Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

►Sagen angik en skønsmæssig transfer pricing forhøjelse af to selskaber i den daværende A-koncern, G1-virksomhed (G1-virksomhed, nu G1.1-virksomhed.) og A (virksomhedsforkortelse nr. 1) som følge af et dansk moderselskabs (G1-virksomhed) samhandel med to datterselskaber og disses udenlandske filialer. 

G1-virksomhed bestod frem til 2018 af flere aktiviteter. G1-virksomhed foretog indledende forundersøgelser i forskellige dele af verden med henblik på at finde olieaktiviteter. Fandt G1-virksomhed olieaktiviteter og indgik licensaftaler med et olieland, blev et datterselskab oprettet, som herefter foretog den videre efterforskning efter olie og iværksættelse af olieproduktion igennem filialer i det land, hvor der var fundet olieaktiviteter. I forbindelse med oprettelsen af datterselskaberne afgav G1-virksomhed performancegarantier over for olielandet på vegne af datterselskaberne, ligesom G1-virksomhed forhandlede relevante licenser m.v. til brug for olieudvindingen. Endvidere leverede G1-virksomhed en række tekniske og administrative ydelser til sine datterselskaber ifm. den videre efterforskning efter olie m.v. 

Den foreliggende sag angik to datterselskaber, som var oprettet mhp. olieaktiviteter i henholdsvis Y1-land og Y2-land. G1-virksomhed havde indledt forundersøgelser i Y1-land i (red.årstal.nr.1.fjernet) og havde i den forbindelse oprettet et dansk datterselskab med filial i Y1-land. Datterselskabet indgik i en licensaftale med en olieoperatør i Y1-land. I forbindelse med licensaftalen afgav G1-virksomhed en performancegaranti over for olieoperatøren. 

I Y2-land indledte G1-virksomhed sine forundersøgelser i (årstal nr. 2), hvorefter der blev oprettet et dansk datterselskab med filial i Y2-land. Det danske datterselskab indgik i en aftale med staten Y2-land om olieudvinding. I den forbindelse afgav G1-virksomhed en performancegaranti over for Y2-land. 

G1-virksomhed blev af datterselskaberne alene vederlagt for levering af en række tekniske og administrative ydelser til kostpris.

Spørgsmålet i sagen var, i hvilket omfang de stillede performancegarantier, de udførte forundersøgelser, den særlige viden og erfaring (knowhow), vedrørende bl.a. horisontale boringer, som G1-virksomhed løbende har stillet til rådighed for datterselskaberne, og de tekniske og administrative ydelser i perioden 2006-2008 var fastsat på armslængdevilkår, jf. LL § 2, stk. 1. I forbindelse hermed var der blandt parterne uenighed om, hvorvidt performancegarantierne og forundersøgelserne udgjorde kontrollerede transaktioner omfattet af LL § 2, stk. 1. 

Højesteret fandt, at de forundersøgelser, som G1-virksomhed havde udført forud for indgåelse af olieaftalen med bl.a. landet Y2-land, og de performancegarantier, som G1-virksomhed havde stillet til rådighed for sine datterselskaber og disses udenlandske filialer, udgjorde kontrollerede transaktioner omfattet af LL § 2, stk. 1, hvorfor skattemyndighederne kunne ansætte indkomsten vedrørende disse transaktioner skønsmæssigt, jf. de dagældende bestemmelser i SKL § 3 B, stk. 8, jf. § 5, stk. 3, da transaktionerne ikke var omtalt i G1-virksomhed’s transfer pricing dokumentation.  

Højesteret lagde i den forbindelse vægt på, at G1-virksomhed, forud for datterselskabernes stiftelse og erhvervelse af licens i Y1-land og Y2-land, havde udført nødvendige forundersøgelser til brug for vurderingen af, om der skulle etableres olieefterforskning m.v. Ligeledes lagde Højesteret vægt på, at G1-virksomhed havde spillet en væsentlig rolle i forbindelse med kontraktindgåelsen i Y1-land og Y2-land, da det måtte lægges til grund, at datterselskaberne kun kunne indgå kontrakterne, fordi G1-virksomhed påtog sig at garantere for alle datterselskabernes forpligtelser og at stille sine tekniske og finansielle kapacitet til rådighed (performancegarantierne). Endvidere blev der lagt vægt på, at G1-virksomhed havde en særlig viden og erfaring (knowhow) vedrørende bl.a. horisontale boringer, som G1-virksomhed løbende har stillet til rådighed for datterselskaberne.

Højesteret fandt videre, med henvisning til det af landsretten anførte i sin dom, at det var godtgjort, at G1-virksomhed’s levering af teknisk og administrativ bistand til datterselskaberne og disses udenlandske filialer til kostpris lå uden for rammerne af, hvad der kunne være opnået, hvis aftalen var indgået mellem uafhængige parter, jf. ligningslovens § 2, stk. 1. På den baggrund fandt Højesteret, at skattemyndighederne med rette havde ansat den skattepligtige indkomst skønsmæssigt vedrørende denne transaktion. 

Skattemyndighederne havde på den baggrund været berettiget til at ansætte G1-virksomhed’s skattepligtige indkomst fsva. G1-virksomhed udførte forundersøgelser, levering af teknisk og administrativ bistand og for at stille performancegarantier til rådighed for sine datterselskaber og disses udenlandske filialer. 

Højesteret fandt, at SKAT havde baseret sit skøn på en metode, som var anerkendt i OECD’s retningslinjer, ved at fordele det overskud, som de to datterselskaber og disses udenlandske filialer havde realiseret og herefter fordelt dette mellem de forbundne virksomheder på grundlag af en analyse af, hvilke funktioner den enkelte virksomhed havde bidraget med. 

Højesteret fandt videre, at de i sagen omhandlede transaktioner var så tæt forbundne, at de ved den skønsmæssige ansættelse måtte vurderes sammen, og at det ikke var godtgjort, at der var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn. Dette blev understøttet af en benchmarkrapport, som Skatteministeriet havde fremlagt for Højesteret. 

På den baggrund fandt Højesteret, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse af den skattepligtige indkomst.◄

Tidligere instans:

SKM2022.195.ØLR

Sagen angik i første række spørgsmålet om, hvorvidt et dansk datterselskabs udgifter til betaling af royalties til den internationale koncerns udenlandske moderselskab for anvendelse af moderselskabets varemærke og knowhow m.v. var en fradragsberettiget driftsudgift.

Hvis det var tilfældet, var spørgsmålet, om selskabets transfer pricing-dokumentation led af sådanne mangler, at Skattestyrelsen havde været berettiget til at ansætte royaltysatsen skønsmæssigt.

Hvis der ikke var sådanne mangler, var spørgsmålet, om aftalen om royaltysatsen var indgået på armslængdevilkår, og i forbindelse hermed om selskabet har udført markedsføringsydelser for koncernens udenlandske moderselskab uden vederlag eller kompensation, så fradragsværdien for royalty modsvares af manglende indtægtsførelse af disse ydelser.

Højesteret fandt, at betaling af royalty for benyttelse af varemærke, adgang til knowhow og henvisning af kunder fra koncernens internationale netværk havde den fornødne tilknytning til indkomsterhvervelsen for en virksomhed som den, der udøves af selskabet, også selv om selskabet samlet set i perioden havde haft et negativt driftsresultat.

Højesteret fandt endvidere, at selskabets transfer pricing-dokumentation for de omhandlede indkomstår ikke var mangelfuld i så væsentlig omfang, at det kunne sidestilles med manglende dokumentation. Selskabets indkomst kunne derfor ikke ansættes skønsmæssigt af skattemyndighederne.

Endelig fandt Højesteret det ikke godtgjort, at en royaltysats på 2 % ikke var udtryk for honorering på markedsvilkår, eller at selskabets markedsføring i Danmark gav grundlag for i royaltybetalingen at fratrække en manglende vederlæggelse eller kompensation for en markedsføring af det globale varemærke.

SKM2019.486.HR

Sagen handlede om, hvorvidt der ved fastsættelse af royaltybetalingen fra et tysk moderselskab for anvendelse af et dansk datterselskabs immaterielle rettigheder skulle ske fradrag for indeholdte kildeskatter, jf. LL § 2, stk. 1.

Højesteret fandt, at de koncerninterne priser svarede til markedspriserne, og at der derfor ikke var anledning til korrektion for indeholdte kildeskatter.

Landsretten var nået til samme resultat.

SKM2018.635.HR

Sagen blev sambehandlet med SKM2018.627.HR. Begge sager angik opgørelsen af den skattemæssige indgangsværdi af aktiver, som en kommune havde indskudt i et vand- og spildevandsforsyningsselskab. Overdragelsen var omfattet af LL § 2, og den skattemæssige værdi af de overdragne aktiver skulle således fastsættes efter denne bestemmelse. Højesteret fandt, at den beregningsmetode, som SKAT (nu Skattestyrelsen) havde anvendt, ikke udgjorde et egnet grundlag for at opgøre den skattemæssige værdi af de overdragne aktiver.

Højesteret udtalte, at det for vandforsynings- og spildevandsvirksomhed gælder, at der påhviler selskaberne en forsyningspligt, og at "hvile i sig selv"-princippet indebærer, at der ikke kan tjenes penge på aktiviteterne. Højesteret fandt på denne baggrund, at det afgørende for den skattemæssige værdiansættelse af aktiverne måtte være, hvilken værdi aktiverne måtte skønnes at have haft for vandselskabet.

Højesteret fandt, at den beregningsmetode, hvorved den regulatoriske værdi opgøres som et gennemsnit af den nedskrevne genanskaffelsesværdi og den nedskrevne anskaffelsesværdi (den såkaldte POLKA-værdi), var et rimeligt udtryk for, hvorledes aktivernes værdi efter LL § 2 burde fastsættes. Højesteret havde ikke fornødent grundlag for at fastslå, hvad POLKA-værdien ville udgøre i forbindelse med kommunens overdragelse af aktiver i den konkrete sag. Sagen blev som følge heraf hjemvist til Skattestyrelsen til fornyet behandling.

Skattestyrelsen har udsendt et styresignal, SKM2019.452.SKTST, hvori den ændrede praksis beskrives.

Landsretsdomme

TfS 2006, 634 Ø

Sagen angik et spørgsmål om, hvorvidt et moderselskabs betalinger til datterselskabet var sket på armslængdevilkår. Moderselskabet havde betalt royalty på 6 pct. af den samlede omsætning til datterselskabet for retten til at producere, markedsføre og forhandle datterselskabets produktsegment og havde også betalt et "management fee" på yderligere 6 pct. for retten til at gøre ubegrænset brug af alle datterselskabets ledelsesressourcer inden for områderne produktion, administration, markedsføring og salg.

Landsskatteretten havde ved bedømmelse af, hvorvidt aftalen var indgået på armslængdevilkår undladt at lægge en syns- og skønserklæring til grund med den begrundelse, at den ikke tog stilling til alle relevante omstændigheder. Landsskatteretten havde herefter stadfæstet de foretagne armslængdekorrektioner.

Landsretten lagde imidlertid - i forbindelse med udarbejdelsen af rettens tilkendegivelse - syns- og skønserklæringerne til grund og lagde hermed vægt på, at erklæringerne ikke anfægtede rimeligheden af de beløb, der var afregnet i henhold til aftalen, og at beløbsstørrelserne ikke afveg fra, hvad uafhængige parter måtte forventes at have aftalt. Skatteministeriet tog herefter - efter rettens opfordring - bekræftende til genmæle.

Landsskatteretskendelser

Sagen handlede om værdiansættelse af immaterielle aktiver, der var overdraget fra et dansk selskab til et koncernforbundet udenlandsk selskab.

Selskabet havde opgjort en skattepligtig avance på 168 mio. kr. ved overdragelsen. Værdien af de immaterielle aktiver var fastsat efter beregningsmodellen i goodwillcirkulæret.

SKAT havde foretaget en skønsmæssig korrektion af den aftalte overdragelsessum og ansat denne til 1.028 mio. kr., jf. LL § 2 og AL § 40, stk. 6.

I forbindelse med klagebehandlingen ved Landsskatteretten blev der afholdt syn og skøn. Skønsmændene fandt, at den af SKAT anvendte metode, Discounted Cash Flow (DCF), var egnet til at fastsætte markedsværdien for de overdragne immaterielle aktiver. Skønsmændene beregnede herefter værdien af de overdragne immaterielle aktiver til 574 mio. kr. baseret på en samlet vurdering af præmisserne for handelen.

Landsskatteretten var som udgangspunkt enig i skønsmændenes værdiansættelse efter DCF-modellen, men korrigerede i forudsætningerne for så vidt angik omsætningsvækst i budgetperioden og værdien af købers skattefordel. Endelig fandt Landsskatteretten, at værdien af produkt Y skulle indgå i værdiansættelsen, idet alle rettigheder til produkt Y var omfattet af den koncerninterne overdragelse. Landsskatteretten ændrede SKATs afgørelse og fastsatte markedsværdien af de immaterielle aktiver til 875 mio. kr.

I sagen fandt Landsskatteretten, at SKAT havde bevist, at der ved omdannelsen af selskabet til kommissionær var overdraget værdifulde immaterielle aktiver, der skulle prisfastsættes i overensstemmelse med LL § 2 og AL § 40, stk. 6. Ved værdiansættelsen tog Landsskatteretten udgangspunkt i SKATs metode, men justeret således, at den forventede levetid af de pågældende immaterielle aktiver, ud fra en konkret vurdering af selskabets kunderelationer, blev fastsat til 10 år.

Sagen omhandlede overdragelse af immaterielle aktiver fra et dansk selskab til et koncernforbundet amerikansk selskab. Der var i sagen enighed om, at der var blevet overdraget visse immaterielle aktiver i forbindelse med, at der var indgået en skriftlig aftale om, at det danske selskab skulle betale royalties for anvendelse af varemærker, know-how og patenter.

Landsskatteretten fandt, at der ved indgåelsen af royaltyaftalen mellem det danske selskab og det koncernforbundne selskab blev overdraget sådanne væsentlige og værdifulde immaterielle aktiver, at også goodwill måtte anses for overdraget.