Indhold

Dette afsnit handler om hvad bilaterale og multilaterale APA'er er samt hvilke regler der ligger til grund for at indgå sådanne aftaler.

Afsnittet indeholder:

  • Definition
  • Hjemmel til at indgå APA'er
  • Bi- og multilaterale aftaler.

Definition

En Advance Pricing Arrangement (APA) er en forhåndsaftale mellem to eller flere landes skattemyndigheder om en bestemt koncerns interne transaktioner. Aftalen fastlægger kriterier og principper for de interne afregningspriser for en konkret virksomheds koncerninterne samhandel mellem de pågældende lande i en nærmere bestemt fremtidig periode. Kriterierne omfatter bl.a. transfer pricing-metode, sammenlignelige data og eventuelle nødvendige justeringer og afgørende forudsætninger. Aftalen forudsætter, at koncernen tilslutter sig indholdet.

APA er nærmere beskrevet i afsnit F i kapitel 4 i OECD's Transfer Pricing Guidelines (2010-udgaven) og i et længere bilag til kapitel 4 er processen vedrørende indgåelse af APA beskrevet.

Hjemmel til at indgå APA'er

En sådan aftale indgås efter principperne i OECD's modeloverenskomst art. 25 om gensidig myndighedsforhandling.

Ikke alle lande accepterer at deltage i forhandlinger om bi- eller multilaterale APA´er. Nærmere oplysninger om hver af de ca. 80 lande, som Danmark har indgået dobbeltbeskatningsaftaler  med, må søges hos de respektive, udenlandske kompetente skattemyndigheder. Under alle omstændigheder vil der være forskellige nationale regler, som skal tages i betragtning under processen. Det er virksomhedens ansvar at holde sig orienteret om disse regler.

Bi- og multilaterale aftaler

Virksomheden kan ansøge om både bi- eller multilaterale APA'er, dvs. at virksomheden kan vælge, om aftalen skal indgås mellem SKAT og én anden udenlandsk skattemyndighed eller mellem SKAT og to eller flere udenlandske skattemyndigheder.