Indhold

Dette afsnit handler om inddrivelse af danske krav på børne- og ægtefællebidrag i udlandet.

Afsnittet indeholder:

Lovgrundlag
Danske bidrag og bidragstyper
Den nordiske inddrivelseskonvention af 23. marts 1962
Haagerkonventionerne
FN-konventionen af 20. juni 1956
Inddrivelse i udlandet på grundlag af en udenlandsk afgørelse om underholdsbidrag
Fremgangsmåden ved fremsendelse af bistandsanmodning til International Inddrivelse.

Lovgrundlag

Inddrivelse af danske krav på børne- og ægtefællebidrag i udlandet hviler på flere forskellige gensidigt bebyrdende multilaterale aftaler.

Danmark har tiltrådt følgende internationale aftaler (konventioner) om inddrivelse af børnebidrag og ægtefællebidrag:

Konvention af 23. marts 1962 mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om inddrivelse af underholdsbidrag (den nordiske inddrivelseskonvention)
Haagerkonventionen af 2. oktober 1973 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om underholdspligt (Haagerkonventionen af 1973)
Haagerkonventionen af 15. april 1958 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser vedrørende underholdspligt over for børn (Haagerkonventionen af 1958)
Den af De forenede Nationer vedtagne konvention af 20. juni 1956 om inddrivelse af underholdsbidrag i udlandet (FN-konventionen af 20. juni 1956).

Inddrivelse af krav i Norden sker som udgangspunkt efter den nordiske inddrivelseskonvention. Færøerne og Grønland er dog ikke omfattet heraf. Inddrivelse i det øvrige udland kan ske i henhold til Haagerkonventionerne eller FN-konventionen af 20. juni 1956, hvis tilflytningslandet har underskrevet en af disse konventioner, ellers sker inddrivelsen via et inkassofirma.

Danske bidrag og bidragstyper

Det er "kommunalbestyrelsen", der efter anmodning opkræver børnebidrag og ægtefællebidrag. Se lovbekendtgørelse nr. 137 af 17. februar 2009 om opkrævning af underholdsbidrag. Det betyder i praksis, at kommunerne står for opkrævningen af følgende bidragskrav baseret på danske og nordiske afgørelser:

Forskudsvis udlagte børnebidrag
Børne- og ægtefællebidrag, som det offentlige er indtrådt i
Private krav på ægtefællebidrag samt på børnebidrag, der ikke er udlagt forskudsvis af det offentlige, typisk procenttillæg til normalbidraget.

Et bidragsdokument, der er udstedt i et andet nordisk land, sidestilles med et dansk bidragsdokument ved forskudsvis udbetaling af bidrag. Der er ikke indgået overenskomster med andre lande om, at bidragsdokumenter kan sidestilles med et dansk bidragsdokument.

Hvor andet ikke fremgår, gælder følgende betegnelser for de forskellige bidragstyper:

01-bidrag: Ikke forskudsvis udlagt bidrag (ægtefællebidrag, børnebidrag: procenttillæg udover normalbidrag samt bidrag baseret på et udenlandsk dokument (gælder dog ikke nordiske bidragsdokumenter)).
02-bidrag: Bidrag, hvor det offentlige er indtrådt i retten til bidraget (sædvanligvis børnebidragets normalbidrag samt i visse tilfælde efter aktivloven: ægtefællebidrag).
03-bidrag: Forskudsvis udlagt børnebidrag.

Se også

Se også vejledning nr. 9012 af 4. januar 2011 om inddrivelse af danske bidragskrav i udlandet.

Den nordiske inddrivelseskonvention af 23. marts 1962

Konventionen omfatter Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige og handler om inddrivelse af underholdsbidrag på grundlag af dokumenter, der er udfærdiget i et af de nordiske lande.

Konventionen omfatter efter fordringens karakter kun krav mod fysiske personer.

Konventionen gælder uanset parternes statsborgerforhold. Det afgørende er alene, at der er truffet afgørelse om underholdsbidrag i et af de andre nordiske lande, og at bidragsbetaleren bor i et af de nordiske lande.

Konventionen omfatter bidrag til:

Nuværende ægtefælle
Tidligere ægtefælle
Ægtebarn
Stedbarn
Adoptivbarn
Barn født uden for ægteskab og et sådant barns moder.

Desuden omfatter konventionen bidrag til

fødsel
barsel
uddannelse
dåb
konfirmation
sygdom
begravelse
anden særlig anledning.

Det er en betingelse for inddrivelse efter konventionen, at det pågældende bidrag ville kunne inddrives i oprindelseslandet

Konventionen indeholder ingen beløbsgrænser.

Konventionen er en fuldbyrdelseskonvention, og myndighederne i inddrivelsesstaten er forpligtigede til umiddelbart at foretage inddrivelse på grundlag af danske bidragsafgørelser. Anmodning om bistand til inddrivelse af bidragsrestancer efter den nordiske aftale fremsendes til International Inddrivelse vedlagt de relevante bilag.

Da der er tale om en fuldbyrdelseskonvention, afgøres spørgsmål om forældelse efter reglerne i det land, der har truffet afgørelsen.

Inddrivelsen skal ske efter de samme regler, som gælder for inddrivelse efter en dansk afgørelse. På visse punkter gælder der dog særlige regler:

Når bidragsbetaleren bor i et af de andre nordiske lande, er det ikke nødvendigt at fremsætte en ny anmodning, hver gang et nyt, periodevist bidrag forfalder. Inddrivelsesmyndigheden er - efter anmodning - forpligtet til at fortsætte inddrivelsen så længe, der er hjemmel til det i bidragsdokumentet. Inddrivelsesmyndigheden skal dog med jævne mellemrum sikre sig, at betingelserne for inddrivelsen stadig er opfyldt. Dog skal der fremsendes en opskrivning til Grønland, når restancen er betalt.
Erstatning for sagsomkostninger, som er pålagt bidragsbetaleren i forbindelse med afgørelsen om bidragspligt, kan - i modsætning til hvad der gælder efter lov om inddrivelse af gæld til det offentlige - inddrives efter samme regler som gælder for selve bidragskravet.
Gebyrer, der har relation til selve inddrivelsen, fx rykkergebyr, gebyr vedrørende udlæg m.fl., kan ikke fremsendes til inddrivelse.

Haagerkonventionerne

Danmark har tiltrådt Haagerkonventionen af 15. april 1958 med senere ændringer om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser vedrørende underholdspligt over for børn. Konventionen omfatter kun børnebidrag vedrørende tiden, indtil barnet er fyldt 21 år.

Haagerkonventionen af 2. oktober 1973 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om underholdspligt omfatter både børne- og ægtefællebidrag, men ikke konfirmations- og dåbsbidrag samt moderens underhold i forbindelse med barsel og uddannelsesbidrag. Danmark ratificerede først denne konvention den 1. januar 1988, hvorfor børnebidrag før denne dato skal inddrives efter Haagerkonventionen af 1958.

Konventionen af 15. april 1958 bortfalder mellem stater, der begge har ratificeret konventionen af 2. oktober 1973, og gælder herefter kun i forhold til

Belgien
Liechtenstein
Surinam
Ungarn
Østrig.

Lande der har ratificeret 1973-konventionen

Følgende lande har foruden Danmark ratificeret 1973-konventionen:

Australien
Belgien
Estland
Frankrig
Grækenland
Italien
Litauen
Luxembourg
Nederlandene
Nordirland
Polen
Portugal
Schweiz
Slovakiet
Spanien
Storbritannien
Tjekkiet
Tyrkiet
Tyskland
Ukraine.

Herudover har Sverige, Norge og Finland ratificeret konventionen, men her anvendes den nordiske inddrivelseskonvention.

Konventionerne indeholder ingen beløbsgrænser.

Inddrivelse efter konventionerne

Haagerkonventionerne er fuldbyrdelseskonventioner, og myndighederne i inddrivelsesstaten er derfor forpligtigede til umiddelbart at foretage inddrivelse på grundlag af danske bidragsafgørelser.

En offentlig myndighed, der har udbetalt bidrag til bidragsmodtageren, kan efter art. 19 søge disse bidrag inddrevet efter konventionen. Det er en betingelse, at der er truffet en afgørelse om bidraget i en sag mellem bidragsmodtageren og bidragsbetaleren, og at myndigheden efter lovgivningen i sit hjemland er berettiget til at kræve bidraget betalt af og inddrevet hos bidragsbetaleren.

Er afgørelsen om bidrag kun truffet efter anmodning fra en myndighed, der kræver refusion af bidrag, som myndigheden har udlagt til bidragsmodtageren, er retten til inddrivelse også betinget af, at underholdspligten mellem bidragsbetaleren og bidragsmodtageren er fastsat i den nationale lov, der er anvendelig efter de regler om international kompetence, der gælder i Danmark.

Da der er tale om fuldbyrdelseskonventioner afgøres spørgsmål om forældelse efter reglerne i det land, der har anmodet om hjælp til inddrivelse.

Inddrivelsen sker efter den lovgivning, som gælder i det land, hvor inddrivelsen skal finde sted.

FN-konventionen af 20. juni 1956

FN-konventionen af 20. juni 1956 er i modsætning til den nordiske inddrivelseskonvention og Haagerkonventionerne ikke en fuldbyrdelseskonvention, men kun en retshjælpskonvention. Konventionen indeholder derfor ikke en pligt til at anerkende og fuldbyrde andre landes bidragsafgørelser, men indebærer kun en forpligtelse til ved hjælp af inddrivelseslandenes egne regler at lette inddrivelsen af underholdsbidrag.

Foruden Danmark har følgende lande tiltrådt FN-konventionen af 20. juni 1956:

Algeriet
Argentina
Australien
Barbados
Belgien
Bolivia
Bosnien og Hercegovina
Brasilien
Burkina Faso
Cambodja
Centralafrikanske Republik
Chile
Colombia
Cuba
Cypern
Dominikanske Republik
Ecuador
El Salvador
Estland
Filippinerne
Finland
Frankrig
Grækenland
Guatemala
Haiti
Hviderusland
Irland
Italien
Kap Verde
Kasakhstan
Kirgisistan
Kroatien
Liberia
Luxemburg
Makedonien
Marokko
Mexico
Moldova
Monaco
Montenegro
Nederlandene
New Zealand
Nigeria
Norge
Pakistan
Polen
Portugal
Rumænien
Schweiz
Serbien
Seychellerne
Slovakiet
Slovenien
Spanien
Sri Lanka
Surinam
Sverige
Storbritannien og Nordirland
Tjekkiet
Tunesien
Tyrkiet
Tyskland
Ungarn
Ukraine
Uruguay
Vatikanet
Østrig.

Konventionen omfatter kun bidragstyper, som findes i inddrivelseslandet.

FN-konventionen anvendes også, hvis bidrag er baseret på et udenlandsk dokument, bortset fra nordiske bidragsdokumenter, der behandles efter den nordiske konvention. Inden der iværksættes konventionssag, skal betaling som led i opkrævningsproceduren være afkrævet eller en betalingsordning være søgt indgået. Giver dette ikke resultat, skal begæring om inddrivelse fremsendes til International Inddrivelse.

Da der er tale om en retshjælpskonvention, er inddrivelsesstaten kun forpligtet til at yde bistand, hvis statens egne regler hjemler adgang hertil. Dette betyder, at forældelsesspørgsmålet skal bedømmes efter inddrivelsesstatens regler.

Inddrivelse i udlandet på grundlag af en udenlandsk afgørelse om underholdsbidrag

Denne situation kan opstå, når der foreligger en afgørelse om underholdsbidrag, som er truffet i et land, der har tiltrådt en af konventionerne, og bidragsmodtageren bor i Danmark, mens bidragsbetaleren enten bor i det land, hvor afgørelsen er truffet, eller i et andet land, der har tiltrådt en af konventionerne.

Anmodning om bistand til inddrivelse skal i disse tilfælde rettes til International Inddrivelse.

Fremgangsmåden ved fremsendelse af bistandsanmodning til International Inddrivelse

Når bidragsmodtageren ønsker krav om børne- og ægtefællebidrag inddrevet i udlandet, skal anmodningen sendes til International Inddrivelse. Anmodningen om inddrivelse skal vedlægges:

Afgørelsen eller forliget om underholdsbidrag - enten den originale afgørelse eller en genpart af afgørelsen, der er bekræftet af den myndighed, der har truffet den
Opgørelse af bidragsrestancens størrelse, og hvilket tidsrum den vedrører, samt oplysning om størrelsen af eventuelle løbende bidrag, herunder evt. oplysninger om indeksering
Oplysninger til identificering af bidragsbetaleren.

Den udenlandske myndighed kan anmode om supplerende oplysninger.

Den praktiske fremgangsmåde afhænger herefter af, om anmodningen skal sendes til inddrivelse i et andet EU-land eller et land uden for EU.