Indhold

Dette afsnit handler om mindre virksomheders selvangivelse og regnskab.

Afsnittet indeholder:

  • Supplerende oplysninger i selvangivelsen
  • Skattemæssigt årsregnskab, indgivet efter SKATs anmodning
  • Oplysninger til skattemæssigt årsregnskab.

Supplerende oplysninger i selvangivelsen

Hovedregel

Mindre virksomheder skal til brug for SKATs kontrol af grundlaget for selvangivelsen give supplerende oplysninger i selvangivelsen.

Hvis selskaber, der sambeskattes nationalt efter SEL § 31, på grund af beløbsgrænsen for nettoomsætning anses for én samlet "mindre virksomhed" efter mindstekravsbek. for mindre virksomheder, skal felterne for supplerende regnskabsoplysninger, der evt. kun er oplysninger om revisorbistand og -erklæring, udfyldes i selvangivelsen for hvert enkelt af selskaberne i sambeskatningen og ikke kun i selvangivelsen for administrationsselskabet. Uanset om de sambeskattede selskabers selvangivelser med supplerende oplysninger indgives til SKAT elektronisk eller på papir, og uanset om SKAT alternativt vil kunne søge de supplerende oplysninger frem manuelt fra de sambeskattede selskabers årsrapporter, der i forvejen er indgivet til Erhvervsstyrelsen.

Se mindstekravsbek. for mindre virksomheder BEK nr. 594 af 12/06/2006 §§ 4-5.  

Undtagelser

Følgende mindre virksomheder er fritaget for at give supplerende oplysninger i selvangivelsen:

  • Foreninger mv., der beskattes efter SEL § 1, stk. 1, nr. 6
  • Fonde og foreninger, der anvender erklæringsordningen efter FBL § 15
  • Andre skattepligtige juridiske personer, som for indkomståret har en nettoomsætning på u/500.000 kr., idet beløbsgrænsen ved sambeskatning anvendes på de sambeskattede selskabers samlede nettoomsætning. Dog er den skattepligtige ikke fritaget for at give oplysninger i selvangivelsen om revisorbistand og -erklæring
  • Virksomhed, der drives af fysiske personer, med udlejning af op til 2 lejemål i fast ejendom
  • Virksomhed omfattet af PSL § 4, stk. 1, nr. 10 eller 12
  • Virksomhed med en nettoomsætning i indkomståret på u/300.000 kr., idet beløbsgrænsen gælder for hver enkelt bogføringspligtig virksomhed. Dog er den skattepligtige ikke fritaget for at give oplysninger i selvangivelsen om revisorbistand og -erklæring.

Se mindstekravsbek. for mindre virksomheder BEK nr. 594 af 12/06/2006 §§ 4-5.

Skattemæssigt årsregnskab, indgivet efter SKATs anmodning

Indgivelse af skattemæssigt årsregnskab

Hvis SKAT anmoder om det, skal en mindre virksomhed inden for en frist på 1 måned indgive det skattemæssige årsregnskab, eller dele heraf, til SKAT. Se mindstekravsbek. for mindre virksomheder BEK nr. 594 af 12/06/2006 §§ 6-11.

Hvis Erhvervsstyrelsen i forvejen modtager virksomhedens årsrapport, kan virksomheden undlade at indgive årsrapporten til SKAT som en del af det skattemæssige årsregnskab. Bestemmelsen tager sigte på skattepligtige, juridiske personer (selskaber mv.).

Det skattemæssige årsregnskab kan afgives digitalt til skat.dk/TastSelv Erhverv.

Bemærk

En skattepligtig, fysisk person skal indgive selvangivelsen digitalt til SKAT via skat.dk/TastSelv Borger, hvis den skattepligtige som selvstændigt erhvervsdrivende er registreret for moms eller lønsumsafgift, og den skattepligtige alene skal indgive det skattemæssige årsregnskab efter SKATs anmodning som følge af mindstekravsbek for mindre virksomheder BEK nr. 594 af 12/06/2006. Se BEK nr. 255 af 20/03/2012 om obligatorisk digital indberetning af selvangivelsen for selvstændigt erhvervsdrivende § 1, stk. 1.

Udarbejdelse af skattemæssigt årsregnskab

En mindre virksomheds skattemæssige årsregnskab, som SKAT anmoder om at få indgivet, skal være udarbejdet efter skattemæssige principper eller skal indeholde skattemæssige korrektioner (konvertering) og specifikationer til regnskabet.

Det skattemæssige årsregnskab skal mindst bestå af hovedposterne resultatopgørelse, balance og bevægelserne i virksomhedens egenkapital samt konvertering i hovedposter fra opgørelse efter regnskabsregler til opgørelser efter skatteregler.

Endvidere består årsregnskabet af oplysninger, som den mindre virksomhed skal oplyse særskilt. Ved indsendelse af det skattemæssige årsregnskab indgår de oplysninger, som kun skal afgives efter SKATs anmodning, ikke i det skattemæssige årsregnskab, medmindre SKAT særskilt anmoder herom.

Regnskabet med tilhørende oplysninger skal på en klar og overskuelig måde kunne danne grundlag for SKATs kontrol. Dog kan oplysninger om hovedposter, som allerede er givet som supplerende oplysninger i selvangivelsen, udelades af det skattemæssige årsregnskab.

Den skattemæssige konvertering til årsregnskabet skal udarbejdes på en sådan måde, at det er muligt at konstatere sammenhængen til det foregående års skattemæssige opgørelser.

Det skattemæssige årsregnskab samt de oplysninger, som indgår i grundlaget for det skattemæssige årsregnskab, skal kunne udledes af bogføringen eller af specifikationer i tilknytning hertil. Bogføringen skal tilrettelægges, så alle registreringer kan følges til de skattemæssige opgørelser. De skattemæssige opgørelser skal kunne opløses i de bogførte registreringer, hvoraf de er sammensat.

Opbevaring af skattemæssigt årsregnskab

Bogførings- og regnskabsmateriale, der ligger til grund for udarbejdelsen af et skattemæssigt årsregnskab, som SKAT har anmodet om at få indgivet, skal opbevares i 5 år regnet fra udløbet af regnskabsåret.  Dog skal detailhandelsvirksomheders kassestrimler og tilsvarende interne bilag opbevares i 1 år fra tidspunktet fra underskrivelsen af årsregnskabet. Se mindstekravsbek. for mindre virksomheder BEK nr. 594 af 12/06/2006 §§ 6-11.

Oplysninger til skattemæssigt årsregnskab

Oplysninger, der altid skal fremgå af et skattemæssigt årsregnskab

Hvis SKAT som sådan anmoder om, at en mindre virksomhed indgiver et skattemæssigt årsregnskab, skal følgende oplysninger fremgå af det skattemæssige årsregnskab: 

  • Nettoomsætningen, herunder regulering af værdien af igangværende arbejder for fremmed regning
  • Varelager og husdyrbesætning
  • Oplysning om nedslag for ukurans på varelager
  • Oplysning om en indregnet andel af indirekte produktionsomkostninger eller a conto avance af igangværende arbejder

Se mindstekravsbek. for mindre virksomheder BEK nr. 594 af 12/06/2006 §§ 12-16.

Opgørelse af varelager ifølge det skattemæssige årsregnskab for en mindre virksomhed

Et varelager skal oplyses særskilt. Ved regnskabsårets udløb skal der foretages en fysisk optælling af varelageret, hvis størrelse skal kunne dokumenteres ved en optællingsliste, hvori de enkelte varer er anført og identificeret i nødvendigt omfang. Hvis lagerbeholdningen til enhver tid kan opgøres på grundlag af et betryggende ført lagerregnskab eller lignende, kan den fysiske optælling ske på andre tidspunkter end ved regnskabsårets udløb. Dette gælder også for et landbrugs husdyrbesætninger.

Se mindstekravsbek. for mindre virksomheder BEK nr. 594 af 12/06/2006 § 14.

Oplysninger, der efter SKATs anmodning skal fremgå af et skattemæssigt årsregnskab

Følgende oplysninger skal kun fremgå af et skattemæssigt årsregnskab for en mindre virksomhed, hvis SKAT anmoder om det:

  • Tilgodehavender og gæld for varer og tjenesteydelser, indskud, der ikke er indberettet, kursgevinster og -tab samt andre tilgodehavender eller anden gæld.
  • Igangværende arbejder for fremmed regning.
  • Aktiver, der foretages afskrivning eller forskudsafskrives på efter afskrivningsloven.

Se mindstekravsbek. for mindre virksomheder BEK nr. 594 af 12/06/2006 § 13 og §§ 15-17.

Bemærk

I sammenhæng med SKATs overvejelse, om der kan være anledning til at anmode om, at en mindre virksomhed som sådan indgiver skattemæssigt årsregnskab og evt. derudover skal fremkomme med en eller flere særskilte oplysninger om tilgodehavender og gæld mv., har SKMs departement tidligere udtalt, at oplysninger i et skatteregnskab, som SKAT kan anmode en virksomhed om at indgive, normalt ikke kan give anledning til ændring af skatteansættelsen for en mindre virksomhed efter "ligningsfristens" udløb, idet "ligningsfristen" her skal forstås som den ordinære ansættelsesfrist efter SFL § 26, stk. 1. Se SKM2007.42.DEP.