Afsnittet handler om, hvilke krav der skal være opfyldt, for at aldersopsparing er omfattet af reglerne i PBL kapitel 1, § 12 A, jf. PBL § 12.
Afsnittet indeholder:
- Krav til aftaler om aldersopsparing
- Invalidesumsforsikring
- Indsættelse af begunstigede
Krav til aftaler om aldersopsparing
PBL § 12 A, som indsat ved lov nr. 922 af 18/9 2012 § 1, nr. 6, henviser til PBL § 12 med hensyn til kravene til aftaler om aldersopsparing. Betingelserne for oprettelse af alderspension er derfor de samme som for oprettelse af den hidtil fradragsberettigede opsparing i pensionsøjemed. Se afsnit C.A.10.2.5.1.3 om krav til aftaler om opsparing i pensionsøjemed.
Invalidesumsforsikring
Det er muligt at oprette en invalidesumsforsikring i tilknytning til en aldersopsparing. Invalidesummen udbetales til pensionsopspareren i tilfælde af invaliditet, som medfører en varig nedsættelse af erhvervsevnen/arbejdsevnen med mindst 2/3.
Se PBL § 12, stk. 2, som ifølge PBL § 12 A også gælder for aldersopsparing. Se mere om invalidesumsforsikringer i afsnit C.A.10.2.5.1.4
Indsættelse af begunstigede
Pensionsopspareren har mulighed for at bestemme, hvem der skal have udbetalt aldersopsparingen, hvis han eller hun dør, inden aldersopsparingen er kommet til udbetaling, ved at indsætte en begunstiget i aftalen om aldersopsparingen.
Der gælder de samme regler som for opsparing i pensionsøjemed med hensyn til, hvem der kan indsættes som begunstigede, og med hensyn til, hvad der gælder, hvis der ikke er indsat en begunstiget. Se PBL § 12, stk. 1, nr. 4, og afsnit C.A.10.2.5.1.3 om opsparing i pensionsøjemed, herunder om indsættelse af begunstigede.
Se også
Se også afsnit C.A.10.2.6.2 om kravene til anbringelse af midlerne i en aldersforsikring eller aldersopsparing.