Der er nogle grænser for størrelsen af det fradrag, du kan få for indbetalinger til kapitalpensionsordninger og supplerende engangsydelse.
- Det samlede fradrag for indbetaling på private og arbejdsgiveradministrerede kapitalpensionsordninger, kan ikke overstige 46.000 kroner om året.
- Fradraget kan ikke overstige din personlige indkomst.
- Du kan ikke få fradrag, hvis du tidligere har fået udbetalt en anden kapitalpensionsordning til 40 procent i afgift efter, at du har nået efterlønsalderen.
Hvis din arbejdsgiver har indbetalt mere end fradragsgrænserne efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag, bliver det beløb, der overstiger grænserne, tillagt AM-bidragsfri indkomst
i rubrik 16 på din
årsopgørelse.
Beløbsgrænsen på 46.000 kroner
Ved opgørelsen af den personlige indkomst er indbetaling til privattegnede kapitalpensionsordninger fradragsberettiget med
indtil 46.000 kroner i 2011. Bidrag og præmier bliver dog lagt til grundlaget ved beregning af topskat.
Grænsen på 46.000 kroner omfatter summen af bidrag og præmier til alle dine kapitalpensionsordninger og supplerende engangsydelser i pensionskasseordninger, herunder ordninger, som
din arbejdsgiver administrerer.
Ved en arbejdsgiveradministreret ordning er det din arbejdsgiver, der indbetaler på din kapitalpension. De beløb din arbejdsgiver har indbetalt, bliver ikke regnet med ved opgørelsen
af din A-indkomst. Der er derfor ikke trukket A-skat af pensionsindbetalingerne, og du har på den måde fået fradrag for de indbetalte beløb. Det er derfor kun bidrag og
præmier, som du selv indbetaler til privattegnede kapitalpensioner, du skal skrive i rubrik 22.
Den del af indbetalingerne til en pensionskasseordning, der er anvendt til en supplerende engangsydelse, bliver automatisk medregnet, når det gøres op, om de samlede indbetalinger
overstiger beløbsgrænsen på 46.000 kroner.
Har du fået udloddet en del af din tidligere ægtefælles kapitalpensionsordning i forbindelse med separation, skilsmisse eller bosondring, kan du og din tidligere
ægtefælle i udlodningsåret hver få fradrag for indbetalinger op til 46.000 kroner. Dit fradrag bliver dog reduceret med det beløb, din tidligere ægtefælle i 2011
har indbetalt til den del af ordningen, som du har modtaget ved bodelingen.
Overstiger de samlede indbetalinger (inklusive bidrag til arbejdsgiveradministrerede kapitalpensioner og supplerende engangsydelser eksklusive AM-bidrag) de 46.000 kroner i 2011, kan du ikke
trække det overskydende beløb fra. SKAT regulerer derfor beløbet, hvilket fremgår af en tekst på forsiden af årsopgørelsen.
Din personlige indkomst
Du kan kun trække bidrag og præmier til kapitalpension fra i det omfang, bidraget ikke overstiger din personlige indkomst. Din personlige
indkomst udregnes i denne forbindelse før fradrag for kapitalpensionsbidrag og bidrag til supplerende engangsydelser, men efter fradrag for andre pensionsindbetalinger.
Hævning af en anden kapitalpension
Du kan ikke få fradrag for indbetalinger på kapitalpensionsordninger i 2011, hvis du i et tidligere år har hævet
en kapitalpension til 40 procent i afgift efter, at du har opnået efterlønsalderen.
Indbetalinger, du ikke har fået fradrag for
De indbetalinger, du ikke har fået fradrag for på grund af grænserne for fradrag, kan du ikke overføre
til fradrag ved indkomstopgørelsen for din ægtefælle. Du kan heller ikke trække dem fra ved indkomstopgørelsen for et senere indkomstår.
Du kan i stedet vælge
- at få beløbet tilbagebetalt afgiftsfrit. Ophæver du samtidig ordningen, tilbagebetales også påløbne renter i det pågældende indkomstår,
dog maksimum 500 kroner afgiftsfrit.
- at opretholde fradraget for det overskydende beløb ved at få det overført til en ratepensionsordning eller en ordning med løbende udbetalinger. Du kan fradrage det
overførte beløb i det indkomstår, hvor indbetalingen på kapitalpensionen oprindeligt blev foretaget.
- at lade beløbet blive stående på ordningen. Når du engang i fremtiden får din kapitalpension udbetalt, skal du ikke betale afgift af det beløb, du ikke har haft
fradrag for. På tidspunktet for udbetalingen skal du selv kunne dokumentere, hvilke beløb, du ikke har haft fradragsret for i de tidligere år.
Du kan kun få tilbagebetalt eller overført det overskydende beløb til en anden type pensionsordning, hvis din pensionsaftale giver mulighed for det. Er det en
arbejdsgiveradministreret kapitalpension, skal din arbejdsgiver desuden give sin tilladelse til, at du kan få beløbet tilbagebetalt eller overført.
Du skal selv bede dit pensionsinstitut om at få tilbagebetalt eller overført det beløb, du ikke har fået fradrag for. Ved henvendelsen til dit pensionsinstitut kan du bruge
blanketten Tilbagebetaling/overførsel Kapitalpension
(07.051), hvis du har overskredet grænsen på 46.000 kroner, eller hvis du ikke har fået fradrag for indskuddet, fordi du har hævet en
kapitalpension i et tidligere indkomstår.
Du kan bruge blanketten Udbetaling/overførsel Kapitalpension (blanket
07.052), hvis indskuddet på kapitalpensionen overstiger din personlige indkomst, og du derfor hverken helt eller delvis kan udnytte fradraget.