Indhold
Dette afsnit handler om veksleres m.fl. oplysningspligt til SKAT.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Advokaters tavshedspligt sammenholdt med SKATs kontrolbeføjelser
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.
Regel
Vekselerere, advokater og andre personligt erhvervsdrivende, der som led i deres virksomhed forvalter midler eller udlåner penge, kan pålægges en oplysningspligt om de forvaltede midler. Se SKL § 8 G, stk. 1.
De oplysninger, der kan kræves efter SKL § 8 G, stk. 1, er udtømmende opregnet og omfatter:
- Kunders indskud, lån, depot eller boks
- Omsætning med eller for kunder af penge eller lignende og af kreditmidler og værdipapirer
- Aftaler med eller for kunder om terminskontrakter samt købe- og salgsretter
- Besørgelse af udbetalinger og modtagelse af indbetalinger
- Ydelse af garantier.
Bemærk
Oplysninger af nævnte art om ikke navngivne personer kan kun kræves efter Skatterådets tilladelse.
Skatterådet kan også give SKAT tilladelse til på stedet at foretage skattemæssig stikprøvekontrol om navn- og unavngivne personer hos pengeinstitutter mv., bankierer og vekselerer. Se SKL § 8 D, stk. 2.
De dokumenter mv., som SKAT har adgang til under en stikprøvekontrol, er de samme, som efter SKL § 6, stk. 4, jf. stk. 1.
Advokaters tavshedspligt sammenholdt med SKATs kontrolbeføjelser
Som udgangspunkt er advokater er underlagt en særlig tavshedspligt efter RPL § 129, jf. § 126, stk. 1, og De Advokatetiske Regler, og, hvis en advokat ønskes ført som vidne, efter RPL § 170 om forhold en advokat har fået kendskab til i forbindelse med sit erhverv.
Advokaters tavshedspligt er imidlertid ikke en begrænsning i forhold til skattemyndighedernes mulighed for at pålægge advokater en oplysningspligt, og advokaters tavshedspligt har dermed ikke forrang frem for den generelle oplysningspligt efter hjemlerne i skatte- og afgiftslovgivningen.
Bemærk
Den særlige beskyttelse af advokaters tavshedspligt, som bl.a. RPL §§ 129 og 170 er udtryk for, betyder, at SKAT kun må anmode om oplysninger om klienters forhold efter skattelovgivningen, og når oplysningerne ikke umiddelbart kan skaffes på anden måde.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse |
Afgørelsen i stikord |
Yderligere kommentarer |
Højesteretsdomme |
UfR 1981,106 HRD |
I forbindelse med kontrol af en advokats regnskab, jf. skattekontrollovens § 6, stk. 1 og 3, med henblik på en skatteansættelse af advokaten var skattemyndigheden blevet opmærksom på nogle forhold vedrørende én af advokatens klienter. Da materialet var lovligt tilvejebragt efter skattekontrollovens regler, udtalte Højesteret, "at den for advokater gældende tavshedspligt ikke kan føre til en begrænsning i anvendelsen af de omhandlede lovbestemmelser, ...". |
|