Selskabet G og dets helejede datterselskab F gik konkurs henholdsvis den 14. november 2008 og den 8. december 2008. I perioden fra den 30. april til den 14. oktober 2008 havde G's og F's bankforbindelse, B, modtaget ti betalinger på i alt ca. 25 mio. kr. til nedbringelse af selskabernes engagement med banken.

Konkursboerne efter G og F anlagde sag mod B med henblik på omstødelse af betalingerne principalt efter konkurslovens § 74.

Højesteret fandt, at B allerede i april 2008 og under hele forløbet frem til konkurserne kendte eller burde kende selskabernes insolvens. Højesteret fandt endvidere, at de ti betalinger, som B modtog i perioden op til selskabernes konkurs, og som kom fra henholdsvis selskaberne selv, helejede datterselskaber i koncernen og fra andre selskaber, der var forbundne med G og F, var en utilbørlig begunstigelse af B på bekostning af de øvrige kreditorer i konkursboerne, ligesom B ikke havde godtgjort, at to af betalingerne var dækket af pant, der samtidig blev frigivet. Højesteret udtalte endelig, at B var bekendt med eller burde være bekendt med omstændighederne, der bevirkede, at betalingerne var utilbørlige. Alle ti betalinger kunne derfor omstødes efter konkurslovens § 74. Landsretten havde omstødt ni betalinger og var således i det væsentlige nået til samme resultat.

B A/S, der leverede systemer til byggesagsbehandling, havde tilgodehavender hos E Entreprise A/S og A Elements A/S, der indgik i samme koncern. A var enerådende i både E Entreprise og A Elements.

B havde indgivet konkursbegæring mod E Entreprise, men trak begæringen tilbage efter at have indgået aftale om, at A Elements betalte både A Elements’ egen gæld og 125.000 kr. til indfrielse af E Entreprises gæld. E Entreprise gik efterfølgende konkurs, og konkursboet anlagde sag mod B.

Boet gjorde gældende, at betalingen af de 125.000 kr. skulle omstødes efter konkurslovens § 74. Det var ubestridt, at B på betalingstidspunktet vidste, at E Entreprise var insolvent. For Højesteret var spørgsmålet, om B kendte eller burde have kendt de omstændigheder, som gjorde dispositionen utilbørlig.

Ved vurderingen heraf lagde Højesteret vægt på, at betalingen var sket for at afværge den konkursbegæring mod E Entreprise, som B havde indgivet. B havde desuden reelt krævet, at A Elements ud over egen gæld skulle indfri E Entreprises gæld til B, hvis B fortsat skulle levere til A Elements. Efter parternes dialog om betalingen og forklaringen fra B’s direktør måtte det endvidere lægges til grund, at B havde været bekendt med eller burde have været bekendt med, at A reelt var enerådende i både E Entreprise og A Elements, og at A benyttede sin rådighed over koncernens selskaber til at anvende likvide midler i A Elements til at betale E Entreprises gæld til B. Højesteret fandt derfor, at betingelsen om ond tro hos den begunstigede var opfyldt