Indhold

Dette afsnit handler om tarifering og indeholder:

  • Formål og lovgrundlag
  • Fremgangsmåde for tarifering
  • Tariferingsbestemmelser
  • Domspraksis
  • Tariferingsforordninger
  • Tariferingshjælpemidler
  • Tariferingsvejledning
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.

Formål og lovgrundlag

Formål

Tarifering er fastlæggelse af varekoden (positionen) som en vare hører under i EU's Kombinerede Nomenklatur KN eller i andre nomenklaturer baseret på KN, herunder Toldtariffen.

Lovgrundlag

Tarifering af en vare sker efter positionsteksterne og afsnits- og kapitelbestemmelserne samt i øvrigt efter de Almindelige tariferingsbestemmelser. Disse tekster er juridisk bindende.

En virksomhed kan til brug for import og eksport anmode om en bindende tariferingsoplysning (BTO), der gælder i samtlige medlemsstater.

Toldtariffen anvendes som grundlag for tarifering af varer og dermed opkrævning af told mv., se TK art. 20, samt TDL § 2. Se endvidere TBEK § 6, stk. 8, § 32, stk. 3, § 40, stk. 2 og § 43, stk. 2. 

Fremgangsmåde for tarifering

Ved tarifering af varer i Toldtariffen anvendes følgende metode:

1)     Først findes den 4-cifrede varekode ud fra relevante positionstekster og afsnits- og kapitelbestemmelser.

2)     Herefter gennemgås teksterne til underopdelingerne. Blandt underopdelinger med én indrykningsstreg foran teksten findes den varebeskrivelse, der kan omfatte den vare, der skal tariferes.

3)     Derefter fortsættes frem på samme måde med de næste underopdelinger med 2 indrykningsstreger foran teksten osv.

Denne fremgangsmåde anvendes, indtil man har fundet frem til den 8-cifrede eller 10-cifrede varekode, der skal anvendes for den pågældende vare.

Eksempel

Tarifering af levende kalkuner med en vægt på 3 kg stk.

Ved opslag i Toldtariffen findes kapitel 01 "Levende dyr"; varekode (position) 0105 "Fjerkræ, dvs. høns af arten Gallus domesticus, ænder, gæs, kalkuner og perlehøns, levende".

Under denne varekode (position) findes to opdelinger med én indrykningsstreg: "Af vægt 185 g og derunder" og "I andre tilfælde". Da der er tale om kalkuner med en vægt på 3 kg, kan opdelingen "Af vægt 185 g og derunder" udelukkes, og varen placeres "I andre tilfælde".

Herefter fortsættes videre til opdelinger med to indrykningsstreger, hvoraf der findes to: "Høns af arten Gallus domesticus" og "Andre varer". Da kalkuner ikke er omfattet af den første opdeling, hører de under "Andre varer".

Derefter fortsættes videre til opdelinger med tre indrykningsstreger, hvoraf der findes fire: "Ænder", "Gæs", "Kalkuner" og "Perlehøns". Da det var levende kalkuner af vægt 3 kg, der skulle tariferes (3. opdeling), er den rigtige varekode (position): 0105 99 30 00.

                                                                                                                               

0105

Fjerkræ, dvs. høns af arten Gallus domesticus, ænder, gæs, kalkuner og perlehøns, levende:

 

 

- Af vægt 185 g og derunder:

 

0105 11              

- - Høns af arten Gallus domesticus:

- - - Avls- og formeringshønekyllinger:

 

0105 11 11 00

- - - - Æglægningsracer

euro sats

0105 11 19 00

- - - - Andre varer

euro sats

 

- - - Andre varer

 

 

0105 11 91 00

- - - - Æglægningsracer

euro sats

0105 11 99 00 

- - - - Andre varer                               

euro sats

0105 12 00 00

- - Kalkuner

euro sats

0105 13 00 00

- - Ænder

euro sats

0105 14 00 00

- - Gæs

euro sats

0105 15 00 00

- - Perlehøns

euro sats

 

- I andre tilfælde:

 

 

0105 94 00 00

- - Høns af arten Gallus domesticus

euro sats

0105 99              

- - Andre varer:

 

0105 99 10 00

- - - Ænder

euro sats

0105 99 20 00

- - - Gæs

euro sats

0105 99 30 00

- - - Kalkuner

euro sats

0105 99 50 00

- - - Perlehøns

euro sats

                

Tariferingsbestemmelser

Tariferingen af varer styres af:

a)      Positionsteksterne

b)      Afsnits- og kapitelbestemmelser 

c)      Almindelige tariferingsbestemmelser

Ad a) Positionsteksterne

En lang række varekoder (positioner) omfatter flere varegrupper. I visse tilfælde er disse varegrupper i varebeskrivelsen (den 4-cifrede positionstekst) adskilt af et semikolon. Det forekommer især, når varegrupperne eller de tilladte behandlinger er forskellige.

Eksempel:

"4202 Kufferter, dokumentmapper, skoletasker, beautybokse, etuier og lignende beholdere til briller, kikkerter, fotografiapparater, musikinstrumenter, våben mv.; rejsetasker, isolerede tasker til transport af fødevarer og drikkevarer, toilettasker, rygsække, håndtasker, indkøbstasker, tegnebøger, punge, kortetuier, cigaretetuier, tobakspunge, værktøjsetuier, sportstasker, flaskeholdere, smykkeskrin, pudderdåser, æsker til spisebestik samt lignende beholdere, af læder eller kunstlæder, af plader eller folier af plast, af tekstilmaterialer, af vulkanfiber eller af pap, eller helt eller i overvejende grad beklædt med disse materialer eller med papir:"

Ved anvendelsen af sådanne positionstekster skal semikolon betragtes som en skarp adskillelse af varegrupperne.

De varer der er omfattet af første del af positionsteksten kan bestå af et hvilket som helst materiale, hvorimod de varer, som er omfattet af anden del af positionsteksten skal være fremstillet af de materialer, som er nævnt sidst i positionsteksten, eller være helt eller i overvejende grad beklædt med disse materialer eller med papir (afstivningsdelen kan være af træ, metal osv.).

Ad b) Afsnits- og kapitelbestemmelser

Disse bestemmelser er integrerede dele af KN og er juridisk bindende. De betegnes derfor ofte som "Legale bestemmelser" for at afgrænse dem fra fx "Forklarende Bemærkninger". De kan forekomme som afgrænsningsbestemmelser eller definitionsbestemmelser.

Afgrænsningsbestemmelser indeholder undtagelser for varer, som ikke hører under det pågældende afsnit eller kapitel. De giver således prioritet til visse afsnit eller kapitler, eller de fastslår tariferingen af varer, som kan omfattes af flere positionstekster.

Eksempel

Bestemmelse 1 til kapitel 92:

"Dette kapitel omfatter ikke:

a)      dele til almindelig anvendelse som defineret i bestemmelse 2 til afsnit XV, af uædle metaller (afsnit XV) og tilsvarende varer af plast (kapitel 39)

b)     mikrofoner, forstærkere, højttalere, hovedtelefoner, afbrydere, stroboskoper og andre instrumenter, apparater eller andet tilbehør henhørende under kapitel 85 eller 90, der skal benyttes i forbindelse med instrumenter henhørende under nærværende kapitel, men som ikke er sammenbygget med eller anbragt i samme kabinet som disse

c)      instrumenter og apparater, der har karakter af legetøj (pos. 9503)

d)     børster til rensning af musikinstrumenter (pos. 9603)

e)      samlerobjekter og antikviteter (pos. 9705 eller 9706)."

Definitionsbestemmelserne indeholder en nærmere beskrivelse (definition) af en varekodes (positions) vareområde.

Eksempel

Bestemmelse 6 til kapitel 49; "Ved "børnebilledbøger" (pos. 4903) forstås bøger for børn, hvori teksten er af underordnet betydning i forhold til billederne."

Ad c) Almindelige tariferingsbestemmelser

De Almindelige tariferingsbestemmelser - ofte forkortet ATB - er ligeledes en integreret, juridisk bindende del af KN. Der er seks Almindelige tariferingsbestemmelser. De gengives nedenfor

Tarifering af varer i det harmoniserede system skal ske efter følgende regler:

1. Overskrifter til afsnit, kapitler og underkapitler tjener alene til orientering; tariferingen skal ske med hjemmel i positionsteksterne og de til afsnit og kapitler knyttede bestemmelser samt, for så vidt det ikke strider mod de nævnte tekster og bestemmelser, efter de nedenstående regler.

2.

a) Når en bestemt vare nævnes i en positionstekst, omfatter positionen også ukomplette eller ufærdige varer af den omhandlede art, for så vidt de fremtræder som i det væsentlige komplette eller færdige varer. Positionen omfatter endvidere varer af den pågældende art (herunder komplette eller ufærdige varer, som efter nærværende bestemmelse tariferes som komplette eller færdige varer), når de foreligger i adskilt eller ikke samlet stand.

b) Når et bestemt materiale nævnes i en positionstekst, henhører materialet under positionen såvel i ren tilstand som blandet med eller i forbindelse med andre materialer. Når varer, fremstillet af et bestemt materiale, nævnes, tages der herved sigte på varer, fremstillet såvel helt som delvis af det pågældende materiale. Den nærmere fremgangsmåde ved tariferingen af blandinger og af sammensatte varer er angivet i punkt 3 nedenfor.

3. Såfremt varer ved anvendelse af ovennævnte punkt 2 b) eller af andre årsager kan henføres under to eller flere positioner, skal tariferingen afgøres efter følgende regler:

a) Den position, der har den mest specificerede varebeskrivelse, skal foretrækkes for positioner med en mere almindelig varebeskrivelse. Såfremt to eller flere positioner, hver for sig, kun nævner en del af et materiale, som er indeholdt i blandinger eller sammensatte varer, eller en del af varer i sæt til detailsalg, betragtes disse positioner som lige specificerede for disse varer, selv om en af dem giver en mere fuldstændig eller præcis beskrivelse af varerne.

b) Skønnes den foran under a) nævnte regel ikke tilstrækkelig vejledende ved tariferingen af blandinger eller sammensatte varer, bestående af forskellige materialer eller forskellige bestanddele, eller af varer i sæt til detailsalg, tariferes de pågældende varer, som om de bestod af det materiale eller den bestanddel, der er karaktergivende, for så vidt udøvelsen af et skøn herover forekommer mulig.

c) Skønnes hverken den foran under a) eller den foran under b) angivne regel tilstrækkelig vejledende, henføres varen under den position, som har det højeste nummer blandt de positioner, der i lige grad kan komme i betragtning.

4. Varer, som ikke kan tariferes i henhold til ovenstående bestemmelser, tariferes i samme position som de varer, hvormed de skønnes at have mest tilfælles.

5. Foruden ovenstående regler anvendes følgende bestemmelser for de deri beskrevne varer:

a) æsker, etuier mv. til fotografiapparater, musikinstrumenter, geværer, tegneinstrumenter, halskæder o. lign., som er specielt udformet til en bestemt vare eller sæt af varer, anvendelig til lang tids brug og som foreligger sammen med den vare, hvortil de skal anvendes, tariferes i samme position som de pågældende varer, når de sælges sammen med disse. Denne bestemmelse anvendes imidlertid ikke, såfremt æsken, etuiet mv. bibringer helheden dens væsentligste karakter;

b) medmindre andet følger af punkt 5 a), skal emballagematerialer og pakningsgenstande, som foreligger sammen med deres indhold, tariferes sammen med varerne, såfremt de er af den art, der sædvanligvis anvendes til pakning af sådanne varer. Denne bestemmelse er imidlertid ikke bindende i tilfælde, hvor emballagematerialerne eller pakningsgenstandene tydeligt er egnede til anvendelse flere gange.

6. Tariferingen af varer i underpositionerne inden for en position skal ske med hjemmel i underpositionsteksterne og de dertil hørende bestemmelser samt - med de fornødne tillempninger - efter ovennævnte bestemmelser, idet kun underpositioner på samme niveau er sammenlignelige. For nærværende bestemmelse gælder, at også relevante afsnits- og kapitelbestemmelser finder anvendelse, medmindre andet følger af sammenhængen.

Domspraksis

Det afgørende kriterium for tariferingen af varer i KN skal som udgangspunkt findes i varernes objektive kendetegn og egenskaber, sådan som de er beskrevet i positionsteksterne og bestemmelserne til afsnit og kapitler. Det er tillige et krav, at tariferingen ikke strider mod nævnte tekster efter de Almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende fortolkningen af KN. Dette følger af EU-Domstolens faste praksis, bl.a. i Domstolens dom i sag C-11/93 (Siemens Nixdorf).

Tariferingsforordninger

Kommissionen vedtager jævnligt forordninger om tarifering af forskellige konkrete varer. Disse forordninger offentliggøres, ligesom KN, i EU-Tidende, L-serien. Tariferingsforordningerne er juridisk bindende.

Tariferingshjælpemidler

Følgende hjælpemidler kan bruges ved tarifering:

a)      Forklarende Bemærkninger

b)      Tariferingsafgørelser

c)      eVITA (elektronisk VIdenbaseret TAriferingssystem)

d)     ECICS-databasen (EU's kemikalieindeks)

e)      BTO-databasen

Ad a) Forklarende Bemærkninger

Verdenstoldorganisationen (WCO) og EU-Kommissionen har hver udgivet en vejledning om tarifering af varer i form af "Forklarende Bemærkninger" til henholdsvis HS-nomenklaturen og KN. De Forklarende Bemærkninger er ikke juridisk bindende, men er retningsgivende for tariferingen, da de angiver EU's anvendte fortolkninger af de gældende positionstekster og bestemmelser mv.

I Danmark er disse vejledninger samlet i én udgave, der udgives af SKAT under titlen "Forklarende Bemærkninger til Toldtariffen".

Heri findes nærmere vejledning om, hvilke varer der er omfattet af eller undtaget fra de enkelte afsnit, kapitler og positioner i Toldtariffen. For at lette identifikationen af varer indeholder bemærkningerne i stort omfang oplysninger om varernes udseende, fremstillingsmåde, anvendelse osv.

Bemærkningerne kan udelukkende betragtes som retningsgivende for varers tarifering i Toldtariffen.

"Forklarende Bemærkninger" kan ligesom Toldtariffen købes i boghandlen. Det er muligt at oprette en abonnementsordning for levering af rettelser til bøgerne. "Forklarende Bemærkninger" findes også i eVITA.

Ad b) Tariferingsafgørelser

SKAT udgiver publikationen "Tariferingsafgørelser", der indeholder afgørelser og definitioner, herunder tariferingsudtalelser fra Verdenstoldorganisation (WCO), der er retningsgivende for tarifering af varer, og tariferingsforordninger fra EU-Kommissionen, der er bindende for tariferingen af de pågældende varer.

Ad c) eVITA (elektronisk VIdenbaseret TAriferingssystem)

SKAT har endvidere udviklet et elektronisk tariferingssystem, eVITA, hvor Toldtariffen og Forklarende Bemærkninger til Toldtariffen indgår som hovedelementer.

Systemet er tilgængeligt på følgende adresse:

data.aspx?oid=112508&chk=203620#pos

Ad d) ECICS-databasen

Det kan være vanskeligt at finde frem til den korrekte tarifering af kemikalier. Kommissionen har derfor oprettet en særlig database, der giver god hjælp, når man kender varens kemiske benævnelse eller varens CAS-nummer eller CUS-nummer.

Databasen kan findes på denne adresse:

http://ec.europa.eu/taxation_customs/common/databases/ecics/index_en.htm

Ad e) BTO-databasen

Alle udstedte BTO'er bliver lagret i en database hos Kommissionen. Der er offentlig adgang til at søge i databasen via Internettet. Dog er der ikke adgang til at se de fortrolige oplysninger.

Der er adgang til den offentlige version af BTO-databasen på følgende adresse:

http://ec.europa.eu/taxation_customs/dds2/ebti/ebti_home.jsp?Lang=en

Tariferingsvejledning

SKAT kan give mundtlig vejledning om varers tarifering, såvel ved indførsel som ved udførsel.

Oplysningerne om tarifering kan være generelle, fx om reglerne for tarifering af tekstilvarer. For korrekt tarifering af en konkret vare kræves en udtømmende beskrivelse af varens art, sammensætning mv. Mundtlig vejledning kan også gives via telefon.

Mundtligt afgivne oplysninger om varers tarifering er ikke bindende for SKAT. Virksomheder, der er i tvivl om en konkret vares tarifering, bør indhente en bindende tariferingsoplysning (BTO), jf. nedenfor.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området: 

Afgørelse

samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

C-11/93 Siemens Nixdorf

Ved fortolkning af KN er varernes objektive kendetegn og egenskaber afgørende kriterier for tarifering og de Almindelige tariferingsbestemmelser er gyldige midler til fortolkning af toldtariffen.