Indhold

Afsnittet beskriver reglerne for den skattemæssige behandling af forskellige dispositioner, bortset fra udlodning til ægtefælle i forbindelse med separation, skilsmisse og bosondring. Se afsnit C.A.10.2.1.6 om udlodning til ægtefælle i forbindelse med separation, skilsmisse og bosondring.

Afsnittet indeholder:

  • Resumé
  • Afgiftspligt af dispositioner i strid med pensionsformålet
  • Dispositioner i overensstemmelse med pensionsformålet.

Resumé

Visse dispositioner over pensionsordninger med løbende udbetalinger er afgiftspligtige. Afgiften udgør normalt 60 pct., og med virkning fra og med x2015x dog kun 52 pct. (49,84 pct. i 2013x-2014x) for så vidt angår dispositioner over supplerende engangsydelser .

Afgiftspligt af dispositioner i strid med pensionsformålet

Det er muligt for pensionsopspareren at råde over pensionsmidlerne på en måde, der er i strid med pensionsformålet, fx ved hel eller delvis overdragelse eller anden overførsel til eje, pantsætning eller lignende af midlerne. Men så skal der til gengæld betales afgift. Også ved andre dispositioner, der medfører, at ordningen ikke længere opfylder betingelserne i PBL kap. 1, skal der betales afgift.

Ved sådanne dispositioner, der er i strid med pensionsformålet, skal der betales en afgift på 60 pct. af det beløb, der kunne have været udbetalt på tidspunktet for dispositionen, hvis ordningen var blevet ophævet. Eventuelt beregnes afgiften af kapitalværdien af fripolice eller lignende. Se PBL § 30, stk. 1. Se om afgiftssatsen for ordninger fra før 1980 i afsnit C.A.10.2.1.4.5. Er der tale om dispositioner over en supplerende engangsydelse, udgør afgiften med virkning fra og med x2015x dog kun 52 pct., mens afgiften alene udgør 49,84 pct. i 2013x-2014x. Se lov nr. 922 af 18. september 2012, xsom ændret ved lov nr. 792 af 28. juni 2013x.

Hvis en afgiftspligtig disposition kun vedrører en del af ordningen, og der inden udløbet af fristen for afgiftens indbetaling oprettes selvstændig police eller konto for den resterende del, så skal afgiften dog kun beregnes af det beløb, som dispositionen mv. vedrører. Se PBL § 30, stk. 7.

Som eksempler på afgiftspligtige dispositioner udover overdragelse og pantsætning kan følgende nævnes.

Indsættelse som begunstiget af en person, der ikke er angivet som mulig begunstiget i PBL §§ 5, stk. 2, 11 A, stk. 1, nr. 6, og 12, stk. 1, nr. 4, er en disposition, der medfører, at ordningen ikke længere opfylder betingelserne i kapitel 1.

Hvis udbetalingsvilkårene for en pensionsordning med løbende udbetalinger ændres, efter at den løbende ydelse er begyndt at blive udbetalt, skal der betales afgift på 60 pct. Se lov nr. 1561 af 21. december 2010.

Hvis der ikke er tale om lige store ydelser over hele ordningens udbetalingsperiode, er der tale om en afgiftspligtig disposition. Se PBL § 2, stk. 2, og afsnit C.A.10.2.1.1.2.1 om kravet om lige store ydelser.

Det er dog muligt at forlænge udbetalingsperioden for ophørende alderspension og ændre terminerne for de enkelte udbetalinger for pensionsordninger med løbende udbetalinger, ligesom det er muligt at sætte udbetalingerne af en livsvarig alderspension midlertidigt i bero. Se umiddelbart nedenfor i afsnittet "Dispositioner i overensstemmelse med pensionsformålet".

Bemærk

Reglerne om afgiftspligt ved dispositioner i strid med pensionsformålet anvendes også på ændringer i pensionsordninger, der er oprettet før pensionsbeskatningslovens ikrafttræden, dvs. før 1972, hvis ordningen er omfattet overgangsreglerne. Der indtræder ikke afgiftspligt, hvis ændringen kan forenes med pensionsbeskatningslovens almindelige betingelser for en ordning af den pågældende art.

Bemærk

Når der er indtrådt afgiftspligt, er ordningen ikke længere omfattet af PBL kapitel 1. Det betyder, at pensionsopspareren ikke har fradragsret for sine indbetalinger til ordningen og er skattepligtig af arbejdsgivers bidrag til ordningen. Hvor afgiftspligten kun omfatter en del af ordningens værdi, er det dog kun denne del af ordningen, der ikke længere er omfattet af PBL kapitel 1. Se PBL § 37.

Dispositioner i overensstemmelse med pensionsformålet

Der skal ikke betales afgift ved en forlængelse af udbetalingsperioden for ophørende alderspension eller ved ændring af terminerne for de enkelte udbetalinger for pensionsordninger med løbende udbetalinger. De nævnte ændringer får først virkning fra førstkommende kalenderårs begyndelse, og de oprindeligt aftalte terminer for de løbende ydelser kan alene  ændres til månedlige eller kvartalsvise terminer. Se PBL § 30, stk. 1.

Der skal heller ikke betales afgift, hvis udbetalingen af en livsvarig alderspension helt eller delvist sættes i bero. Sættes udbetalingen helt i bero, opgøres en ny ydelse ved genoptagelsen af udbetalingerne. Sker genoptagelsen i samme kalenderår, hvor ydelserne er blevet sat i bero, kan opgørelsen af nye ydelser dog ske med virkning fra det følgende kalenderårs begyndelse. Sættes udbetalingen kun delvist i bero, opgøres en ny ydelse senest ved førstkommende kalenderårs begyndelse.

Der skal ikke betales afgift af en udlodning til en ægtefælle ved skifte af et fællesbo med respekt af udbetalingsvilkårene mv. Det betragtes heller ikke som en afgiftspligtig disposition, hvis ægtefællen efter udlodningen indsætter begunstigede efter reglen i PBL § 5, stk. 2.

Der betales heller ikke afgift for overgang af en overlevelsesrente til en fraskilt ægtefælles fri rådighed efter reglerne i lov om bevarelse af enkepensionsret ved separation og skilsmisse. Se PBL § 30, stk. 5. Se i øvrigt afsnit C.A.10.2.1.6 om udlodning til ægtefælle i forbindelse med separation, skilsmisse eller bosondring for pensionsordninger med løbende udbetalinger.  

Hvis Finanstilsynet (eller en tilsvarende tilsynsmyndighed i et andet EU-land eller EØS-land) beslutter at tage et livsforsikringsselskabs forsikringsbestand eller en pensionskasses bestand af pensionstilsagn under administration, er det ikke en disposition mv., der medfører, at pensionsordningen ikke længere opfylder betingelserne i kapitel 1. Se PBL § 30, stk. 9. Der skal altså ikke betales afgift, og der vil fortsat være fradragsret eller bortseelsesret for eventuelle præmier eller bidrag til de ordninger, der er omfattet af administrationen.