Du skal indskyde pengene på en særlig konto i et pengeinstitut. Du skal indskyde mindst 5.000 kroner for hvert indkomstår forud for, at du etablerer din virksomhed. De
penge, du indskyder, kan højst udgøre 60 procent af din nettolønindtægt. Du kan dog altid indskyde 250.000 kroner af nettoindtægten for hvert indkomstår.
Indskud kan også, efter nærmere regler, ske i et særskilt depot af obligationer, der er optaget til handel på et reguleret marked.
Indskud kan overføres fra kontantkonto til obligationskonto. Det gælder både nye og gamle indskud. Du kan desuden frit flytte etableringskontoen fra et pengeinstitut til et
andet.
Hvornår skal indskuddet være foretaget?
Det beløb, som du trækker fra i rubrik 57 for 2011, skal være de penge, du har indskudt i perioden fra 16. maj 2011 til og med 15. maj 2012.
Du kan foretage indskud, i årene før du etablerer virksomhed, i etableringsåret og i de fire følgende indkomstår efter etableringen.
Særlige regler for at undlade at indskyde i 2011
Du kan dog helt eller delvis undlade at foretage indskud på kontoen i indkomståret 2011, hvis du inden 16. maj 2012 har etableret selvstændig erhvervsvirksomhed eller
har anskaffet aktier eller anparter i et selskab.
Hvis du har indskudt penge på kontoen i tidligere indkomstår, kan du dog kun undlade at indskyde på kontoen i indkomståret 2011, hvis du anskaffer aktiver eller har
erhvervsmæsige udgifter, der både berettiger til hævning af de tidligere foretagne indskud og af de nye beløb, som du undlader at indskyde.
Der gælder særlige regler for denne særlige regel. Kontakt derfor SKAT på 72 22 18 18.