Indhold
Dette afsnit beskriver hvilke typer af køretøjer, der skal registreres i Motorregistret og forsynes med nummerplader, hvilke køretøjer der er undtaget for registrering, og hvilke køretøjer der ikke skal registreres.
Afsnittet indeholder:
- Typer af registreringspligtige køretøjer
- Køretøjer, som er undtaget fra registreringspligt
- Køretøjer der er fritaget for registrering
- Veterankøretøjer.
Typer af registreringspligtige køretøjer
Følgende typer af køretøjer skal registreres i Køretøjsregisteret og forsynes med nummerplader, før de tages i brug på færdselslovens område:
- Motorkøretøj
- Traktor. Se nedenfor
- Knallert (maksimal hastighed på højst 45 km i timen). Se nedenfor
- Påhængs- eller sættevogn til et køretøj, der skal registreres
- Campingvogn
- Andet påhængsredskab end campingvogn, der bliver tilkoblet et motorkøretøj, hvis påhængsredskabets konstruktion gør det muligt at trække det med en større hastighed end 30 km/t.
Se registreringsbekendtgørelsen § 3.
Køretøjer, som er undtaget fra registreringspligt
Følgende typer af motorkøretøjer kan i visse tilfælde undtages fra registreringspligten.
Traktor
En traktor, som ganske overvejende anvendes udenfor vejene som træk- eller drivkraft for arbejdsredskaber, skal ikke registreres. Se registreringslovens § 3.
Bemærk
xTraktorer, der er omfattet af registreringslovens § 4, kan uden registrering i Motorregistret anvendes til en række angivne transporter. Traktoren skal godkendes og forsynes med nummerplade før den tages i brug på færdselslovens område.x
Knallert
En lille knallert med en maksimal hastighed på højst 30 km i timen skal kun registreres, hvis den er erhvervet som fabriksny den 1. juli 2006 eller senere. En invalideknallert skal ikke registreres.
Kongehuset
Et køretøj, der efter Kongehusets bestemmelse fører en Kroneplade, skal ikke registreres i Køretøjsregisteret.
Kommunale køretøjer
Et køretøj, der tilhører en kommune, og som er fritaget for registreringsafgift efter REGAL § 2, stk. 1, nr. 3 eller 4, skal registreres i Køretøjsregisteret, men kan føre særlige kommunale nummerplader.
Motorredskab
Hvis man indretter og bruger et motorredskab til transport af gods, der ikke er nødvendigt for motorredskabets funktion, skal motorredskabet registreres i Køretøjsregisteret og forsynes med nummerplader, før det bliver taget i brug på færdselslovens område. Se dog undtagelser nedenfor.
Et motorredskab, som ikke er registreret, kan bruges på privat område, herunder privat vej, hvis denne ikke har karakter af privat fællesvej. Samtidig kan motorredskabet bruges i ubetydeligt omfang på privat fællesvej og offentlig vej, fx ved at krydse vejen.
Bestemmelsen om registrering i centralregisteret gælder ikke:
- Et motorredskab, som skal bruges af en gående.
- En minitruck, i det omfang den kun bliver brugt på privat område, herunder privat vej samt i ubetydeligt omfang på offentlig vej, fx ved at krydse vejen. Se bekendtgørelse om klassifikation og anvendelse af visse mindre motordrevne køretøjer som motorredskaber (minitruck) § 1 for en definition af en minitruck.
- En gaffeltruck, i det omfang godset kun transporteres på gaffeltrucken. En gaffeltruck er et lastbærende og lastløftende køretøj, hvis egenvægt fungerer som kontravægt for lasten.
Køretøjer der er fritaget for registrering
SKAT kan fritage et køretøj for registrering, hvis køretøjet primært skal bruges uden for offentlig vej. SKAT fastsætter det område, hvor køretøjet må bruges, hvis det er fritaget for registrering. SKAT kan efter aftale med Trafikstyrelsen fastsætte yderligere vilkår om køretøjets indretning, udstyr, brug og synspligt. Se registreringsbekendtgørelsen § 5.
SKAT kan fritage et køretøj for registrering, i det omfang køretøjet bliver brugt på færdselslovens område i forbindelse med et officielt arrangement, og køretøjets brug i forbindelse med arrangementet er administreret af staten.
Veterankøretøjer
Et køretøj kan registreres til veterankørsel, hvis det blev registreret første gang for mere end 35 år siden og har været igennem periodisk syn efter bekendtgørelse om godkendelse og syn af køretøjer § 55, stk. 1-3.
Et køretøj, der er registreret til veterankørsel, må kun bruges en gang imellem. Køretøjet må ikke bruges til erhvervsmæssig personbefordring, transport af farligt gods, udrykningskørsel eller udlejning uden fører. Se registreringsbekendtgørelsens § 6.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Landsskatteretskendelser |
►SKM2013.338.LSR◄ |
►Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om ikke at imødekomme en anmodning om fritagelse for registrering efter registreringsbekendtgørelsens § 5, stk.1. Anmodningen vedrørte en traktor, der blev anvendt til bortkørsel af strandingsgods, og som kørte en begrænset skrækning på offentlig vej (2 x 439 m hver 14. dag).◄ |
|