xI en sag anlagt af udlejeren U mod lejeren L blev J udmeldt som skønsmand. Han afgav erklæring den 12. december 2011 og to supplerende erklæringer henholdsvis den 5. juli 2012 og 28. november 2012. Den 25. juni 2012 havde U indgået en formidlingsaftale med ejendomsmæglerfirmaet E om udleje af en nærmere angivet ejendom. Boligretten traf den 11. december 2012 afgørelse om, at kun de supplerende skønserklæringer skulle udgå af sagen men ikke erklæringen fra december 2011, fordi J, der var medejer af E, først blev anset som inhabil efter den 25. juni.

Landsretten fandt derimod at også erklæringen af 12. december 2011 skulle udgå, fordi parterne på grund af skønsmandens inhabilitet var afskåret fra at stille supplerende spørgsmål til ham, ligesom de måtte anses for afskåret fra at afhjemle ham under hovedforhandlingen. Og da L i øvrigt havde været uden skyld i, at J under sagens forberedelse var blevet inhabil, fandt landsretten, at skønsrapporten af 12. december 2011 tillige skulle udgå af sagen. Den omstændighed, at J ikke var inhabil, da han afgav erklæringen, kunne under de anførte omstændigheder ikke føre til et andet resultat.

 Syns- og skønserklæring skulle udgå af sagen.

x

 Sagen drejer sig om, hvorvidt rekvirentens landbrugsvirksomhed kan anses for at være erhvervsmæssigt drevet i skattemæssig henseende i indkomståret 2007.

Skønsmanden har i sin erklæring fra maj 2011 besvaret spørgsmål 1 til 4 med udgangspunkt i sagens bilag. Bilag 27 er et budget for indkomstårene 2011 og 2012 udarbejdet af rekvirenten. Skønsmanden har i sin supplerende erklæring fra december 2011 besvaret spørgsmål 5, hvor et nyt bilag 33 indgik. Bilag 33 er et nyt budget for indkomstårene 2011 og 2012 udarbejdet af rekvirenten.

Skønsmanden er i spørgsmål 4 spurgt om landbrugsvirksomheden med den i 2007 valgte driftsform kan give et overskud på eller omkring 0 kroner efter driftsmæssige afskrivninger men før renter og en tidshorisont herfor.

Skønsmanden har anset rekvirentens budget for urealistisk, og har besvaret spørgsmål 4 benægtende. I supplerende spørgsmål 5 er skønsmanden blevet bedt om igen at besvare spørgsmål 4 med den forudsætning, at det nye budget (bilag 33) efter rekvirentens opfattelse er udtryk for de indtægter og omkostninger, der forventes at blive realiseret i virksomheden.

Skønsmanden har igen besvaret spørgsmål 4 benægtende, uanset de nye oplysninger og ændringer i rekvirentens strategi, da indtægter og udgifter ikke er vurderet realistiske. Skønsmanden har over 2½ side fremsat bemærkninger til de enkelte dele af budgettet. Skønsmanden har ved besvarelsen afslutningsvis i tabelform opstillet nøgletal fra henholdsvis resultatopgørelsen for indkomstårene 2007-2010, et resultatbudget for indkomstårene 2011 og 2012 i henhold til rekvirentens oprindelige budget samt efter hans nye budget ved bilag 33 og endeligt et resultatbudget for indkomstårene 2011, 2012 og 2013 efter skønsmanden vurdering.

Rekvirenten har bedt byretten om tilladelse til at stille skønsmanden et nyt supplerende spørgsmål 6, hvor skønsmanden bliver bedt om igen at besvare spørgsmål 4 med den forudsætning, at det som bilag 33 fremlagte budget lægges til grund i sin helhed.

SKAT har protesteret mod spørgsmål 6 som overflødig bevisførelse. Skønsmanden har allerede taget stilling til budgettallene i bilag 33. Skønsmanden skal stå helt fri i sin vurdering. Med spørgsmål 6 pålægger rekvirenten skønsmanden at tage hensyn til budgettallene på en bestemt måde.

Byretten udtaler, at skønsmanden allerede har besvaret spørgsmål 4 to gange under hensyntagen til samtlige sagens bilag, senest også bilag 33, og en besvarelse af spørgsmål 6 vil blive baseret på et talmæssigt grundlag, som skønsmanden har anset for urealistisk på en række punkter, der nærmere er gennemgået i erklæringen. Herefter, og da rekvirenten ikke i øvrigt har sandsynliggjort, at besvarelsen har betydning for sagen, afviser byretten spørgsmål 6. Byretten tillader ikke spørgsmål 6 besvaret af skønsmanden.

Vestre Landsret var enig i byrettens resultat og begrundelse herfor. Landsretten stadfæstede derfor byrettens kendelse

Ikke tilladt supplerende spørgmål der reelt var besvaret

Sagen drejede sig om, hvorvidt en skatteyder for landsretten kunne føre supplerende beviser om et forhold, som den i sagen for Landsskatteretten udmeldte skønsmand allerede havde foretaget en vurdering af.

Skatteyderen ønskede at fremlægge ensidigt indhentede erklæringer fra to faglige konsulenter samt at føre disse som vidner.

Landsretten fandt ikke, at skatteyderen havde godtgjort, at det indhentede syn og skøn var ufuldstændigt til belysning af det omtvistede forhold, og skatteyderens anmodning om supplerende bevisførelse blev derfor ikke taget til følge.

Vidneførelse ikke tilladt i syns- og skønssag.