Indhold
Dette afsnit handler om, hvornår forældelsesfristen begynder at løbe.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Hvornår er forbrydelsen fuldbyrdet
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Regel
Forældelsesfristen begynder at løbe den dag, da den strafbare virksomhed eller undladelse er ophørt, dvs. fuldbyrdet. Se straffelovens § 94, stk. 1.
Hvis der ved samme handling er begået flere forbrydelser med forskellige forældelsesfrister, så gælder den længste forældelsesfrist. Se straffelovens § 93, stk. 4.
Hvornår er forbrydelsen fuldbyrdet
Fuldbyrdelsestidspunktet afhænger af forbrydelsens karakter:
- For handlingsforbrydelser er det når handlingen er begået,
fx ved indgivelse af urigtige oplysninger i selvangivelse eller afgiftsangivelse.
- For undladelsesforbrydelser, er det når undladelsen bringes til ophør.
fx undladelse af angivelse af afgifter eller undladelsen af at reagere på for lav skatteansættelse. Retspraksis har dog fastslået, at hvis en strafbar undladelse er nøje tidsbestemt og omfatter den undladte betaling, meddelelse osv. på nærmere angivne datoer, er det fra det tidspunkt, at forbrydelsen er fuldbyrdet.
- Hvis der er krav til, at en følge er indtrådt, er forbrydelsen fuldbyrdet, når følgen er indtrådt,
fx at unddragelsen er realiseret. I de fleste straffebestemmelser i skatte- og afgiftslovgivningen skal unddragelsen ikke være realiseret, og forældelsesfristen løber da fra det tidspunkt hvor handlingen er foretaget eller undladelsen ophørt.
Bemærk
Retspraksis har anset urigtige momsangivelser i fortløbende angivelsesperioder for en fortsat forbrydelse, og da forældelsesfristen regnes fra den dag, forbrydelsen er ophørt, er det i momssager af denne karakter fra den sidste angivelsesfrist, at forældelsen løber.
I hvilket omfang en momsovertrædelse kan trække andre overtrædelser med sig i forlængelsen af forældelsesfristen, afhænger af fortolkningen af kravet til, at overtrædelserne skal være begået ved samme handling. Der vil være tale om en meget konkret afvejning i forhold til sagens faktum.
Da de fleste overtrædelser af skatte- og afgiftslovgivningen kræver forskellige erklæringer med forskellige frister, vil det antageligt snarere være undtagelsen end hovedreglen, at der kan statueres en sammenhængende forbrydelse.
►
Se SKM2013.284.ØLR hvor momsunddragelsen blev anset forat have haft et ensartet og kontinuerligt præg.
◄
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse
samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
Landsretsdomme
|
SKM2013.284.ØLR
|
T var tiltalt for moms- og skattesvig. Han havde drevet uregistreret virksomhed i skrotbranchen og endvidere undladt at selvangive overskud af virksomheden for 2002-2007. T havde derved unddraget for i alt 657.226 kr. i skat og 421.055 kr. i moms. T havde tilrettelagt et arrangement med salg af jernskrot og afregning heraf hvorved han blandt andet benyttede sig af familiemedlemmers navne uden disses viden eller tilladelse, hvorefter pengene heraf gik ind på hans eller sin svigersøns konto.
T forklarede at de beløb, der blev betalt fra afregningerne for salg af jernskrot, var betaling af hans andel af gevinster fra en mands spil i deres fælles interesse på kasinoer.
Byretten fandt T skyldig i forsætlig skatte- og momssvig. Momsen udgjorde 25 % af omsætningen ved jernskrotsalget. Skattedelen kunne ikke henføres til § 289, jfr. ikrafttrædelsesreglerne samt unddragelsens størrelse herefter. T blev idømt fængselsstraf i 1 år, tillægsbøde på 1.075.000 kr. samt erstatningspligt på 1.179.332 kr. Byretten lagde vægt på grovheden af forholdene, herunder unddragelsernes størrelse samt at der var tale om en nøje tilrettelagt, forsætlig skatteunddragelse begået over længere tid ved anvendelse af en række familiemedlemmer i forbindelse med afregningen af de udeholdte beløb. Fængselsstraffen blev gjort betinget pga. sagsbehandlingstiden og T's personlige forhold: alder, sygdom og sagens påvirkning.
Landsretten stadfæstede byrettens dom, men erstatningen til SKAT nedsattes til 1.149.088 kr.
Landsretten fastslog at sagen ikke var strafferetligt forældet og særligt vedrørende momsen skulle forældelsesfristen regnes fra 2007, hvor de sidste unddragelser fandt sted, selvom T først blev bekendt med sigtelsen for momsdelen ved tiltalerejsningen i oktober 2010, idet T's momsunddragelser havde haft et ensartet og kontinuerligt præg.
|
|