Indhold

Dette afsnit handler om restanceinddrivelsesmyndighedens forholdsregler over for dødsboer.

Afsnittet indeholder:

  • Restanceinddrivelsesmyndighedens anmeldelse af krav 
  • Registrerings- og afregningsforhold
  • Inddrivelse af restancer
  • Insolvens og endelig afskrivning.

Restanceinddrivelsesmyndighedens anmeldelse af krav

►Restanceinddrivelsesmyndigheden skal anmelde fordringer, der er under inddrivelse, til skifteretten, hvis de er stiftet før dødsfaldet. Anmeldelsen skal ske via domstolenes skifteportal. Dvs. at en gyldig anmeldelse ikke kan ske via fx e-mail eller brev. Hvis kravet er stiftet efter dødsfaldet kan anmeldelse ske til skifteretten via skifteportalen eller til dødsboets kontaktperson, fx bobestyrer eller oplyste kontaktperson. Se dødsboskiftelovens § 10 a, stk. 1, som indsat ved § 3, nr. 2 i lov nr. 697 af 24. maj 2022 og ændret ved § 4, nr. 3 i lov nr. 1553 af 12. december 2023.

Træffes der efter proklamaets udstedelse beslutning om insolvensbehandling, meddeler bobestyreren de kreditorer, der har anmeldt krav, at de inden for en frist på otte uger skal anmelde eventuelt uanmeldte krav på fortrinsstilling.

Er proklama ikke udstedt, skal restanceinddrivelsesmyndigheden snarest muligt efter at være gjort bekendt med dødsfaldet anmelde et eventuelt krav til skifteretten.

Restanceinddrivelsesmyndigheden skal opgøre og anmelde krav, der er til inddrivelse, senest 8 uger efter proklama er udstedt. Anmeldelsen skal være skriftlig og medtage eventuelle renter og omkostninger. Rummer proklamaet oplysning om insolvensbehandling, skal et krav om fortrinsstilling også medtages. Renter, der løber på efter dødsfaldet, er § 98-krav efter konkurslovens § 98.◄

I anmeldelsen tages forbehold for, at kravet vil kunne blive ændret som følge af efterangivelse og andre reguleringer.

►Se dødsboskiftelovens §§ 81 og 82.

Kan kravet ikke opgøres endeligt, må anmeldelse foretages foreløbigt med forbehold for senere ændringer af kravet. Hvis et krav anmeldes foreløbigt, skal endelig anmeldelse ske senest 8 uger efter udløbet af den oprindelige anmeldelsesfrist. Se dødsboskiftelovens § 82, stk. 3. Hvis ikke der sker endelig anmeldelse af kravet, er restanceinddrivelsesmyndigheden bundet at den foreløbige anmeldelse.

I anmeldelsen opgøres kravene ifølge konkursordenen. Se dødsboskifteloven § 70, som henviser til konkurslovens bestemmelser herom. Kravene opgøres således som ved anmeldelse i konkurs.

►Bemærk◄

►Eftersom det på anmeldelsestidspunktet kan være usikkert, om boet vil være solvent eller insolvent, skal restanceinddrivelsesmyndigheden altid anmelde krav, som hvis boet var insolvent. Således vil der ikke senere skulle anmeldes på ny, hvis boet viser sig at være insolvent.◄

Registrerings- og afregningsforhold

Har afdøde drevet en virksomhed, og videreføres virksomheden af dødsboet, skal boet registreres. Ved hensidden i uskiftet bo skal Skatteforvaltningen på samme måde foranledige, at der i fornødent omfang sker omregistrering af virksomheden.

Hvis der er ansatte i virksomheden, skal tilmelding til CVR-registret ske senest otte dage efter den første udbetaling af A-indkomst, fordi nummeret følger den indholdspligtige og derfor ikke kan overdrages i forbindelse med dødsfald.

Der skal ved boets manglende angivelse eller betaling af skatter og afgifter ske rykning mv. og inddrivelse efter de almindelige regler, der gælder for inddrivelse af de pågældende tilsvar. Desuden skal der foretages beregning af afgifter, morarenter mv. efter de samme regler, som gælder for andre virksomheder.

Inddrivelse af ►gæld ◄

Uskiftet bo

Hvor der er tale om, at boet er udlagt til den længstlevende ægtefælle, påtager ægtefællen sig ved udleveringen at dække den afdødes forpligtelser. Inddrivelse sker derfor som for den pågældendes egen gæld.

Hvor der er tale om uskiftet bo, skal ►der ske skyldnerskifte til den længstlevende ægtefælle og◄ den afdødes fordringer inddrives herefter hos den længstlevende ægtefælle efter de almindelige regler, som for den pågældendes egen gæld. Se arvelovens § 25, stk.1.

Skifte ved bobestyrer

Når et dødsbo skiftes ved en bobestyrer, er der ikke længere tale om individualforfølgning, men derimod universalforfølgning. Det betyder, at bobestyrer gør boets aktiver og passiver op og fordeler dem til de respektive kreditorer. Restancemyndighedens inddrivelse er dermed begrænset til at foretage anmeldelse af gælden til bobestyreren.

Privat skifte

►Hvis et dødsbo skiftes ved privat skifte, og arvingerne har delt boet uden at have sikret, at alle kreditorerne kan blive fyldestgjort og afdødes gæld under inddrivelse dermed fortsat ikke er indfriet, kan restanceinddrivelsesmyndigheden inddrive gælden overfor arvingerne, idet der indtræder skyldnerskifte. Herefter kan der ske sædvanlig inddrivelse, herunder udlæg eller lønindeholdelse, hos arvingerne, når arvingerne har fået en betalingsfrist på 14 dage, jf. gældsinddrivelseslovens § 3 c. Det skyldes, at arvingerne hæfter personligt for gælden. Inddrivelsen skal dog tage hensyn til, om der hæftes solidarisk eller pro rata, dvs. for en bestemt del. Se dødsboskiftelovens §27.◄

Insolvens og endelig afskrivning

Når behandlingen af insolvente bobestyrerboer er afsluttet uden fuld dækning for de anmeldte krav, kan restanceinddrivelsesmyndigheden, på grundlag af meddelelse herom fra skifteretten, endeligt afskrive Skatteforvaltningens eventuelle udækkede del af anmeldte krav.

Desuden kan restanceinddrivelsesmyndigheden endeligt afskrive krav som uerholdelige, når skifteretten har bekræftet, at dødsboet udlægges uden skiftebehandling.

Se også afsnit G.A.3.1.6 Afskrivning ►og bortfald ◄af fordringer.