Ved udlæg efter regning forstås har lønmodtageren lagt penge ud for sin arbejdsgiver for sine udgifter til kost og/eller logi på rejsen.

Efter rejsen refunderer arbejdsgiveren lønmodtagerens udlæg for rejseudgifterne, og lønmodtageren afleverer de originale udgiftsbilag (fx kvitterede regninger) til sin arbejdsgiver.

Reglerne gælder også for fx bestyrelsesmedlemmer.

I stedet for at udbetale skattefri rejsegodtgørelse kan din arbejdsgiver vælge at dække dine rejseudgifter til kost og småfornødenheder og/eller logi som udlæg efter regning. Din arbejdsgiver kan ikke kombinere udbetaling af skattefri kostgodtgørelse med udlæg efter regning for den samme rejse.

Din arbejdsgiver skal dermed vurdere for hver enkelt rejse, om kostudgifterne skal dækkes med en skattefri kostgodtgørelse eller som udlæg efter regning.

Hvis din arbejdsgiver dækker kostudgifterne som udlæg efter regning, kan han dog skattefrit udbetale 25 procent af kostsatsen til dækning af småfornødenheder.

Hvis du som lønmodtager betaler med din arbejdsgivers penge - i form af et "rejseforskud" - bliver det også betragtet som udlæg efter regning.

Din arbejdsgiver kan også vælge at stå for rejseudgifterne direkte. Det vil sige, at din arbejdsgiver stiller fri kost eller frie måltider og/eller frit logi til rådighed.

Rejsegodtgørelsen dækker ikke til transport mellem din bopæl/dit faste arbejdssted og det midlertidige arbejdssted. Det gælder uanset transportmiddel. Denne type udgifter kan du få dækket som udlæg efter regning, eller ved at din arbejdsgiver står for udgifterne direkte og stiller fri transport til rådighed for dig. Du kan ikke få dækket udgifter som udlæg efter regning, når du kører i din egen bil. Læs mere i pjecen Få skattefri befordringsgodtgørelse.