Indhold

Dette afsnit handler om underskud i den personlige indkomst, herunder overførsel i ægtefællens skattepligtige indkomst.

Afsnittet indeholder:

  • Underskud til modregning i den personlige indkomst
  • Overførsel af underskud til modregning i ægtefællens personlige indkomst.

Underskud til modregning i den personlige indkomst

Er den personlige indkomst negativ, modregnes den i indkomstårets positive kapitalindkomst, inden beregningsgrundlaget for bundskat, topskat og udligningsskat opgøres, dvs. før der beregnes bundskat, topskat og udligningsskat.

Er der herefter stadig et negativt beløb, fremføres det til modregning i denne rækkefølge:

  1. I kapitalindkomst
  2. I personlig indkomst med tillæg af heri fradragne og ikke medregnede beløb omfattet af beløbsgrænsen i PBL § 16, stk. 1, 3. pkt.

Det herefter resterende underskud må fremføres til modregning, men kun i det omfang den negative personlige indkomst ikke kan modregnes i den positive kapitalindkomst og personlige indkomst med tillæg af heri fradragne og ikke medregnede beløb omfattet af beløbsgrænsen i PBL § 16, stk. 1, 3. pkt. for et tidligere indkomstår.

Underskud, der er opstået i indkomståret 2002 eller senere indkomstår, må fremføres tidsubegrænset. Modregningen af negativ personlig indkomst nedsætter derfor ikke den skattepligtige indkomst i fremførselsårene, men har kun betydning for beregningen af bundskat, topskat og udligningsskat.

Overførsel af underskud til modregning i ægtefællens personlige indkomst

Nedenstående regler gælder for en skattepligtig, der lever sammen med sin ægtefælle ved indkomstårets udløb.

Negativ personlig indkomst skal så vidt muligt modregnes i den anden ægtefælles positive personlige indkomst med tillæg af heri fradragne og ikke medregnede beløb omfattet af beløbsgrænsen i PBL § 16, stk. 1, 3. pkt. Se PSL § 13, stk. 4.

Modregningen skal ske inden opgørelsen af beregningsgrundlagene for bundskat, topskat og udligningsskat. Et overskydende negativt beløb skal derefter modregnes i ægtefællernes samlede positive kapitalindkomst i indkomståret.

Har begge ægtefæller positiv kapitalindkomst, modregnes der fortrinsvis i den skattepligtiges kapitalindkomst og først derefter i den anden ægtefælles kapitalindkomst. Herefter beregnes ægtefællernes bundskat, topskat og udligningsskat. Modregning sker, før ægtefællens egne uudnyttede underskud fra tidligere indkomstår fremføres.

Er der herefter stadig et underskud, kan det fremføres til modregning. Modregningen sker inden opgørelsen af beregningsgrundlagene for bundskat, topskat og udligningsskat. Underskud, der er opstået i 2002 eller senere indkomstår, kan fremføres tidsubegrænset. I de enkelte indkomstår modregnes underskuddet i følgende rækkefølge:

  1. I ægtefællernes samlede positive kapitalindkomst.
  2. I den skattepligtiges personlige indkomst med tillæg af heri fradragne og ikke medregnede beløb omfattet af beløbsgrænsen i PBL § 16, stk. 1, 3. pkt.
  3. I den anden ægtefælles personlige indkomst med tillæg af heri fradragne og ikke medregnede beløb omfattet af beløbsgrænsen i PBL § 16, stk. 1, 3. pkt.

Har begge ægtefæller positiv kapitalindkomst, modregnes der fortrinsvis i den skattepligtiges kapitalindkomst og først derefter i den anden ægtefælles kapitalindkomst.

I det omfang begge ægtefæller har uudnyttede underskud fra tidligere år, skal ægtefællens eget underskud modregnes først, før der kan ske overførsel og modregning af underskud fra den anden ægtefælle.