Indhold

Dette afsnit handler om reglerne om vurderingsankenævnenes møder.

Afsnittet indeholder:

  • Grundlæggende regler for møderne
  • Indkaldelse til møder
  • Materiale til nævnet
  • Beslutningsdygtighed
  • Afstemningsregler
  • Protokol

Grundlæggende regler for møderne

Vurderingsankenævnet udøver sin virksomhed i møder, herunder møder i besluttende led.

Møderne er ikke offentlige. Nævnet kan således ikke beslutte, at møderne eller dele heraf skal være offentlige.

Når nævnet påtænker at træffe en afgørelse, der ikke fuldt ud imødekommer klagerens påstand, har klageren ret til et møde med nævnet. Udover denne situation er der ingen mulighed for at tillade en klager at overvære nævnets møder. Der er således ingen mulighed for at tillade en klager at overvære vurderingsankenævnets forhandlinger om afgørelsen i vedkommendes egen sag.

Lyd- og billedoptagelse af vurderingsankenævnets møder må ikke finde sted.

Se BEK nr. 1058 af 10/11/2009 § 10.

Vurderingsankenævnet kan foretage besigtigelse af en ejendom. Se SFL § 38, stk. 9. Klageren skal orienteres herom, og besigtigelse må alene finde sted med klagerens eller dennes repræsentants medvirken. Se BEK nr. 1058 af 10/11/2009 § 22.

Nævnet har ikke pligt til at besigtige en ejendom.

Se afsnit A.A.7.4.3 om sagens oplysning.

Indkaldelse til møder

Det er formanden, der efter aftale med sekretariatet, som fastsætter tid og sted for mødernes afholdelse. Sekretariatet foretager herefter indkaldelse til møderne. Formanden skal dog, såfremt 1/3 af medlemmerne forlanger det, inden 14 dage indkalde til møde.

Mødeindkaldelsen skal så vidt muligt fremsendes med mindst 7 dages varsel.

Dagsordenen udsendes samtidig med mødeindkaldelsen.

Det er formanden, der fastsætter mødets dagsorden. Det er således formanden, der beslutter, hvilke sager der skal behandles på mødet og i hvilken rækkefølge, de skal behandles. Ved fastsættelsen af dagsordenen har formanden pligt til at tilgodese de retningslinier, nævnet måtte have vedtaget herom.

Vurderingsankenævnet er ikke afskåret fra at behandle en sag, der ikke er opført på mødets dagsorden. Hvis et medlem gør indsigelse herimod, må sagen dog udsættes til næste møde, medmindre det er åbenbart, at sagen ikke tåler udsættelse på grund af frister eller lignende.

Se BEK nr. 1058 af 10/11/2009 § 10.

Materiale til nævnet

Sammen med mødeindkaldelsen skal medlemmerne modtage:

  • de sagsfremstillinger med forslag til afgørelse, der skal behandles på mødet
  • skatteyderens eventuelle kommentarer til et tidligere fremsendt forslag
  • oplysninger om, hvorvidt en klager ønsker at forelægge sin sag for nævnet

Dette gælder dog ikke, hvis medlemmerne tidligere har modtaget materialet.

Se BEK nr. 1058 af 10/11/2009 § 10, stk. 6.

Beslutningsdygtighed

For at det samlede vurderingsankenævn kan træffe afgørelse, skal mindst halvdelen af ankenævnets medlemmer eller deres stedfortrædere være til stede. Se SFL § 10, stk. 2.

Et besluttende led kan træffe afgørelse, når mindst 3 medlemmer af leddet eller deres stedfortrædere deltager. Dette gælder uanset det besluttende leds størrelse. Se SFL § 10, stk. 3.

Formanden eller en næstformand skal altid deltage i afgørelsen.

Afstemningsregler

Vurderingsankenævnet træffer sine afgørelser ved afstemning. Det er formanden, der beslutter, i hvilken rækkefølge de stillede forslag sættes til afstemning. Afstemningen foregår ved håndsoprækning og afgøres ved stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Det enkelte vurderingsankenævnsmedlem har pligt til at tage stilling til de afgørelser, nævnet skal træffe. Undlader et medlem at stemme, betragtes dette, som om medlemmet har stemt for det forslag, der er til afstemning.

Afstemning i en sag kan undlades, hvis formanden skønner, at afstemning er unødvendig, og ingen medlemmer forlanger, at der foretages afstemning.

Se BEK nr. 1058 af 10/11/2009 § 11.

Protokol

Der skal føres en protokol over vurderingsankenævnets møder. Se BEK nr. 1058 af 10/11/2009 § 12, stk. 1 og 3.

Et medlem kan kræve sine indvendinger tilført protokollen, når medlemmet er uenig i afgørelsen.

Et medlem, der har fået sine indvendinger protokolleret, kan kræve, at en kopi af protokollen sendes til Skatterådet. Se SFL § 10, stk. 4.

Se også afsnit A.A.1.4.2.

Nævnets protokol er et internt arbejdsdokument, og der er dermed ikke adgang til aktindsigt heri. Se FVL § 12, stk.1.

Der skal dog gives aktindsigt i underskrifterne, således at en klager kan kontrollere, om nævnet har været beslutningsdygtigt, og om der har deltaget inhabile medlemmer. Der kan ikke gives meraktindsigt i de indvendinger et medlem har fået tilført protokollen.