åben Vis oversigt med domme, kendelser og afgørelser, som Skatteforvaltningen har valgt ikke at indarbejde i vejledningens tekst. Vi gør opmærksom på, at materialet i denne oversigt ikke nødvendigvis er udtryk for gældende ret.

Indhold

Dette afsnit handler om Skatterådets mulighed for på grundlag af bestemmelsen i SFL § 2, stk. 3, at ændre en skatteankenævnsafgørelse efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist. Pr. definition har denne regel kun betydning for ændringer på Skatterådets initiativ.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Den praktiske fremgangsmåde.

Regel

Hvis en skatteankenævnsafgørelse må anses for at have et åbenbart ulovligt indhold, jf. SFL § 2, stk. 3, kan Skatterådet efter indstilling fra Skatteforvaltningen ændre afgørelsen efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist, forudsat borgeren senest tre måneder efter skatteankenævnets afgørelse har fået meddelelse om, at der bliver iværksat ændring. Se SFL § 27, stk. 1, nr. 6. ►Uanset fristen på tre måneder i lovens ordlyd fremgår det af SKM2024.135.SKTST, at klageren skal underrettes senest 2 måneder efter dateringen af afgørelsen.◄ I samme styresignal er begrebet "åbenbart ulovligt" nærmere beskrevet.

Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse vedrørende moms og afgifter.

På samme måde som vedrørende de øvrige fristgennembrudsgrunde i SFL § 27, stk. 1, er det en betingelse at reaktionsfristen i SFL § 27, stk. 2, er overholdt, og det afledte krav ikke er forældet efter 10-års fristen i SFL § 34 a, stk. 4. Vedrørende samtlige fristgennembrudsgrunde i SFL § 27, stk. 1, gælder endvidere, at hvis der er grundlag for ekstraordinær genoptagelse, kan ansættelsen kun ændres angående det spørgsmål, der har været årsag til genoptagelsen. Den ekstraordinære genoptagelse åbner ikke mulighed for andre ændringer i ansættelsen.

Se også

Se også

Den praktiske fremgangsmåde

Initiering af processen omkring ændring af en skatteankenævnsafgørelse på grundlag af bestemmelsen i SFL § 27, stk. 1, nr. 6, kan som udgangspunkt ske på initiativ fra et skatteankenævnsmedlem eller en medarbejder i Skatteforvaltningen.

Den efterfølgende procedure inden forelæggelse for Skatterådet er beskrevet i SKM2024.135.SKTST.

Se også

Se også A.A.1.3.2 om Skatterådets opgaver og fremgangsmåden ved behandlingen af disse.