Indhold
Dette afsnit handler om afgrænsningen af sømandsbeskatningslovens anvendelse.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Lønindkomst erhvervet om bord
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.
Regel
Lønindkomst, som erhverves ved arbejde om bord på skibe mv., beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler med de undtagelser, der følger af sømandsbeskatningsloven. Se SØBL § 1, stk. 1.
Skib ude af drift
Lønindkomst ved arbejde om bord på et skib, der midlertidigt er ude af drift på grund af reparationsarbejde, midlertidig oplægning og lignende, beskattes også efter sømandsbeskatningsloven.
Det er en betingelse, at
- den, som erhverver lønindkomsten, umiddelbart forud for reparationsarbejdet eller den midlertidige oplægning og lignende var omfattet af sømandsbeskatningsloven, og
- ansættelsesforholdet ikke kun er indgået for at udføre arbejde om bord på skib, som er ude af drift.
Se SØBL § 1, stk. 2.
Ejere, partredere eller interessenter
Personer, der erhverver indkomst ved arbejde om bord på skib, som de ejer, eller som de ejer en andel af som partredere eller interessenter, er omfattet af sømandsbeskatningsloven.
Det er en betingelse for anvendelsen af lovens §§ 5, 6 og 8 (DIS-reglerne), at ejerens, partrederens eller interessentens aflønning svarer til den, der ydes til ansatte med samme anciennitet mv. Se SØBL § 1, stk. 3.
Personer med bestemmende indflydelse
Personer, der udøver bestemmende indflydelse over det rederi, som ejer det skib, hvor den pågældende udfører arbejde, og dermed nærtstående personer er også omfattet af sømandsbeskatningsloven.
Det er en betingelse for anvendelsen af lovens §§ 5, 6 og 8 (DIS-reglerne), at aflønning svarer til den, der ydes til ansatte med samme anciennitet mv. Se SØBL § 1, stk. 4, jf. stk. 3.
Ved bestemmende indflydelse forstås ejerskab eller rådighed over stemmerettigheder. Se LL § 2, stk. 2, og LL § 16 H, stk. 2, 3. og 4. pkt. om nærtstående personer.
Tilsynsopgaver
Hvis en sømand udfører tilsynsopgaver
- af indtil seks måneders varighed
- på nybygning af et skib, og det efter færdiggørelsen opfylder betingelserne for, at der kan gives sømandsfradrag eller lempelse efter DIS-reglerne,
er hans lønindkomst omfattet af sømandsbeskatningsloven, hvis han umiddelbart efter færdiggørelsen påmønstrer skibet, som en del af skibets driftsbesætning. Se L94 af 23. februar 2005 under bemærkninger til lovforslaget.
Lønindkomst erhvervet om bord
En person har lønindkomst ved arbejde om bord i følgende situationer:
- Ved ansættelse til arbejde om bord, når den pågældende indgår i skibets normale driftsbesætning og udelukkende udfører opgaver, der vedrører skibets almindelige drift i bred forstand, herunder nødvendig rapportering på rederiets kontor før og efter de aktuelle udmønstringer.
- Ved ansættelse af midlertidig karakter til særlige vedligeholdelses- eller reparationsarbejder om bord. Det er en forudsætning, at arbejdet udføres, mens skibet er i almindelig drift, at den pågældende indgår eller vil kunne indgå i skibets sikkerheds- eller driftsbesætning, og at arbejdet ikke umiddelbart kan udføres af landbaseret personale. Dog kan efter omstændighederne en mindre del af arbejdet udføres under ophold i udenlandske havne.
- Ved påmønstring af skib for at udføre opgaver i forbindelse med skibets særlige tilrigning, last, arbejdsopgaver eller sejlads, når den pågældende indgår som en del af skibets driftsbesætning.
- Ved arbejde om bord på skibe, som er ude af drift på grund af reparationsarbejde, midlertidig oplægning og lign. af højst seks måneders varighed. Det er en betingelse, at den pågældende umiddelbart før reparationsarbejdet eller den midlertidige oplægning var omfattet af sømandsbeskatningsloven, og at ansættelsesforholdet ikke kun er indgået for at arbejde om bord på skib, der er ude af drift. Skibsværftsarbejdere, landbaserede reparatører mv. er ikke omfattet.
- Ved kursus- og skoleophold af indtil 3 måneders samlet varighed inden for en 12-måneders-periode, forudsat at den pågældende umiddelbart før kursusopholdet var omfattet af pkt. a), og at den pågældende under kursusopholdet fortsat er ansat af rederiet. Hvis der afholdes fridage, afspadseres overtid eller afvikles ferie med løn under kursus- eller skoleophold er lønnen i denne periode også omfattet.
Bemærk
Nødvendige rejsedage ved påmønstring og afmønstring anses for arbejde udført om bord på skib.
For sømænd, der har lønindkomst ved arbejde om bord, som nævnt under b) og d), accepteres 1 dag forud for hver udmønstring. Såfremt en udmønstring består af flere på- og afmønstringer, kan der accepteres 1 dag efter udmønstringen. De nødvendige rejsedage kan dog højst udgøre 14 dage årligt.
Eksempler - lønindkomst erhvervet om bord
Landsskatteretten har afgjort, at lønnen, som en elektrotekniker tjente ved betjening af navigationssystemerne på skibe udrustet til seismiske undersøgelser, blev anset for optjent om bord. Der blev henset til at de udførte arbejdsopgaver var en bestanddel af og indgik som led i skibets almindelige drift. Elektroteknikeren kunne få fradrag i lønindtægten efter den dagældende sømandsfradragslov, selvom han ikke var ansat af rederiet. Se TfS 1996, 33 LSR.
Skatterådet bekræftede, at sikkerhedsarbejde om bord på DIS-skibe, der sejler i piratfyldte farvande, kan anses for lønarbejde erhvervet om bord på et skib, idet det vurderes at høre til de opgaver, der vedrører skibets almindelige drift i brev forstand. Se SKM2012.40.SR.
Skatterådet bekræftede, at sømænd, som DIS-beskattes i henhold til SØBL § 5, stk. 1, 1. pkt., også kan få DIS-løn, mens de er på oplæringskursus i 1-2 uger på et tysk skib. Se SKM2012.398.SR.
Se også
Se også
- SKM.2002.505.TSS om beskatning af sømænd på kursus i land
- TSS-cirkulære 2001-08 om lov om særlige fradrag til sømænd mv.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelsesamt evt. tilhørende SKAT-meddelelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
Landsskatteretskendelser
|
TfS 1996, 33 LSR
|
Landsskatteretten har afgjort, at lønnen, som en elektrotekniker tjente ved betjening af navigationssystemerne på skibe udrustet til seismiske undersøgelser, blev anset for optjent om bord.
Der blev henset til at de udførte arbejdsopgaver var en bestanddel af og indgik som led i skibets almindelige drift.
Elektroteknikeren kunne få fradrag i lønindtægten efter den dagældende sømandsfradragslov, selvom han ikke var ansat af rederiet.
|
Selvom dagældende sømandsfradragslov er ophævet er afgørelsen stadig relevant i forbindelse med afgrænsning af begrebet "lønindkomst erhvervet om bord".
|
SKAT |
SKM2012.398.SR
|
Skatterådet bekræftede, at sømænd, som DIS-beskattes i henhold til SØBL § 5, stk. 1, 1. pkt., også kan få DIS-løn, mens de er på oplæringskursus i 1-2 uger på et tysk skib. |
|
SKM2012.40.SR
|
Skatterådet bekræftede, at sikkerhedsarbejde om bord på DIS-skibe, der sejler i piratfyldte farvande, kan anses for lønarbejde erhvervet om bord på et skib, idet det vurderes at høre til de opgaver, der vedrører skibets almindelige drift i brev forstand. |
|