Indhold
Dette afsnit beskriver de øvrige forsikringer, hvor forsikringspræmien er fritaget for afgift.
Afsnittet indeholder:
- Forsikringer i gensidige skadesforsikringsvirksomheder udenfor tilsyn
- Arbejdsskadeforsikringer
- Kredit- og kautionsforsikringer
- Genforsikringskontrakter
- Lovpligtige ansvarsforsikringer for motorkøretøjer m.v.
- xArbejdsløshedsforsikring i anerkendte arbejdsløshedskasserx
Forsikringer i gensidige skadesforsikringsvirksomheder udenfor tilsyn
Visse gensidige skadesforsikringsvirksomheder kan tegne forsikringer, hvor præmien er afgiftsfri.
Forsikringspræmien er afgiftsfri, hvis forsikringsvirksomheden ikke er undergivet finanstilsynets tilsyn. Se SKADL § 4, stk. 1, nr. 1.
Gensidige skadesforsikringsvirksomheder er ikke undergivet tilsyn, hvis de opfylder en række betingelser vedrørende:
- Vedtægternes indhold
- Geografiske forretningsområde
- Den samlede forsikringssums størrelse.
En række særlige bestemmelser for disse gensidige skadesforsikringsvirksomheder er beskrevet i lovbekendtgørelse om finansiel virksomhed nr. 705 af 25. juni 2012, §§ 294 - 303.
Afgiftsfritagelsen for forsikringer tegnet i gensidige skadesforsikringsvirksomheder, som ikke er undergivet tilsyn, er videreført fra stempelafgiftsloven.
Arbejdsskadesforsikringer
Præmien for arbejdsskadeforsikringer er fritaget for afgift, hvis de er tegnet efter lov om arbejdsskadesikring.
Se SKADL § 4, stk. 1, nr. 2.
Afgiftsfritagelse for arbejdsskadesikring er videreført fra stempelafgiftsloven.
Kredit- og kautionsforsikringer
Kredit- og kautionsforsikringer omfatter personers eller selskabers evne og vilje til at betale. Forsikringsvirksomheden påtager sig risikoen for, at en person eller et selskab ikke kan eller vil betale.
Præmien for kredit- og kautionsforsikringer er fritaget for afgift. Se SKADL § 4, stk. 1, nr. 4.
Eksempler på de to forsikringstyper er nævnt i lovbekendtgørelse om finansiel virksomhed nr. 705 af 25. juni 2012 bilag 7, forsikringsklasse 14 og 15. Heraf fremgår det, at de to forsikringsklasser omfatter kredit- og kautionsforsikringer vedrørende almindelig insolvens, eksportkredit, salg på afbetaling, hypotekforsikring, landbrugsforsikring, direkte kaution og indirekte kaution.
Afgiftsfritagelse for kredit- og kautionsforsikring er videreført fra stempelafgiftsloven.
Genforsikringskontrakter
En genforsikringskontrakt er en aftale, der indgås mellem to eller flere forsikringsvirksomheder. Ved aftalen forsikrer en forsikringsvirksomhed dele af sin forsikringsrisiko i en anden eller flere andre forsikringsvirksomheder.
Præmien for genforsikringskontrakter er fritaget for skadesforsikringsafgift. Se SKADL § 4, stk. 1, nr. 5.
Re-assurance er det samme som genforsikring.
Lovpligtige ansvarsforsikringer for motorkøretøjer m.v.
Præmien for ansvarsforsikringer for motorkøretøjer mv., der er lovpligtige efter færdselsloven, er fritaget for skadesforsikringsafgift. Se SKADL § 4, stk. 1, nr. 6.
Se også
Se afsnit E.A.6.3 om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer m.v..
Arbejdsløshedsforsikring i anerkendte arbejdsløshedskasser
xArbejdsløshedsforsikring i anerkendte A-kasser, som er omfattet af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., er fritaget for skadesforsikringsafgift. Se SKADL § 4, stk. 1, nr. 7. Bestemmelsen er indsat i § 4 ved lov nr. 1353 af 21. december 2012, idet den viderefører det hidtidige område for fritagelse for stempelafgift af arbejdsløshedsforsikring i lov om arbejdsløshedsforsikring mv., § 93.x
xMed præmie forstås i forhold til skadesforsikringsafgift vederlaget for en forsikring. Fritagelsesbestemmelsen medfører derfor, at medlemsbidrag til anerkendte arbejdsløshedskasser efter § 77 i lov om arbejdsløshedsforsikring ikke omfattes af skadesforsikringsafgiften.x
xAfgiftsfritagelsen omfatter derimod ikke præmier for andre forsikringsordninger vedrørende arbejdsløshed, herunder forsikringsordninger i form af lønsikring m.v. Disse forsikringer har således heller ikke hidtil været fritaget for stempelafgift.x