Afgørelsesamt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2003.421.HR

Erstatningsbeløb indbetalt af debitor til en bank i anledning af en førtidig indfrielse af et fast forrentet lån med fast løbetid kunne ikke anses for renter af gæld, ligesom beløbet ikke kunne sidestilles med den differencerente, der ved indfrielse af et konvertibelt realkreditlån til parikurs betales for tiden indtil udløbet af opsigelsesperioden, og som efter Højesterets dom i UfR 1947.725 anerkendes som fradragsberettiget.

Differencerente ved indfrielse af realkreditlån -fastrentelån hos bank - ej fradrag

TfS 1984.425 HRD

På en tvangsauktion den 23. marts 1976 var selskabet højestbydende, og der blev udstedt fogedudlægsskøde den 1. juni 1976. På datoen for tvangsauktionen var der forfaldent i alt 11.618 kr. i renter og ejendomsskatter, mens der på datoen for udstedelse af fogedskøde var forfaldent i alt 12.752 kr. i renter og ejendomsskatter. Højesteret fandt, at renter og ejendomsskatter, der var forfaldne på datoen for tvangsauktionens afholdelse (d.v.s. 11.618 kr.) og dækkende perioden før, ikke var fradragsberettigede tillæg til købesummen.

Tvangsauktion over fast ejendom

UFR 1960.589 HRD

K skulle ved køb af en bil betale en finansieringsafgift for den uberigtigede del af købesummen. Højesteret fandt, at da den omhandlede finansieringsafgift i kontrakten ikke er betegnet som rente, men er anført som et fast beløb, der i sin helhed fremtræder som et tillæg til købesummen, og der ikke i det fremkomne var tilstrækkeligt grundlag for at statuere, at afgiften helt eller delvist kunne sidestilles med de renter af gæld, der er omfattet af SL § 6, stk. 1, litra e, kunne K ikke få fradag for udgiften. 

En såkaldt finansieringsafgift kunne ikke anses for en fradragsberettiget rente. 

Finansierings- og afbetalingstillæg

UfR 1947.725 HRD

D havde indfriet restgælden på et realkreditlån pr. 8. juli 1942 mod at betale renter og bidrag til reservefond pr. 11. december 1942.

Højesteret udtalte følgende;

Det omtvistede beløb udgør de af kreditforeningen med hjemmel i pantebrevet krævede renter og fondsbidrag for tiden fra pantebrevets indfrielse den 8. juli 1942 til 11. december 1942, til hvilket tidspunkt D efter den skete opsigelse kontraktmæssigt kunne frigøre sig ved kontant betaling. Herefter har D været berettiget til at fradrage beløbet efter SL § 6, stk 1 e,.

Differencerente ved indfrielse af realkreditlån

Landsretsdomme

TfS 1987, 348 VLD

A, der sammen med sin meddibitor og -hovedaktionær havde påtaget sig solidarisk selvskyldnerkaution for deres selskabs gæld, blev dømt til sammen med denne at betale selskabets bankgæld, som Eksportkreditrådet havde indfriet med påløbne renter. En fogedforretning mod de to kautionister gav ikke dækning for de ved dommen fastslåede regreskrav, men endte med, at begge afgav insolvenserklæring. Medkautionisten fratræk halvdelen af de samlede tilskrevne renter, men A gjorde gældende, at han var berettiget til fuldt fradrag for samtlige tilskrevne renter, da han hæftede direkte over for Eksportkreditrådet, og regreskravet mod medkautionisten var værdiløst, da han var insolvent. Da A ikke havde betalt nogen del af det skyldige rentebeløb og dermed ikke havde erhvervet noget refusionskrav mod medkautionisten, og da A i det indbyrdes forhold mellem kautionisterne kun hæftede for halvdelen af renteudgiften, fandt landsretten, at A kun kunne fratrække halvdelen af de påløbne renter.  

Kaution - selvskyldner

UFR 1980.631 VLD

A aftalte med ejendomshandler E, at denne skulle opføre et hus for ham, og at prisen for huset skulle være de udgifter af enhver art, som af E havde afholdt. Finansieringen af byggeriet skulle ske gennem E, så endelig afregning fandt sted ved prioriteringens afslutning. A fandtes ikke berettiget til at fradrage renter af et byggelån, som E havde optaget i en bank, da renterne måtte betragtes som en del af købesummen for huset og ikke som renter af en af A overfor banken eller E påhvilende aktuel gældsforpligtelse. 

Køb af fast ejendom - renteudgifter til byggelån

Skd 1979.272 (VLD af 18. oktober 1978)

A havde overdraget en ejendomshandler en grund ved betinget skøde, og det fremgik af byggekontrakten, at A selv skulle afholde udgiften til byggelånsrenter. A forklarede, at han på grund af sine økonomiske forhold ikke regnede med selv at kunne opnå et byggelån. Af den grund blev byggeriet finansieret i ejendomshandlerens navn, der i øvrigt intet havde med byggeriet at gøre, udover at han stod for finansieringen, som han fik 3.000 kr. for.

Retten udtalte, at efter en mellem A og ejendomshandleren - der alene kan antages at have været financier for byggeriet - indgået "tillægsaftale", har A over for ejendomshandleren forpligtet sig til at afholde alle med byggeriet forbundne omkostninger og renter. A har således påtaget sig en gældsforpligtelse over for ejendomshandleren, herunder til betaling af påløbne renter, og rentebeløber er efter det oplyste betalt. De betalte renter mv. efter forpligtelsen., der efter det anførte ikke kan anses som en del af A's anskaffelsessum for ejendommen, kunne fradrages.

Køb af fast ejendom - byggelån

Skd. 1975.335 ( Østre Landsrets dom af 11. november 1974)

D erkendte i et lånedokument af 3. maj 1968 "at have modtaget 1.581.378,53 kr., som kontant lån, der skulle tilbagebetales senest 1. juli 1971. Hvis lånet ikke tilbagebetales den 1. juli 1971, skulle lånets saldo forrentes med 15 pct. p.a. kvartalsvis bagud fra 1. juli 1971 og indtil tilbagebetaling finder sted." Ifølge et brev af 20. maj 1968 fra långiver blev lånet afregnet nævnte dag ved udbetaling af 999.367,40 kr., medens 581.378,53 kr. udgjorde rente 15 pct. p.a. fra 20. maj 1968 til 1. juli 1971, og resten 632,60 kr. var anvendt til stempel.

Under hensyn til at beløbet på 581.378,53 kr. ikke var betegnet som rente i lånedokumentet, men udgjorde en del af lånesummen, og til at der ikke var truffet aftale om reduktion ved indfrielse før forfaldstid, fandt retten ikke i det fremkomne tilstrækkeligt grundlag for at statuere, at beløbet kunne fradrages som rente af gæld.

Finansierings- og afbetalingstillæg

Landsskatteretskendelser

SKM2012.130.LSR

Klageren var selvskylnerkautionist for et selskabs gæld. Kautionsforpligtelsen blev anset for aktualiseret på dekretdagen for selskabets konkurs. Renteudgifter af gælden var herefter fradragsberettigede fra dekretsdagen.

Selvskyldner-
kaution

TfS 2002.70 LSR

Landsskatteretten kommenterer på afgørelsen i SKM 2001.70 LSR.

Differencerente ved indfrielse af realkreditlån - kurstab

SKM2001.620.LSR

Et selskabs betaling af godtgørelse ved indfrielse af et fastrentelån før forfaldstid ansås for et kurstab. Landsskatteretten bemærker, at betalingen af afløsningsgebyret ikke havde hjemmel i den oprindelige aftale.

Differencerente ved indfrielse af realkreditlån - kurstab

SKM2001.157.LSR

Ved en ejendomsoverdragelse blev det aftalt, at et ejerskiftelån skulle optages i sælgers navn og hjemtages af sælgerens pengeinstitut ligesom omkostningerne herved skulle afholdes af sælger. Køber refunderede sælger renter og afdrag på lånet i perioden fra lånets optagelse til overtagelse af ejendommen (ca. 3 mdr.). Renterne blev anset som et tillæg til købesummen, så de ikke kunne fratrækkes af køber.

Køb af fast ejendom

TfS 1990, 558 LSR

En hovedaktionær i et selskab og dettes to datterselskaber havde påtaget sig selvskyldnerkaution over for Eksportkreditrådet for eksportkredit, ydet gennem en bank. Da selskaberne og hovedaktionæren gik konkurs, måtte Eksportkreditrådet indløse lånet og gjorde derefter selvskyldnerkautionen gældende. I en opgørelse, foretaget efter konkursens afslutning, der dannede grundlag for et frivilligt forlig med den tidligere hovedaktionær, var de indtil da indbetalte beløb fra konkursboet og selvskyldnerkautionister anset for betaling af indtil da påløbne renter. Selv om en kreditor normalt efter KL § 98 ikke kunne vælge at afskrive dividende på efterstillede renter, fandtes hovedaktionæren ved forligetes indgåelse at have accepteret, at dividende var afskrevet på renterne. Dette blev anset for også at være bindende i skattemæssig henseende, så han kun kunne fradrage de renter, han selv betalte.

Kaution - selvskyldner

TfS 1987, 389 LSR

A købte en ejendom til overtagelse pr. 1. oktober 1984. Et af A optaget kontantlån blev udbetalt 2. august 1984 og indsat på en sikringskonto, oprettet af A. Da det var A, der over for kreditforeningen stod som lånsøger og debitor, og som havde fået lånet udbetalt, kunne A fratrække renteudgiften på kontantlånet i perioden 2. august - 1. oktober 1984, men han var samtidigskattepligtig af renteindtægten på skringskontoen i samme periode.

Køb af fast ejendom - køber optaget lån i kreditforening

TfS 1986, 235 LSR

A, der havde annuleret en aftale om køb af en ejerlejlighed, blev ved retsforlig pålagt erstatning, der bl.a. skulle dække de af sælger betalte prioritetsrenter for tiden indtil lejligheden blev solgt til en ny køber. Det beløb, A betalte til dækning af de af sælger betalte prioritetsrenter, var ikke renter af gæld, som påhvilede A, men erstatning for misligeholdelse, og måtte derfor anses for et formuetab, der var indkomstopgørelsen uvedkommende.

Køb af fast ejendom - erstatning for mamnglende opfyldelse

LSRM 1986.19

Der blev afholdt første auktion den 23. juli 1981 og der blev afholdt anden auktion den 19. august 1981. A fik ejendommen på anden auktion på grund af et højere bud end på første auktion.

Landsskatteretten fandt ikke, at A kunne anses for at have været ejer af ejendommen før afholdelsen af anden auktion, hvor ejendommen blev erhvervet ved et overbud i forhold til første auktion. A var derfor kun bererttiget til fradrag for renter for den periode, hvor A var ejer.

Tvangsauktion over fast ejendom - købers fradragsret

TfS 1986.5 LSR

A's hus blev på tvangsauktion solgt til en 2. prioritetshaver, der ved budsummen fik delvis dækning for sit tilgodehavende. Landsskatteretten fandt, at de ved tvangsauktionen opgjorte skyldige renter til 1. og 2. prioritetshaver var forfaldne ved A's misligeholdelse, og at A havde fradragsret for de renter, der var påløbet indtil auktionsdagen, i det omfang renterne var dækket af budsummen. Renterne til 2. prioriteten måtte anses for forlods dækket af budsummen, og da budsummen oversteg renterne, var disse fuldt ud fradragsberettiget.

Tvangsauktion over fast ejendom - sælgers fradrag

LSRM 1985.162

A havde i maj 1979 sammen med en anden påtaget sig en kautionsforpligtelse for B. Efter kontrakten skulle kreditor, i tilfælde hvor B's bo kom under konkurs, likvidation eller skiftebehandling, først gøre krav gældende mod boet. B afgik ved døden i december 1979. Den 15. januar 1982 skrev kreditor til A, at kreditor efter afslutning af B's bo, havde et udækket krav, som A betalte halvdelen af. Landsskatteretten fandt, da der var tale om en simpel kaution, at A ikke havde adgang til at fratrække renter, som var påløbet inden kautionen ved påkrav blev aktuel.

Kaution

LSRM 1985.161

A havde i 1981 erhvervet en ejendom på tvangsaktion. Der var afholdt første auktion over ejendommen den 12. november 1981, og her havde A budt 146.500 kr., som der var meddelt hammerslag på. En panthaver, der ikke gennem klagerens bud ville opnå fuld dækning for sin fordring, havde begæret en ny auktion. Anden auktion blev afholdt den 14. december 1981, men der kom intet nyt bud. Derfor blev det bud, som A havde givet ved første auktion, stadfæstet.

A ønskede fradrag for de renter, der var påløbet mellem første og anden auktion.

Landsskatteretten fandt, at A's bud på den første auktion forblev uberørt af det på den derpå afholdte auktion passerede, at A dermed blev bundet af sit bud mellem første og anden auktion, og at de renter, der påløb i denne periode - modsat restancerenter ved første auktion - ikke kunne afkræves andre end A. Under disse omstændigheder fandtes det rigtigst at anse A's erhvervelse af ejendommen for sket på første auktion, så de pågældende renter kunne fratrækkes af A.

Tvangsauktion over fast ejendom - købers fradrag

LSRM 1977.183

A havde købt en ejendom, hvor sælger skulle sørge for prioriteringen. Landsskatteretten fandt, at byggelånsrenter måtte anses som en del af købesummen og ikke renteudgifter. Derimod fandt Landsskatteretten, at A fra sin indflytning, fra hvilken dato der var foretaget lejeværdiberegning, havde påtaget sig en gældsforpligtelse overfor sælger vedrørende endnu ikke optagne lån, og forrentningen af denne forpligtelse måtte derfor anses for en fradragsberettiget renteudgift.

Køb af fast ejendom - byggelån

LSRM 1966.147

A havde den 9. januar 1963 uden opsigelse hævet 67.000 kr. af sit indestående på 70.336 kr. på en bankbog med 6 måneders opsigelse. Banken havde på grund af den manglende opsigelse beregnet en godtgørelse på 1,5 pct. af de 67.000 kr., og beløbet kunne på grund af den lille restsaldo på bankbogen ikke fradrages i den følgende halvårlige rentetilskrivning.

Den til banken betalte godtgørelse for at give afkald på det aftalte opsigelsesvarsel, var ikke rente af en gæld, der påhvilede klageren, men havde karakter af en reduktion af A's renteindtægt, som Landsskatteretten fandt var naturligt at anse for fradragsberettiget i indkomstopgørelsen, uanset at beløbet ikke havde kunnet modregnes i den tilskrevne rente af indeståendet i året 1963.

Godtgørelse for at hæve indestående på bankbog før tid

LSRM 1932.189

Landsskatteretten udtalte, at de renter af kautionsgælden, som betales af en kautionist, kan fradrages af kautionisten, når betalingen skyldes debitors insolvens.

Kaution

SKAT

SKM2011.25.SR

Skatterådet bekræfter, at dekort i forbindelse med hævning af indestående på bankkonto uden overholdelse af den aftalte opsigelsesfrist, kan modregnes i renteindtægten. Hvis renteindtægten ikke er stor nok til at dekorten kan modregnes, kan fysiske personer fratrækkes dekorten i kapitalindkomsten. For selvstændig erhvervsdrivende kan dekort, der overstiger renteindtægten fratrækkes i virksomhedens indkomst. For selskaber kan dekort, der ikke kan rummes i renteindtægten fratrækkes i indkomsten.

Godtgørelse for at hæve indestående på bankbog før tid

TfS 1999, 853 LR

På grundlag af en række typeeksempler på fastsatte indfrielses- og opsigelsesvilkår tager afgørelsen stilling den skattemæssige kvalifikation af overkurs (kurstab) i den situation, hvor debitor og kreditor efterfølgende indgår aftale om ekstraordinær indfrielse af ellers uopsigelige pantebreve. Med udgangspunkt i det skatteretlige rentebegreb behandler afgørelsen den skattemæssige kvalifikation af differencerenter som kendt fra realkreditområdet ved førtidig indfrielse af konvertible lån. Endvidere afgrænsning af differencerenter over for overkurs (kurstab) ved førtidig indfrielse af ellers uopsigelige private pantebreve. Ligningsrådet fandt, at overkursen i de forelagte typeeksempler ikke kunne kvalificeres som differencerenter, der efter praksis anerkendes som en rente, men som et kurstab.

Differencerente ved indfrielse af realkreditlån - de konkrete eksempler er kurstab