Indhold

Spillemyndigheden udsteder tilladelser til gevinstgivende spilleautomater. Godkendelse af lokaler, kontrol af gebyr samt kontrol af spilsteder og spilleautomater foretages ligeledes af Spillemyndigheden.

Der kan ansøges om tilladelse til at opstille og drive gevinstgivende spilleautomater i henholdsvis spillehaller og restaurationer.

Afsnittet indeholder:

  • Kort om de særlige kriterier for at opstille og drive gevinstgivende spilleautomater i Danmark
  • Spillehaller og restaurationer
  • Landbaserede kasinoer og onlinekasinoer
  • Særlige kriterier for at opstille og drive gevinstgivende spilleautomater som specifikt vedrører spillehaller
  • Særlige kriterier for at opstille og drive gevinstgivende spilleautomater som specifikt vedrører restaurationer
  • Maksimalt antal spilleautomater
  • Brug af blanket og formkrav når der søges om tilladelse til opstilling og drift af gevinstgivende spilleautomater
  • Flere tilladelser til samme tilladelsesindehaver
  • Bortfald og tilbagekaldelse af tilladelse til at opstille og drive gevinstgivende spilleautomater i restaurationer og spillehaller
  • Fornyelse af tilladelse
  • Ændring af tilladelse
  • Afmeldelse af tilladelse
  • Registrering hos Erhvervsstyrelsen

Se også

Se også:

  • Afsnit J.A.1.10 Særligt om gevinstgivende spilleautomater for en definition på gevinstgivende spilleautomater.

Kort om de særlige kriterier for at opstille og drive gevinstgivende spilleautomater i Danmark

Der gælder en række regler og hovedregler ved opstilling og drift af gevinstgivende spilleautomater i Danmark. Reglerne omfatter følgende lokaler:

  • spillehaller og restaurationer og
  • landbaserede kasinoer og onlinekasinoer.

Spillehaller og restaurationer

Hovedregel

Når der opstilles  og drives erhverv med gevinstgivende spilleautomater i spillehaller og restaurationer gælder de samme generelle kriterier, som ved udbud af spil i Danmark.

Disse regler findes i SPILL kapitel 4.

Landbaserede kasinoer og onlinekasinoer

Hovedregel

Ved udbud af spil på gevinstgivende spilleautomater i landbaserede kasinoer eller onlinekasinoer finder de samme generelle kriterier anvendelse, som i øvrigt gælder for udbud af spil i Danmark.

Disse regler findes i SPILL kapitel 4.

Modifikation til hovedregel

Selvom denne hovedregel gælder, kan der ved afgørelsen af, om en tilladelse skal gives til oprettelse og drift af landbaserede kasinoer, lægges vægt på ordensmæssige forhold, spilstedets størrelse og placering.

Se SPILL § 31.

Se også

Se også:

  • Afsnit J.A.2.1 om de generelle kriterier for at udbyde spil i Danmark
  • Afsnit J.A.2.2 om de særlige kriterier der specifikt gælder for at opstille og drive gevinstgivende spilleautomater i spillehaller og restaurationer

Særlige kriterier for at opnå tilladelse til spillehaller

Ud over regler i SPILL kapitel 4, kan der ved afgørelsen af, om en tilladelse skal gives til opstilling af gevinstgivende spilleautomater i spillehaller, lægges vægt på

  • ordensmæssige forhold,
  • spilstedets størrelse og
  • placering.

Se SPILL § 31.

På denne baggrund hører Spillemyndigheden politiet i den politikreds, hvor spilstedet er tiltænkt etableret. Politiet afgiver en udtalelse, som Spillemyndigheden efterfølgende kan lægge vægt på i sin afgørelse af om der skal udstedes tilladelse.

Hvis politiet har gjort indsigelser imod ansøgningen, sendes høringssvaret til partshøring hos ansøgeren. Ansøgeren har herefter mulighed for at fremsætte bemærkninger til indsigelsen indenfor 14 dage. Ansøgerens svar videresendes til politiet, som herefter har ret til at udtale sig endnu en gang. Først efter denne partshøring, og hvis der ikke foreligger nyt, træffer Spillemyndigheden en endelig afgørelse i sagen.

Krav vedrørende bestyrer

Hvis tilladelsesindehaveren ikke selv skal stå for den daglige drift af en spillehal, eller hvis der er tale om et selskab, skal der udpeges en bestyrer.

Se SPILL § 37 og forarbejderne hertil.

Særlige kriterier som specifikt vedrører restaurationer

Krav om alkoholbevilling

Gevinstgivende spilleautomater kan kun opstilles i restaurationer med alkoholbevilling. Se SPILL § 19, stk. 1.

Kopi af alkoholbevillingen skal vedlægges ansøgningen om opstilling og drift af gevinstgivende spilleautomater i restaurationen. Hvis tilladelsesindehaver fortsætter med opstilling og drift af spilleautomater på en restauration, hvor der har været ejerskifte, skal kopi af alkoholbevillingen dog ikke indsendes til Spillemyndigheden, under forudsætning af, at der på stedet stadig er en gyldig alkoholbevilling.

Tilladelsesindehaver skal give Spillemyndigheden meddelelse, hvis alkoholbevillingen er bortfaldet eller er inddraget. Da tilladelsen følger alkoholbevillingen må der ikke længere opstilles og drives spilleautomater i restaurationen. Endvidere skal Spillemyndigheden have meddelelse, hvis restaurationen skifter navn.

Bemærk

En tilladelse til opstilling og drift af spilleautomater i en restauration bortfalder, hvis restaurationens alkoholbevilling inddrages eller bortfalder. Tilladelsesindehaveren skal give Spillemyndigheden meddelelse, hvis alkoholbevillingen er inddraget eller bortfaldet.

Se SPILL § 45, stk. 3.

Se også

Se også:

  •  Afsnit J.A.10.1 om reglerne om bortfald af tilladelse.

Maksimalt antal spilleautomater

Der må maksimalt opstilles tre gevinstgivende spilleautomater i restaurationer. Spillemyndigheden kan dermed maksimalt give tilladelse til opstilling af tre gevinstgivende spilleautomater.

Se SPILL § 19, stk. 2.

Brug af blanket og formkrav ved ansøgning om tilladelse til opstilling og drift af gevinstgivende spilleautomater

I den praktiske ansøgningsprocedure ved opstilling og drift af gevinstgivende automater, benyttes en blanket. Samtidig er der en række formkrav der skal være opfyldt.

Hvilken blanket skal anvendes ved ansøgning om tilladelse til opstilling og drift af gevinstgivende spilleautomater?

Ved ansøgning om tilladelse til opstilling og drift af gevinstgivende spilleautomater skal ansøgningsblanket nr. 29.036anvendes.

Blanketten kan hentes på www.spillemyndigheden.dk.

Hvilke øvrige formkrav skal man være opmærksom på ved ansøgning?

Selskaber skal vedlægge ansøgningen udskrift fra Erhvervsstyrelsen ved hver ansøgning.

Opstilling i restaurationer

Ved ansøgning om opstilling af spilleautomater i en restauration skal der vedlægges en kopi af alkoholbevillingen.

Opstilling i spillehaller

Hvis der ansøges om tilladelse til en spillehal, skal ansøgeren vedlægge en målfast plantegning over spillehallen. På tegningen skal samtlige indgange/adgange til spillehallen være indtegnet. Diske og ekspeditionsområde og andre aktiviteter i og omkring spillehallen skal også være indtegnet og beskrevet.

Hvordan bliver ansøgningen behandlet hos Spillemyndigheden?

Det er vigtigt at sende ansøgningen til Spillemyndigheden i god tid, inden spilstedet tages i brug. For ansøgninger om en tilladelse til spillehal må der normalt forventes en sagsbehandlingstid på ca. seks uger, da der er en høringsperiode på 4-5 uger hos politiet. Hertil kommer, at lokalet, som ønskes anvendt til spillehal, skal godkendes af Spillemyndigheden. For ansøgninger om tilladelse til opstilling af spilleautomater i en restauration må der normalt forventes en sagsbehandlingstid på ca. to uger.

For at undgå at forlænge sagsbehandlingstiden, skal alle rubrikker i ansøgningen være udfyldt korrekt og læseligt. Desuden er det vigtigt, at alle krævede bilag er vedlagt.

Bemærk

Andre myndighedskrav, fx kommunal byggetilladelse, brandkrav mv. bliver ikke behandlet af Spillemyndigheden i forbindelse med ansøgningen. Tilladelsesindehaveren skal selv kontakte kommunen om dette. Kommunen bliver ikke som tidligere hørt i forbindelse med Spillemyndighedens behandling af en ansøgning.

Se også

Se også:

  • Afsnit J.A.9  om betaling af gebyr.

Tilladelsesperioden

Tilladelse til opstilling og drift af spilleautomater kan gives uden tidsbegrænsning jf. SPIL § 19. Spillemyndigheden kan dog i den konkrete sag vælge at udstede en tidsbegrænset tilladelse.

Spillemyndigheden vil som hovedregel ved førstegangsudstedelse af en tilladelse til en spillehal til en ny ansøger og/eller et nyt spilsted give en tidbegrænset tilladelse for indtil 5 år.

Når tilladelse er opnået

Hovednummeret til det centrale overvågningssystem skal være meddelt Spillemyndigheden, inden spilleautomaterne bliver taget i brug.

En tilladelse til at opstille og drive gevinstgivende spilleautomater er kun gyldig, hvis tilladelsesindehaver anmelder sin virksomhed til registrering hos Erhvervsstyrelsen senest fire uger efter, at tilladelsen er udstedt, og inden spilleautomaterne stilles op og tages i brug.

Tilladelsesindehaveren skal udfylde registreringsblanket nr. 29.037, "Afgift af gevinstgivende spilleautomater ". Blanketten kan findes både på www.virk.dk og på www.skat.dk.

Hvis tilladelsesindehaver allerede er registreret for afgift af gevinstgivende spilleautomater, fortsætter registreringen. Tilladelsesindehaver skal derfor ikke anmelde sig til registrering på ny, medmindre denne udvider spillevirksomheden fra fx spillehal til at drive spilleautomater i en restauration. For at modtage den korrekte angivelse og specifikationer er det vigtigt, at ændringerne anmeldes til SKAT. Der skal betales et årligt gebyr på 600 kr. pr. spilleautomat se BEK nr. 1302/2011.

Se også

Se også:

  • Afsnit E.A.9 om reglerne for registrering og betaling af afgift.

Flere tilladelser til samme tilladelsesindehaver

Hvert spilsted skal have en tilladelse.

En tilladelsesindehaver kan have tilladelse til drift af spilleautomater på flere lokaliteter, eksempelvis i flere restaurationer med alkoholbevilling og/eller spillehaller.

Det er ikke et krav, at tilladelsesindehaveren ejer den fysiske lokalitet, hvor spilleautomaterne opstilles. Tilladelse til opstilling af spilleautomater i restaurationer med alkoholbevilling kræver dog restauratørens samtykke

Det er tilladelsesindehaveren og/eller bestyreren, der har ansvaret for, at spilstedet drives efter reglerne i loven, bekendtgørelsen og vejledningen.

Fornyelse af tilladelse

Tidsbegrænsede tilladelser til opstilling og drift af gevinstgivende spilleautomater i restaurationer og spillehaller, kan normalt fornyes.

En fornyelse af en tilladelse betragtes som en ny tilladelse. Derfor skal ansøgeren opfylde alle betingelser for at modtage en sådan ny tilladelse.

Se også

Se også:

  • Afsnit J.A.3.5om vilkår for at opstille og drive gevinstgivende spilleautomater
  • Afsnit J.A.2.2 om de særlige kriterier for at få tilladelse til at opstille og drive gevinstgivende spilleautomater.

Fornyelse af tilladelser

I det følgende beskrives reglerne for fornyelse af tilladelse til at opstillet og drive gevinstgivende spilleautomater, herunder hvornår fornyelse ikke kan ske.

Hvis tilladelsen er udstedt før den 1. januar 2012 vil Spillemyndigheden af egen drift iværksætte en fornyelsesprocedure.

Fornyelsesproceduren af tilladelser til spillehaller iværksættes ca. tre måneder før tilladelsens udløb. Hvis tilladelsen ikke ønskes fornyet, skal tilladelsesindehaveren oplyse Spillemyndigheden om dette i god tid. Dette skyldes, at politiet skal have mulighed for at afgive høringssvar.

Fornyelsesproceduren af tilladelser til restaurationer iværksættes ca. to måneder før tilladelsens udløb.

Hvis tilladelse er udstedt efter den 1. januar 2012, og denne er tidsbegrænset, bortfalder tilladelsen, når perioden er udløbet, og der skal ansøges på ny.

Hvis tilladelsesindehaveren lever op til lovens krav, vil Spillemyndigheden ud fra en konkret vurdering udstede en ny tilladelse med en begrænset gyldighedsperiode eller en tilladelse uden tidsbegrænsning.

Når en tilladelse ikke er aktiv
Hvis Spillemyndigheden konstaterer, at en tilladelse ikke er aktiv, vil tilladelsen ikke automatisk blive fornyet. I disse tilfælde vil tilladelsesindehaveren normalt blive kontaktet af Spillemyndigheden. Denne situation kan medføre, at tilladelsesindehaveren skal fremsende en ny ansøgning til Spillemyndigheden.

Fornyet lokalegodkendelse ved spillehaller

Spillemyndigheden vil efter behov foretage en fornyet lokalegodkendelse, som skal sikre, at lokalet på fornyelsestidspunktet er indrettet efter de seneste retningslinjer og krav, som Spillemyndigheden stiller til spillehallers indretning. Er der krav om ændringer til spillehallen, vil der blive foretaget partshøring.

Hvornår fornyelse af tilladelser til restaurationer ikke kan ske

Fornyelse af en tilladelse vil navnlig ikke kunne ske i de følgende tilfælde:

  • Hvis der ikke foreligger en gyldig alkoholbevilling til restaurationen.
  • Hvis Spillemyndigheden har indledt en sag om tilbagekaldelse af en tilladelse.
  • Tilladelsesindehaver ikke opfylder kravene i SPILL §§ 26 og 29 for at opnå en tilladelse.

I disse tilfælde vil tilladelsesindehaveren blive kontaktet af Spillemyndigheden. Bemærk, at ovennævnte ikke er udtryk for en udtømmende opremsning.

Hvis der på fornyelsestidspunktet foreligger belastende kontrolmæssige oplysninger om spilstedet, vil Spillemyndigheden ud fra en konkret vurdering eventuelt begrænse tilladelsesperioden eller undlade at forny tilladelsen.

Hvornår fornyelse af tilladelser til spillehaller ikke kan ske

Fornyelse af en tilladelse vil navnlig ikke kunne ske i de følgende tilfælde:

a)      Hvis politiet har ordensmæssige betænkeligheder i forbindelse med spillehallens fortsatte drift.

b)      Hvis Spillemyndigheden har indledt en sag om tilbagekaldelse af tilladelsen.

c)      Hvis tilladelsesindehaveren ikke længere opfylder kravene for at få en tilladelse.

d)      Hvis tilladelsesindehaveren har forfalden gæld til det offentlige.

I disse tilfælde vil tilladelsesindehaveren blive kontaktet af Spillemyndigheden. Bemærk, at ovennævnte ikke er udtryk for en udtømmende opremsning.

Hvis der på fornyelsestidspunktet foreligger belastende kontrolmæssige oplysninger om spilstedet, vil Spillemyndigheden ud fra en konkret vurdering eventuelt begrænse tilladelsesperioden eller undlade at forny tilladelsen.

Ejerskifte ved restaurationer

Hvis tilladelsesindehaver fortsætter med opstilling og drift af spilleautomater på en restauration, hvor der har været ejerskifte, skal der ikke ansøges om en ny tilladelse. Kopi af alkoholbevillingen skal heller ikke indsendes til Spillemyndigheden.

Tilladelsesindehaver skal dog orientere Spillemyndigheden, hvis alkoholbevillingen er bortfaldet eller er inddraget. Dette skyldes, at der ikke længere må være opstillet og ske drift af spilleautomater i restaurationen, da tilladelsen følger alkoholbevillingen. 

Ændring af tilladelse

Hvis tilladelsesindehaver ønsker at ændre på en gældende tilladelse, skal tilladelsesindehaver indsende en ansøgning eller meddelelse om dette til Spillemyndigheden. Dette gælder, hvis der sker:

  • Udvidelse af antallet af spilleautomater
  • Bestyrerskifte i spillehaller
  • Ændringer i spillehallers indretning
  • Navneændring til spilsteder
  • Overtagelse eller overdragelse af eksisterende tilladelse .

Udvidelse af antallet af spilleautomater

Hvis tilladelsesindehaver ønsker at forhøje antallet af spilleautomater i en spillehal i forhold til det maksimale antal som fremgår af tilladelsen, skal tilladelsesindehaver ansøge Spillemyndigheden om dette.

En målfast plantegning over spillehallen, hvor indgange, diske og andre aktiviteter er indtegnet/beskrevet, skal indsendes til Spillemyndigheden sammen med ansøgningen. Når ansøgningen er modtaget af Spillemyndigheden, bliver ansøgningen sendt til høring ved politiet. Den nye indretning skal godkendes af Spillemyndigheden.

Hvis høringssvaret er positivt, og indretningen godkendt, vil Spillemyndigheden udstede et tillæg til tilladelsen, hvoraf det fremgår, at tilladelsen er udvidet. Dette tillæg skal opbevares sammen med den oprindelige tilladelse.

Bestyrerskifte i spillehaller

Den daglige drift af en spillehal skal forestås af tilladelsesindehaver eller af en bestyrer jf. SPIL § 37.

Hvis tilladelsesindehaver ønsker at udskifte en bestyrer af en spillehal, skal Spillemyndigheden godkende den nye bestyrer. Fra 1. januar 2012 skal blanket nr. 29.079 anvendes ved ansøgning om godkendelse af en ny bestyrer til en spillehal. Blanketten skal sendes til Spillemyndigheden.

Spillemyndigheden videresender ansøgningen til høring hos politiet, som undersøger den nye bestyrers vandel, herved menes om politiet er bekendt med at ansøgeren har udvist en adfærd, som er uforenelig med erhvervet.

Når Spillemyndigheden har godkendt den nye bestyrer, orienteres tilladelsesindehaveren.

Ændringer i spillehallers indretning

Spillemyndigheden stiller krav til spillehallens indretning og godkender lokalets indretning forinden,  En eventuel tilladelse gives til opsætning og drift af gevinstgivende spilleautomater.

Hvis tilladelsesindehaver ønsker at ændre på spillehallens indretning, skal Spillemyndigheden have besked om dette. Tilladelsesindehaver skal fremsende en ny, målfast plantegning over spillehallen. Det skal tydeligt fremgå af denne tegning, hvordan lokalet indrettes og ændres.

Spillemyndigheden vil eventuelt besigtige lokalet og vil efterfølgende skriftligt meddele tilladelsesindehaver, om ændringerne kan godkendes. Spillemyndighedens brev til tilladelsesindehaveren om lokalets fremtidige indretning skal opbevares sammen med den oprindelige tilladelse.

Navneændring til spilsteder

Hvis et spilsted skifter navn, skal Spillemyndigheden have besked om dette.

Spillemyndigheden sender herefter tilladelsesindehaveren et tillæg om navneændringen. Dette tillæg skal opbevares sammen med den oprindelige tilladelse.

Overtagelse eller overdragelse af eksisterende tilladelse

Når en eksisterende tilladelse ønskes overtaget af eller overdraget til en anden (ny tilladelses-indehaver), skal den nye tilladelsesindehaver udfylde alle rubrikker i ansøgningsblanket nr. 29.036.

Der vil normalt ikke blive gennemført en høring af politiet, hvis Spillemyndigheden konstaterer, at ansøger og bestyrer for nyligt er blevet godkendt af Spillemyndigheden. Hvis der i forbindelse med overdragelsen sker store ændringer i indretningen af spilstedet, vil Spillemyndigheden foretage en lokalegodkendelse.


Afmeldelse af tilladelse

Hvis en tilladelsesindehaver ønsker at afmelde et eller flere men ikke alle sine spilsteder, skal tilladelsesindehaver meddele dette til Spillemyndigheden.

Blanketten til afmeldelse, blanket nr. 29.047, findes på www.spillemyndigheden.dk.


Hvis tilladelsesindehaveren helt ophører med at opstille eller at drive gevinstgivende spilleautomater, skal blanket nr. 29.047 også anvendes. I dette tilfælde skal blankettens punkt. 4, "Totalt ophør" udfyldes.

Blanketten sendes til Spillemyndigheden, som videresender denne til Erhvervsstyrelsen med henblik på afmeldelse over for SKAT.