På årsopgørelsen kan du se, hvor meget du skal betale i skat for året, og hvordan vi er nået frem til beløbet. Du kan også se, hvor meget du allerede har betalt.

Har du betalt for meget i skat (læs mere i afsnittet Overskydende skat), indsættes beløbet på din NemKonto.

Har du betalt for lidt i skat og arbejdsmarkedsbidrag (læs mere i afsnittet Restskat og Frivillig indbetaling af restskat), kan du foretage en frivillig indbetaling af beløbet. Vær dog opmærksom på, at der beregnes renter af restskat allerede fra den 1. januar 2012.

Indkomster og fradrag
De indkomster og fradragsberettigede udgifter, som SKAT har fået oplyst af dig eller andre, står på åreopgørelsen under de relevante rubrikker. Du kan læse om rubrikkerne i de efterfølgende afsnit.

Skattenedslag for seniorer
Fylder du 64 eller 65 år i indkomståret 2011, kan du på din årsopgørelse se, om du er berettiget eller ej til et seniornedslag.

Læs mere i afsnittet Specielle forhold - Seniornedslag.

Grøn check
Den grønne check er et indkomstafhængigt beløb, som fra 2010 automatisk indregnes i dit fradrag på skattekortet. Du skal altså ikke selv gøre noget for at få det.

Beløbet er ikke en egentlig check, men et beløb, der skal kompensere for de afgiftsforhøjelser, der kommer på energi og varer med sundhedsrisiko. Beløbet er på 1.300 kr., hvis man er fyldt 18 år og 300 kr. pr. barn (højst 2 børn pr. familie).

Beløbet til børnene bliver som udgangspunkt indregnet i moderens fradrag.

Hvis din indkomst er mere end 362.800 kr., aftrappes beløbet. Aftrapningen beregnes af den indkomst, som du skal betale topskat af - det vil sige din personlige indkomst tillagt positiv nettokapitalindkomst over 40.000 kr. Aftrapningen for børn følger den voksne modtagers indkomst.

Den grønne check aftrappes med 7,5 procent af den indtægt, man skal betale topskat af, indtil den er på 0 kr. Kompensationen modregnes i skatterne på årsopgørelsen. Eventuelt overskydende kompensation udbetales sammen med øvrig overskydende skat.

Ejendomsværdiskat
Hvis du i 2011 skal betale ejendomsværdiskat, står den samlede ejendomsværdiskat på årsopgørelsen under beregnet skat. Selve specifikationen kan du også se på årsopgørelsen.

Formueoplysninger
De formueoplysninger, som for eksempel dit pengeinstitut eller realkreditinstitut har indberettet, står på årsopgørelsen. Er et beløb forkert, skal du henvende dig til den, der har indberettet oplysningerne. Ændringen vil stå i en eventuel efterfølgende årsopgørelse, hvis rettelsen er modtaget af SKAT inden udgangen af september måned i året efter indkomståret. Der udskrives ikke en ny årsopgørelse, hvis det kun er formueoplysningerne, der ændres.