Indhold
Afsnittet handler om, at kursgevinster, der tilfalder udenlandske finansielle selskaber, i visse tilfælde kan beskattes i Danmark.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Opgørelse af kursgevinsten
- Indeholdelse af skatten
Se også
Se afsnit C.D.8.10.6 om renter
Regel
Selskaber mv., der er hjemmehørende i udlandet, er i visse tilfælde skattepligtige af kursgevinster på fordringer, der er stiftet på sådanne vilkår, at gælden skal indfries til en forud fastsat overkurs i forhold til værdien på stiftelsestidspunktet. Se SEL § 2, stk. 1, litra h).
Det er en betingelse for skattepligten, at debitor er et selskab mv., der er omfattet af SEL § 1 eller SEL § 2, stk. 1, litra a) og at kreditor er koncernforbundet med debitor som nævnt i SKL § 3B (kontrolleret gæld).
Bestemmelserne i SEL § 2, stk. 1, litra d) finder tilsvarende anvendelse på kursgevinsterne.
Baggrunden for bestemmelsen
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med bestemmelsen i SEL § 2, stk.1, litra d) om renter. Se ovenfor under C.D.8.10.6. Bestemmelsens formål er at forhindre, at rentebetalinger konverteres til gældsindfrielse til overkurs.
Opgørelse af kursgevinsten
Den skattepligtige kursgevinst opgøres som forskellen mellem fordringens værdi på stiftelsestidspunktet og den aftalte indfrielsessum. Hvis indfrielsen sker gennem afdrag, medregnes så stor en del, som svarer til forholdet mellem på den ene side indfrielsessummen med fradrag af anskaffelsessummen og på den anden side indfrielsessummen.
Indeholdelse af skatten
I forbindelse med enhver indfrielse af gæld til et selskab mv., der er skattepligtigt af kursgevinster, skal der indeholdes 25 pct. af den skattepligtige gevinst.