Indbetalingskort kan i visse tilfælde anses for fakturaer, hvis de indeholder de samme oplysninger, som kræves for en faktura.

Dette gælder fx tilfælde, hvor der ved opkrævning af abonnementsafgift og lign. eller ved opkrævning af leje samlet udsendes et antal indbetalingskort til brug for den senere ratevise indbetaling.

Det er en betingelse, at indbetalingskortene er forsynet med hver sin fakturadato, som kan anvendes ved opgørelse af momstilsvaret. Fakturadatoen skal ligge forud for en forfaldsdato og sidste rettidige indbetalingsdato, se F.1.2.

Told- og skatteforvaltningen har i SKM2001.5.TSS givet en dispensation fra fakturakravene i bekendtgørelsens § 40, stk. 1, vedrørende ejendomsskattebilletten. Dispensationen er givet under forudsætning af at de enkelte girokort eller transaktionerne i PBS-oversigten påføres en fakturadato og et momsbeløb. Herefter vil ejendomsskattebilletten ikke blive anset som en faktura, men som en samlet specifikation af de enkelte rater. Af tekniske årsager har det ikke været muligt at placere momsbeløb og fakturadato på de enkelte girokort og disse er i stedet indsat på selve ejendomsskattebilletten, hvilket styrelsen har godtaget. Girokort og transaktionerne i PBS-oversigten ændres ikke. Kommunerne skal som hovedregel momsberigtige hele det opkrævede beløb i den momsperiode, hvori den samlede udsendelse af giroindbetalingskortene finder sted. En fravigelse fra denne hovedregel er tilladt, da indbetalingerne er forsynet med hver sin fakturadato, som kan anvendes ved opgørelse af momstilsvaret, jf. lovens § 23, stk. 2. Se afsnit F.1.2. Ejendomsskattebilletten skal i øvrigt indeholde alle oplysninger, der kræves for en faktura.