efter det almindelige driftsomkostningsbegreb, og da de vedrørte grundlaget for fondens virksomhed (anlægsformuen) og ikke fondens virksomhed som sådan, var de heller ikke omfattet af det udvidede driftsomkostningsbegreb for fonde. Se afsnit C.D.9.6.4.

Da afholdelsen af granskningsudgifterne ikke var et udslag af en normal og naturlig driftsrisiko, fandt landsretten også af denne grund, at udgifterne ikke kunne trækkes fra som driftstab. Retsafgiften vedrørende erstatningssagen blev bedømt som et accessorium til granskningsudgifterne - og dermed som ikke fradragsberettigede formueudgifter. Se SKM2010.367.ØLR.

Se også

Se også eksempler i afsnit C.C.2.2.2.18 Udgifter til erstatningsydelser.

Tab på fordringer, udlån, kaution mv., kursgevinstloven

Tab på fordringer, herunder varedebitorer, udlån og kaution behandles i afsnit C.B.1.4.2 om fysiske personers gevinst og tab på fordringer efter KGL §§ 14 og 17. § 17 henviser dog til SL § 6.

Selskabers tab på fordringer behandles i afsnit C.B.1.3.3.2 om gevinst og tab på fordringer efter KGL §§ 3, 4, 5 og 24 A.

Om praksis vedrørende tab på regresfordringer i selskabstømmersager, se nedenfor under Selskabstømning og afsnit C.B.1.3.3.2 Hovedreglen for beskatning af selskabers gevinst og tab på fordringer - KGL § 3.

Om tab i forbindelse med næring med udlån og finansiering, se afsnit C.B.1.4.2.1 Pengenæring - KGL § 13.

Bemærk

SKAT udtaler i et styresignal, at et tab, som en virksomhed har lidt ved at have undladt at tilbagesøge moms af varer, som den har købt i et andet EU-land som led i sit erhverv, ikke er et fradragsberettiget driftstab efter SL § 6, stk. 1, litra a, fordi tabet ikke anses for at være udslag af almindelig driftsrisiko. Se SKM2009.181.SKAT.

Selskabstømning

I forbindelse med erstatningssagerne mod sælgere af overskudsselskaber til selskabstømmere er sælgerne, deres rådgivere og købernes banker i vidt omfang blevet pålagt at betale erstatninger til de tømte selskabers konkursboer. Dette har udløst en række indbyrdes regreskrav og regreskrav mod køberne. Køberne, som er de hovedansvarlige for selskabstømningerne, er normalt ude af stand til at dække disse regreskrav. Derfor opstår spørgsmålet om de øvrige parters fradragsret for de betalte erstatninger, typisk i form af tab på regresfordringer.

Højesteret har taget stilling til et revisionsselskabs tab på regreskrav. Retten lagde vægt på, at der bestod en sådan sammenhæng mellem selskabets erstatningspligt og regresfordringerne, at der kun kunne anerkendes fradrag for tabet på regresfordringerne efter KGL § 3, i det omfang, revisionsselskabet havde ret til at trække de betalte erstatninger fra som driftstab efter SL § 6, stk. 1, litra a. Se SKM2012.353.HR:

Efter parternes procesaftale lagde retten til grund, at revisorernes adfærd i forbindelse med de otte selskabshandler havde haft en sådan karakter, at revisorerne derved havde pådraget sig et erstatningsansvar i samme omfang og på samme måde som fastslået for rådgiverne i Højesterets dom af 24. november 1999 UfR2000.365/2H. I denne sag anførte Højesteret, at salget af overskudsselskabet ikke havde karakter af en normal forretningsmæssig disposition. I den foreliggende sag bemærkede Højesteret, at denne udtalelse sigtede til salgets karakter for sælgerne og nævnes som et af de forhold, som bevirkede, at sælgeren og dennes rådgivere ved salget havde en særlig anledning til at være opmærksom på risikoen for tilsidesættelse af skattevæsenets interesser.

Revisorernes bistand havde bestået i udarbejdelse af perioderegnskab, drøftelse med klienten, vurdering af købesummens størrelse samt i et enkelt tilfælde indhentelse af købstilbud. Retten lagde til grund, at bistanden havde bestået i udførelse af opgaver, som efter deres art er sædvanlige for en revisor.

I dommen af 24. november 1999 anførte Højesteret, at sælgerens revisor - ligesom sælgeren selv og sælgerens advokat - på uforsvarlig måde havde tilsidesat skattevæsenets interesser. Det betød kun, at de pågældende havde handlet uagtsomt (ikke med hvilken grad af uagtsomhed). Højesteret havde herefter ikke grundlag for at fastslå, at nogen af revisorerne i de otte selskabstømmersager, som var omfattet af den foreliggende sag, havde handlet groft uagtsomt eller forsætligt.

Da det derfor måtte lægges til grund, at erstatningspligten var opstået i forbindelse med udførelse af sædvanlige revisoropgaver, og at revisorerne kun havde gjort sig skyldige i simpel uagtsomhed, måtte de betalte erstatninger anses for at være udslag af en normal risiko ved driften af en revisionsvirksomhed. Der er derfor tale om et driftstab, som var fradragsberettiget efter SL § 6, stk. 1, litra a. Det fulgte herefter af det indledningsvis anførte (om sammenhængen mellem fradragsretten efter KGL § 3 og fradragsretten for erstatningen), at fradraget i den foreliggende situation, hvor regresfordringerne mod køberne af overskudsselskaberne ubestridt var uerholdelige, også kunne begrundes i KGL § 3.

Den omstændighed, at staten som skadelidt ikke vil modtage fuld erstatning på grund af fradraget, kunne ikke føre til et andet resultat. Dette fulgte allerede af, at anvendelsen af SL § 6, stk. 1, litra a, på driftstab i form af betalte erstatninger ikke kan være afhængig af, om det er staten eller en tredjemand, som er skadelidt.

Genoptagelse - styresignal om ny praksis

Skatteministeriet har i anledning af Højesterets dom udsendt styresignalet SKM2012.733.SKAT Genoptagelse af skatteansættelser som følge af Højesterets dom af 1. juni 2012 (SKM2012.353.HR) om fradrag for erstatninger som følge af rådgivning af sælgere i forbindelse med selskabstømning. Styresignalet beskriver dels praksisændringen, dels retningslinierne for genoptagelse.

Det fremgår bl.a. af styresignalet, at det i sager om fradrag for erstatninger som følge af rådgivning i selskabstømningssager skal vurderes konkret, om erstatningen kan trækkes fra som driftstab efter SL § 6, stk. 1, litra a. Hvis rådgiverens adfærd har en sådan karakter, at den falder inden for normalområdet for rådgiveres forretningsmæssige drift og må betegnes som simpelt uagtsom, vil erstatningen kunne trækkes fra. Tabet skal altså være påført rådgiveren som et udslag af en naturlig driftsrisiko, der er forbundet med driften af den pågældende virksomhed.

Revisorenes bistand i sagen, som Højesteret tog stilling til ved dom af 1. juni 2012, bestod i udarbejdelse af perioderegnskaber, drøftelser med klienten, vurdering af købesummens størrelse samt i et enkelt tilfælde indhentelse af købstilbud. Højesteret lagde derfor til grund, at den omhandlede bistand havde bestået i udførelse af opgaver, som efter deres art er sædvanlige for en revisor. Det lægges derfor til grund, at der ikke kan ske genoptagelse efter styresignalet, hvis rådgiveres adfærd har en sådan karakter, at den enten falder uden for normalområdet for rådgiveres forretningsmæssige drift, eller må betegnes som mindst grov uagtsomhed.

Det er den erstatningsretlige uagtsomhedsnorm, der afgør, om der i en konkret sag er tale om simpel eller grov uagtsomhed.

Hvis rådgiverens forsikringsselskab har afvist at dække tabet under henvisning til, at der er handlet groft uagtsomt, vil det være et moment, der bør indgå i vurderingen. Tabet kan dog også være omfattet af rådgiverens selvrisiko. Hvis omvendt rådgiveren har været forsikret og har fået dækket tabene ud over selvrisikoen, eller tabene i øvrigt er anerkendt som erstatningsberettigede hos forsikringsselskaberne, så er dokumentationen af dette alene tilstrækkeligt til, at der gives fradrag.

Hvis en regresfordring ikke er afledt af indfrielse af en fordring, vil der være fradrag efter KGL § 3, når regresfordringen er afledt af et tab (en udgift), som er fradragsberettiget efter SL § 6, stk. 1, litra a. Fradragsretten afhænger derfor i den situation af, hvordan det tab, som regresfordringen er udsprunget af, skal bedømmes. Tab på regresfordringer, opstået som følge af rådgivning i selskabstømmersager, kan derfor kun fradrages i det omfang, rådgiveren har ret til at fradrage de betalte erstatninger som driftstab efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Praksis for bankernes erstatninger i selskabstømmersagerne er uændret, og disse er derfor ikke omfattet af styresignalet. Bankernes medvirken til overtrædelse af selvfinansieringsforbuddet har efter Skatteministeriets opfattelse fortsat en sådan karakter, at denne adfærd falder uden for normalområdet for bankdrift.

For rådgivere, der har bistået købere, vil der være tale om en rådgivning, der falder uden for normal rådgivningsvirksomhed.

Se styresignalet om de nærmere retningslinier for genoptagelse, frister og andre formelle krav.

Andre afgørelser om rådgiveres fradrag i forbindelse med selskabstømning

Et advokatfirmas betaling af erstatning som følge af rådgivning i forbindelse med salg af et aktieselskab, der blev udsat for selskabstømning, faldt uden for de naturlige rammer for advokatvirksomheden. Erstatningen kunne derfor ikke fratrækkes som en driftsomkostning. Skatterådet fandt også, at skattemyndighederne ud fra et erstatningsretligt synspunkt skulle have fuld kompensation for det tab, der dannede grundlag for erstatningsberegningen. Det forhold, at rådgivningen blev givet af en ansat, blev ikke tillagt betydning. Se SKM2006.311.SR.

Om emnet se også SKM2003.111.LSR og SKM2009.820.LSR (indbragt for landsretten, xhvor skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle som følge afx SKM2012.353.HR og SKM2012.733.SKAT, som er omtalt ovenfor).

Afgørelser om bankers fradrag i forbindelse med selskabstømning

Ved to afgørelser blev banker nægtet fradrag for erstatninger og omkostninger i forbindelse med sager om selskabstømninger. Se SKM2009.448.LSR og SKM2010.213.LSR.

Det fremgår af styresignalet SKM2012.733.SKAT, at praksis vedrørende bankers fradrag for erstatninger i disse sager er uændret og at bankernes fradrag ikke er omfattet af genoptagelsesadgangen. Bankernes medvirken til overtrædelse af selvfinansieringsforbuddet har efter Skatteministeriets opfattelse en sådan karakter, at denne adfærd falder uden for normalområdet for bankdrift.

Se også

Se også afsnit C.C.2.2.2.18 om fradrag for erstatningsydelser i øvrigt.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Højesteretsdomme
SKM2012.353.HR.	Selskabstømning, regreskrav, revisorer. Dommen vedrører et revisionsaktieselskab, som havde betalt erstatninger til dækning af statens skattekrav som følge af, at revisorer i selskabet havde været rådgivere for sælgere af otte overskudsselskaber. Køberne havde efterfølgende tilegnet sig selskabernes midler. Revisionsselskabet havde på den måde erhvervet regresfordringer på de øvrige skadevoldere, køberne. Tabet på disse fordringer ønskedes fradraget principalt efter KGL § 3, subsidiært som driftstab i medfør af SL § 6, stk. 1, litra a. Højesteret fandt, at der bestod en sådan sammenhæng mellem revisionsselskabets erstatningspligt og selskabets regresfordringer mod køberne af overskudsselskaberne, at fradrag for tabet efter KGL § 3 kun kunne anerkendes i det omfang, revisionsselskabet havde ret til at fratrække de betalte erstatninger som driftstab efter SL § 6, stk. 1, litra a. Dette spørgsmål var derfor sagens hovedspørgsmål. Efter parternes procesaftale lagde retten til grund, at revisorernes adfærd i forbindelse med de otte selskabshandler havde haft en sådan karakter, at revisorerne derved havde pådraget sig et erstatningsansvar i samme omfang og på samme måde som fastslået for rådgiverne i Højesterets dom af 24. november 1999 UfR2000.365/2H. I denne sag anførte Højesteret, at salget af overskudsselskabet ikke havde karakter af en normal forretningsmæssig disposition. I den foreliggende sag bemærkede Højesteret, at denne udtalelse sigtede til salgets karakter for sælgerne og nævnes som et af de forhold, som bevirkede, at sælgeren og dennes rådgivere ved salget havde en særlig anledning til at være opmærksom på risikoen for tilsidesættelse af skattevæsenets interesser. Retten lagde til grund, at revisorernes bistand i de otte foreliggende sager havde bestået i udførelsen af opgaver, som efter deres art er sædvanlige for en revisor. I dommen af 24. november 1999 anførte Højesteret, at sælgerens revisor - ligesom sælgeren selv og sælgerens advokat - på uforsvarlig måde havde tilsidesat skattevæsenets interesser. Det betød kun, at de pågældende havde handlet uagtsomt. Højesteret havde herefter ikke grundlag for at fastslå, at nogen af revisorerne i de otte selskabstømmersager, som var omfattet af den foreliggende sag, havde handlet groft uagtsomt eller forsætligt. Da det derfor måtte lægges til grund, at erstatningspligten var opstået i forbindelse med udførelse af sædvanlige revisoropgaver, og at revisorerne kun havde gjort sig skyldige i simpel uagtsomhed, måtte de betalte erstatninger anses for at være udslag af en normal risiko ved driften af en revisionsvirksomhed. Der er derfor tale om et driftstab, som var fradragsberettiget efter SL § 6, stk. 1, litra a. Det fulgte herefter af det indledningsvis anførte (om sammenhængen mellem fradragsretten efter KGL § 3 og fradragsretten for erstatningen), at fradraget i den foreliggende situation, hvor regresfordringerne mod køberne af overskudsselskaberne ubestridt var uerholdelige, også kunne begrundes i KGL § 3. Den omstændighed, at staten som skadelidt ikke vil modtage fuld erstatning på grund af fradraget, kunne ikke føre til et andet resultat. Dette fulgte ifølge retten allerede af, at anvendelsen af SL § 6, stk. 1, litra a, på driftstab i form af betalte erstatninger ikke kan være afhængig af, om det er staten eller en tredjemand, som er skadelidt.	Dommen ændrer SKM2010.194.ØLR. Skatteministeriet har i anledning af Højesterets dom udsendt SKM2012.733.SKAT om genoptagelse af skatteansættelser.
TfS 1999, 329 HRD	Det tab, en tilsynsførende arkitekt havde lidt i forbindelse med en fordring i eget selskab, blev ikke anset for at være et fradragsberettiget tab. Landsretten bemærkede, at det normalt falder uden for en tilsynsførende arkitekts opgaver, at denne i eget navn bestiller materialer til en bygherre, og at skatteyderen ikke havde godtgjort, at tabet havde en sådan forbindelse med hans indkomster som arkitekt, at tabet var fradragsberettiget. Afgørelsen blev stadfæstet af Højesteret. Højesteret bemærkede, at arkitekten havde tilrettelagt sine forskellige arbejdsfunktioner på en sådan måde, at der var særlig risiko for, at leverandørerne ville opfatte arkitektfirmaet som bestiller af varer, og at arkitekten derfor personligt kunne komme til at hæfte for betalingen.
TfS 1998, 585 HRD	Et selskab, der leasede edb-udstyr og mobiltelefoner til en række kunder, men hverken solgte nyt eller brugt udstyr i øvrigt, solgte efter aftalernes udløb leasingudstyret til kunderne. Højesteret fandt, at salgene ikke hørte til selskabets næringsvej. Der var derfor ikke fradrag for tabet.
Landsretsdomme
SKM2010.367.ØLR	En fond kunne ikke fratrække udgifter til granskning og retsafgift. Efter den daværende Erhvervs- og Selskabsstyrelses beslutning blev en fond pålagt at gennemføre en granskning efter § 59 i lov om erhvervsdrivende fonde, og på baggrund af konklusionerne i granskningsrapporten blev der anlagt en erstatningssag mod medlemmerne af fondens bestyrelse. Landsretten lagde til grund, at granskningen vedrørte anlægsformuen og ikke de driftsmæssige aktiviteter i fonden. Udgifterne var derfor ikke fradragsberettigede efter det almindelige driftsomkostningsbegreb, og da de vedrørte grundlaget for fondens virksomhed (anlægsformuen) og ikke fondens virksomhed som sådan, var de heller ikke omfattet af det udvidede driftsomkostningsbegreb for fonde. Da afholdelsen af granskningsudgifterne ikke var et udslag af en normal og naturlig driftsrisiko, fandt landsretten også af denne grund, at udgifterne ikke kunne fratrækkes som driftstab. Retsafgiften vedrørende erstatningssagen blev bedømt som et accessorium til granskningsudgifterne - og dermed som ikke fradragsberettigede formueudgifter.	Dommen stadfæster SKM2007.892.LSR. Se afsnit C.D.9.6.4 om det udvidede driftsomkostningsbegreb for fonde.
SKM2004.139.VLR	Selskabstømning. Sælgers regreskrav. Sagen drejede sig om, hvorvidt sælgeren af overskudsselskaber havde fradragsret for tab på en regresfordring mod køberen af et overskudsselskab. Tabet var opstået efter, at sagsøgeren i en sag om selskabstømning havde betalt et beløb på godt 10 mio. kr. til de tømte selskabers konkursboer. Landsretten afviste fradragsretten under henvisning til, at sagsøgeren som ejer havde medvirket til salget af de tømte overskudsselskaber under omstændigheder, der ikke havde karakter af en normal forretningsmæssig disposition, og til, at sagsøgeren ved sin medvirken til overdragelsen havde pådraget sig et erstatningsansvar, som svarede til det ikke indbetalte skattebeløb. Landsretten anførte, at under de foreliggende omstændigheder er der efter almindelige erstatningsretlige grundsætninger ikke grundlag for i skattemæssig henseende at anerkende et regreskrav, der bygger herpå. Skattemyndighederne skal i det hele stilles sådan, at de med hensyn til betalingen af skatterne holdes skadesløse. Regreskravet kunne derfor ikke danne grundlag for beregning af tab efter KGL § 2.
TfS 1998, 5 ØLD	Et interessentskab ejede et hotel, der var bortforpagtet til et anpartsselskab, der også var ejet af interessentskabet. Interessentskabet gav efterfølgende afkald på forpagtningsafgiften. Landsretten fandt, at afkaldet var givet på et tidspunkt, hvor interessentskabet havde erhvervet ret til afgiften. Afkaldet blev ikke anset for at være nødvendigt for at sikre interessenternes indkomst, ligesom der var tale om en usædvanlig forretningsmæssig disposition, som var begrundet i interessefællesskabet mellem de to selskaber og personkredsen bag selskaberne. Fradrag for tab efter SL § 6, stk. 1, litra a, blev på den baggrund afvist.
TfS 1996, 251 VLD	En skatteyder drev selvstændig virksomhed fra den 1. juni 1989 - 7. oktober 1991. Virksomhedens varelager blev solgt den 10. september 1992. Skatteyderen anså differencen mellem skattemyndighedernes opgjorte værdi af varelageret på 55.000 kr. og den faktiske salgspris på 2.500 kr. som et fradragsberettiget tab. Retten anså varelageret for overgået til privatsfæren i ophørsåret 1991. Da salget i 1992 ikke var sket som led i næringsvejen, blev fradrag nægtet.
Vestre Landsrets dom af 29. november 1982. Skd. 1983.66.293	Godkendt fradrag for svig. Krav til dokumentation og sandsynliggørelse. En major, der drev en konfektureforretning, konstaterede et svind på 39.327 kr. ved optælling af varelageret. Majoren krævede herefter fradrag for driftstab. Majoren kunne ikke sandsynliggøre grunden til det konstaterede svind. Landsretten fandt, at indrømmelse af fuldt fradrag for driftstab må forudsætte dokumentation for tabets opståen og størrelse, og at der i mangel heraf, ikke kan gives fuldt fradrag for svind. Da majoren havde sandsynliggjort, at der havde været et svind, og da skattemyndighederne havde godkendt fradrag for svind i tidligere år, mente landsretten, at majoren havde krav på et skønsmæssigt fastsat fradrag, og sagen blev herefter henvist til fornyet behandling hos ligningsmyndighederne.
Byretsdomme
SKM2010.63.BR	Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderen kunne fratrække udgifterne til en køkkenleverance, som var videreoverdraget til skatteyderens forretningsnabo. Skatteyderen havde aldrig modtaget betaling for den nævnte leverance. Retten lagde til grund, at aftalen om køkkenleverancen kun blev indgået, for at skatteyderen kunne opnå en større rabat hos køkkenleverandøren, og at skatteyderen ikke havde godtgjort eller sandsynliggjort, at der i forbindelse med viderefaktureringen skulle tillægges ham en avance. Retten fandt herefter, at indkøbet og viderefaktureringen af køkkenleverancen kun var sket for at skaffe forretningsnaboen en rabat og dermed ikke for at erhverve indkomst. Udgiften kunne derfor ikke trækkes fra efter SL § 6, stk. 1, litra a, som en driftsomkostning eller et driftstab.
Landsskatteretskendelser
SKM2010.858.LSR	En kommanditists tab af indskud i et kommanditselskab som følge af besvigelser fra udbyder/administrators side kunne ikke fratrækkes, fordi det måtte anses for at være et formuetab, der var indkomstopgørelsen uvedkommende. Tabet havde ikke haft den fornødne tilknytning til kommanditselskabets løbende drift.
SKM2010.213.LSR	Selskabstømning, bank. En bank fik ikke fradrag for udgifter til erstatninger og omkostninger i forbindelse med sager om selskabstømning. Retten fandt ikke, at de betalte erstatninger var afholdt som et udslag af en normal og sædvanlig driftsrisiko ved driften af en bank.
SKM2009.820.LSR	Selskabstømning, advokatfirma. Et rådgivningsfirma, der tidligere som advokatfirma havde pådraget sig rådgiveransvar i forbindelse med en sag om selskabstømning, kunne ikke trække erstatningen fra som en driftsomkostning efter SL § 6, stk. 1, litra a. Firmaet kunne heller ikke trække regresfordringen fra efter KGL § 3.	xKendelsen blev indbragt for landsretten, hvor skatteministeriet tog bekræftende til genmæle som følge af SKM2012.353.HR.x
SKM2009.448.LSR	Selskabstømning, bank. En banks udgifter til erstatninger og advokat- og revisoromkostninger i forbindelse med selskabstømmersager kunne ikke trækkes fra som driftsomkostninger efter SL § 6, stk. 1, litra a. Landsskatteretten fandt, at den adfærd, der er udvist af banken i forbindelse med selskabstømmersagerne, ikke ligger inden for rammerne af en normal og sædvanlig drift ved udøvelse af bankvirksomhed.
SKM2003.111.LSR	Selskabstømning, advokat. Et advokataktieselskabs betaling af erstatning som følge af rådgivning i forbindelse med salg af et aktieselskab, der blev udsat for selskabstømning, ansås for at falde uden for de naturlige rammer af advokatvirksomheden og kunne derfor ikke fratrækkes som en driftsomkostning efter SL § 6, stk. 1, litra a.
TfS 1998, 10 LSR	En direktør og hovedanpartshaver i et selskab havde i spirituspåvirket tilstand totalskadet den bil, selskabet havde stillet til hans rådighed. Med henvisning til grov uagtsomhed udbetalte forsikringsselskabet ikke erstatning. Selskabet, der ikke havde krævet erstatning hos direktøren, kunne ikke trække tabet fra. Selskabets skattemæssige tab blev anset for at være maskeret udlodning til direktøren.
SKAT
SKM2009.181.SKAT	SKAT udtaler, at et tab, som en virksomhed har lidt ved at have undladt at tilbagesøge moms af varer, som den har købt i et andet EU-land som led i sit erhverv, ikke er et fradragsberettiget driftstab efter SL § 6, stk. 1, litra a, fordi tabet ikke anses for at være udslag af almindelig driftsrisiko.
SKM2006.311.SR	Selskabstømning, advokat Et advokatfirmas betaling af erstatning som følge af rådgivning i forbindelse med salg af et aktieselskab, der blev udsat for selskabstømning, faldt uden for de naturlige rammer for advokatvirksomheden. Erstatningen kunne derfor ikke fratrækkes som en driftsomkostning. Skatterådet fandt også, at skattemyndighederne ud fra et erstatningsretligt synspunkt skulle have fuld kompensation for det tab, der dannede grundlag for erstatningsberegningen. Det forhold, at rådgivningen blev givet af en ansat, blev ikke tillagt betydning. Afgørelsen blev påklaget til Landsskatteretten, som fandt, at Skatterådet ikke havde kunnet ændre Skatteankenævnets afgørelse, idet retten ikke anså afgørelsen for at være åbenbart ulovlig. Skatterådets afgørelse var derfor ugyldig.
SKM2001.465.LR	En fordring, som var opstået ved salg af varelager og driftsmidler, blev nedskrevet i forbindelse med en efterfølgende akkordaftale mellem sælger og køber. Ligningsrådet anså den del af fordringen, der kunne henføres til salg af varelageret, for at være fradragsberettiget efter KGL § 17. Begrundelsen var, at varelageret var erhvervet med henblik på videresalg. Fordringen havde tilknytning til virksomhedens erhvervsmæssige drift. Den del af tabet, der kunne henføres til salg af driftsmidler, var hverken fradragsberettiget efter KGL § 17 eller efter SL § 6, stk. 1, litra a.	Se nu KGL § 14.