Indhold

Afsnittet beskriver reglerne om anvendelse af advarsel.

Afsnittet indeholder:

  • Regel om advarslens anvendelse
  • Regel om formkrav til advarslen
  • Beløbsgrænser for advarslens anvendelse
  • Advarslens gentagelsesvirkning
  • Tilfælde, hvor advarsel ikke anvendes.

Regel om advarslens anvendelse

En advarsel er en sanktion, som anvendes efter en analogi af RPL § 900.

Advarsel er en meddelelse til skatte- eller afgiftsyderen om,

  • at der er konstateret en overtrædelse af skatte- eller afgiftslovgivningen,
  • at der efter omstændighederne ikke vil blive foretaget yderligere, og
  • at der i tilfælde af gentagen overtrædelse vil blive gjort ansvar gældende.

Afslutning af skatte- afgifts- eller toldstraffesag med advarsel skal ske

  • når der både med hensyn til de objektive betingelser og med hensyn til de subjektive betingelser er realiseret et strafbart forhold, og
  • når der i en sådan situation foreligger ganske særlige omstændigheder,

kan der i stedet for straf gives en advarsel.

Regel om formkrav til advarslen

Det er en betingelse for at give en advarsel, at den strafprocessuelle fremgangsmåde er iagttaget.

Der kan derfor ikke gives en advarsel uden, at told- og skattemyndigheden har været i personlig kontakt med overtræderen.

Det betyder, at den pågældende skal

  • sigtes for overtrædelsen
  • vejledes om, der ikke er pligt til at udtale sig om sagen,
  • underrettes om muligheden for at få beskikket en forsvarer og
  • have mulighed for at afgive forklaring.

Advarsel kan gives, selvom overtræderen ikke vil erkende sig skyldig i det omhandlede forhold.

I forbindelse med, at der gives en advarsel, skal der redegøres for,

  • hvilke objektive og subjektive omstændigheder, der har givet grundlag for advarslen, og
  • konsekvensen af, at advarslen ikke modtages.

Såfremt overtræderen protesterer mod advarslen, skal sagen indbringes for retten med påstand om bøde, som fastsættes efter de sædvanlige regler.

En accepteret advarsel kan ikke påklages til højere administrativ myndighed, og accepten kan ikke tilbagekaldes.

Beløbsgrænser for advarslens anvendelse

Advarsel kan anvendes ved forsætlig overtrædelse af ...

Ved unddragelse under ...

lovgivningen om skat, moms, lønsumsafgift og arbejdsmarkedsbidrag

10.000 kr.

told- og punktafgiftslovningen

5.000 kr.

 

Advarsel kan anvendes ved grov uagtsom overtrædelse af ...

Ved unddragelse under ...

lovgivningen om skat, moms, lønsumsafgift og arbejdsmarkedsbidrag

20.000 kr.

told- og punktafgiftslovningen

10.000 kr.

 

Advarsel kan anvendes, hvis ...

Når strafansvar efter vurdering skal gøres gældende ved ...

skatteydere, der ikke har indgivet selvangivelse (skattekontrollovens § 16)

skatteunddragelse under 40.000 kr.

andre skatteydere

indkomstdifference under 40.000 kr.

Advarsel kan gives, selvom unddragelsen overstiger beløbsgrænserne, hvis bøde under særlige omstændigheder ikke er nødvendig.

Advarslens gentagelsesvirkning

Hvis den pågældende efter at have accepteret en advarsel på ny begår ligeartede overtrædelser, kan der pålægges bøde,

  • indtil 2 år efter at advarslen er accepteret, og
  • selvom det unddragne beløb ligger under de fastsatte minimumsgrænser for at gøre strafansvar gældende.

Hvis den pågældende på ny overtræder lovgivningen om skat, moms, lønsumsafgift og arbejdsmarkedsbidrag eller punktafgiftslovgivningen, vil den tidligere advarsel kunne indgå i bedømmelsen af tilregnelsen.

Tilfælde, hvor advarsel ikke anvendes

Advarsel anvendes ikke ved overtrædelser af ordensmæssig karakter. I sådanne sager gives der i stedet en henstilling, hvis det vurderes, at der ikke er tilstrækkelig grundlag for at give en ordensbøde. Se afsnit A.C.3.6.4.

Advarsel anvendes ikke, selvom minimumsgrænserne er overskredet, når der foreligger ganske særlige omstændigheder, som taler for, at strafansvar ikke skal gøres gældende. Dette kan fx være tilfældet, hvis den pågældende er svækket i væsentligt omfang som følge af sygdom, alderdom eller lignende. Se straffelovens § 80, stk. 2.

Hvis det allerede fra sagens start ligger klart, at unddragelsen ligger under de fastsatte beløbsgrænser, kan ansvarsdelen afsluttes helt uden advarsel.